»Jeg har fri resten af livet«

Af Rosa Middelboe

Da Vibeke Nielsen i december gik på efterløn efter en lang karriere i politiet, havde hun ikke – som mange andre nyudsprungne efterlønnere – ambitiøse planer for fremtiden.
I januar fortæller hun, at livet som pensionist stadig føles som en forlænget juleferie. Hun nyder bare at holde fri. Fraværet af telefoner, der ringer i ét væk. Den knap så fyldte indbakke. At stå op om morgenen, læse avisen i ro og mag, gå i bad. Og tænke: Nå – hvad nu?

Ofte går hun en rask tur om formiddagen, og så er der en dejlig lang eftermiddag tilbage, hvor hun kan gøre, hvad hun har lyst til. Hvis lyset er godt, sætter hun sig gerne ved vinduet med en roman. Senest har hun læst ’Ravns føde’ af Hanne Reintoft.

»Hun skriver fantastisk. Det handler om 1500-tallet, og man kommer virkelig ind i personerne. Den er ikke til at slippe igen,« siger hun.

Ved sin afskedsreception fik Vibeke blandt andet ’Kongemordet’ af Hanne Vibeke Holst. Hun har tyve bøger liggende, som hun ikke har haft tid til at læse. Og hun glæder sig til igen at have tid til at gå på biblioteket.

Familien
Nu da livets efterår ligger foran hende, åbent og frit, vil hun gøre alle de små hyggelige ting, hun ikke har haft tid nok til, mens hun arbejdede. Gå lange ture langs stranden ved sommerhuset i Havnsø. Dyrke krydderurter og tørre nogle af dem til vinterforråd. Binde blomster. Lave kranse af tang med sit ældste barnebarn. Læse kriminalromaner.

Kurser har hun været på hele sit arbejdsliv: Politi-faglige kurser, HK-kurser og AMU-kurser. Så det er slut med kurser. Det skulle da lige være i spansk eller fransk. Måske noget litteratur på folkeuniversitetet. Men først og fremmest: Slappe af.

Tage en dag ad gangen. Nyde livet. Måske en rejse med husbonden til sydens sol…

Fejlbedømt
Hendes fremtoning er venlig. Men tag ikke fejl. Vibeke Nielsen har også temperament. Det gnistrer særligt, når hendes retfærdighedssans bliver udfordret. Som dengang hun fik en dårlig karakter i samarbejde.

»Jeg bliver sjældent sur. Gider ikke være fornærmet. Men jeg kan godt blive vred. Rigtig vred. Ikke mange har oplevet det. Men de, der har, husker det endnu,« fortæller 64-årige Vibeke Nielsen med stålsat blik og mildt smil. Og spoler så mentalt tilbage til dengang, hun som ung og relativt nyansat i politiet lod temperamentet lyne over for en overordnet.

Dengang fik politiets medarbejdere karakterer af deres chefer en gang om året. Bedømmelse, hedder dette skudsmål i etaten, som stadig bruges om end ikke så rutinemæssigt som tidligere.

Et år fik Vibeke prædikatet ’jævnt’ i kategorien ’samarbejde’ i bedømmelsen. Men ingen havde nogensinde tidligere påtalt hendes manglende evne til at samarbejde. Tværtimod var hun ofte blevet rost for at være god til netop dét. Hun ringede straks til sin nærmeste leder og skældte hende ud.

»Hun fik sit livs chok,« husker Vibeke.

Den forskrækkede kvinde bedyrede, at det ikke var hende, der havde givet karakteren. Så klagede Vibeke til politimesteren, som straks ændrede karakteren, for der var intet i Vibekes personalemappe, der tydede på samarbejdsproblemer.

»Det skærpede min retfærdighedssans, at jeg blev udsat for en uretfærdig bedømmelse selv. Jeg tænkte: Det skal ikke overgå andre!«

Mange synes, det er ubehageligt at få bedømmelsen. Der er ingen forklaring på karaktererne, medmindre de er helt i bund eller top. Ofte kommer vurderingen som en overraskelse for medarbejderen. Vibeke har påpeget over for ledelsen, at det ikke nytter noget pludselig at nedvurdere folk ved den årlige bedømmelse.

»De færreste tog den nødvendige samtale med medarbejderen undervejs. Man skal give folk mulighed for at rette op i stedet for at give dem et hug på et stykke papir. Men mange ledere er så konfliktsky, at du tror det er løgn!«

Vibeke mener, at en karakterbedømmelse er unødvendig. Det er bedre med en årlig medarbejdersamtale, hvor begge parter kan tale om de forventninger, de har til hinanden, og om hvilke mål der skal nås, både for medarbejderen og politikredsen.