Tjek, om din sparegris er blevet snydt
HK-ansatte i blandt andet forsvaret og Arbejdstilsynet har fået for lidt i pensionsbidrag. Læs her, hvordan du tjekker, om du får det korrekte beløb.
Af Tina Green
Du har måske læst i nyhedsmedierne, at der blandt andet i forsvaret er opdaget fejl i pensionsindbetalingerne til SAM-pension (tidl. StK:pension). Fejlen består i, at medarbejdere helt fra ansættelsen er blevet forkert indplaceret i minipension. Det kan igen have betydet, at overgang til fuld pensionsordning er sket på en forkert dato. Og for lidt indbetalt pension kan betyde et relativt meget større tab, når pengene efter mange års rentetilskrivning skal til udbetaling.
Det er derfor en rigtig god ide, at du selv checker, om du nu også har fået det korrekte pensionsbidrag indbetalt. Procentsatsen afhænger af, om du er på minipension eller den fulde ordning. Læs de to bokse her på siden.
Pensionsordningen har løbende ændret karensbestemmelser og procenter gennem årene. Senest 1. oktober 2008. Hvis du vil finde de helt korrekte karensbestemmelser og procenter mm. tilbage i tiden – så læs mere på HK/Stats hjemmeside.
HK/Stat skal i øvrigt gøre opmærksom på, at der kan være tale om situationer, hvor et krav om efterbetaling må betragtes som forældet, hvis fejlen ligger mere end 5 år tilbage i tiden. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis du ikke selv har givet tilstrækkelige oplysninger i forbindelse med din ansættelse.
Hvis du mener, der er noget galt med dine pensionsindbetalinger, og din arbejdsgiver ikke er enig, så kontakt din TR eller den lokale HK-afdeling.
Nuværende karensbestemmelser
MINIPENSION
Hvis du ikke er røget direkte ind på fuld pensionsordning ved din ansættelse, har du i en periode været omfattet af minipensionsordningen.
Du bliver omfattet af minipensionsordningen, når du som nyansat:
- er fyldt 20 år og
- har mindst ni måneders sammenlagt beskæftigelse i det offentlige og
- har mindst 15 timers ugentlig beskæftigelse i gennemsnit.
Og så kommer tilføjelserne, som iflg. vore oplysninger ofte har været årsag til fejlindbetalinger:
- Hvis du ved ansættelsen i staten kommer direkte fra en privat ansættelse – eller fra en ansættelse i en kommune eller region (tidl. amt) – og du under denne forudgående ansættelse har haft en pensionsordning som led i dit ansættelsesforhold (altså en ordning hvor din arbejdsgiver har bidraget) – så er du under alle omstændigheder omfattet af minipensionsordningen fra dag 1 – også selvom du ikke har ni måneder i det offentlige eller er fyldt 20 år.
- Ved direkte overgang betragtes 30 kalenderdage eller derunder som direkte overgang.
- Du skal stå i minipensionsordningen, indtil du opfylder betingelserne for at overgå til den fulde pensionsordning (15 procent).
Der er særlige bestemmelser for ansatte under 15 timer om ugen, som omfattes af pensionsordning tilbagevirkende, når de har været ansat i seks måneder.
FULD PENSIONSORDNING
Fuld pensionsordning med 15 procent (1.10.08) i pensionsbidrag skal du have, når du ved ansættelsen – eller senere:
- er fyldt 25 år og
- har mindst 15 timers ugentlig beskæftigelse og
- har mindst fire års ansættelse indenfor det offentlige.
»Det offenlige« skal forstås som staten, folkeskolen, folkekirken, tilskudsområder, (amter), kommuner, regioner, kommunale værker, koncessionerede selskaber og lignende.
Der er ikke krav om, at dine tidligere offentlige ansættelser skal være indenfor samme fagområde, som du er ansat indenfor nu, og alle perioder tæller med – helt fra din premiere på arbejdsmarkedet.
Så tjek, om du har fået fuld pensionsordning fra det tidspunkt, hvor ovenstående betingelser blev opfyldt.
Oprettet: 10.02.09, kl. 09.45
Redigeret: 20.02.09, kl. 15.52 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <10.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.