Kig på mig, når du taler

Af Henrik Stanek

Først vil det være på sin plads at fortælle, at denne artikel bygger på et interview, som er gennemført pr. e-mail. Skulle det foregå pr. telefon, havde Christian Høybye været nødt til at få en kollega til at hjælpe sig, for han er døv og har ikke nogen teksttelefon.
»Sådan én har jeg haft, men mailsystemet er så udbredt, at teksttelefonen blev sagt op. Teknologien er i det hele taget så udviklet og udbredt, at jeg ikke har flere hjælpemidler end mine kolleger. Vi har alle mobiltelefoner og bærbare computere, så i dag er mit største hjælpemiddel tegnsprogstolke til møder og konferencer,« siger den 42-årige edb-assistent i Statens It.
Hvor en normal høresnegl består af to en halv vinding, har Christian Høybyes kun halvanden. Han hører meget svagt på det højre øre, hvor han bruger høreapparat, mens det venstre er helt døvt.
»Høreapparatet hjælper mig med at høre lyde fra omgivelserne og tilføje dem til mine indtryk. Hvis folk taler til mig bagfra, forstår jeg ikke, hvad de siger, så mine kolleger må stille sig foran mig og tale stille, roligt og tydeligt, så jeg kan mundaflæse, hvad de siger. De behøver faktisk ikke råbe højere, for det hjælper mig ikke ret meget.«
Evnen til at mundaflæse og det, at han selv kan tale til folk, takker han sine tålmodige forældre for.
»De indså, det ville være vigtigt, at jeg selv kunne kommunikere med folk, som ikke kan tegnsprog, eller når det ikke er muligt at få en tolk. Dengang var der stor mangel på tegnsprogstolke.«

Mød til samtale om to dage
Efter studentereksamen blev Christian Høybye uddannet som edb-assistent i 1990. Året efter fik han job i Beskæftigelsesministeriets regi og har været der siden.
Erfaringen viser, at når handicappede først har fået et job, så finder man ud af at løse eventuelle behov for hjælpemidler og bistand. Det svære er at komme til samtale og få jobbet.
»Jeg gik på Arbejdsformidlingen sammen med min far og fik kort efter at vide, at jeg skulle møde til samtale i Arbejdsmarkedsstyrelsen to dage senere. Med den korte frist måtte jeg forsøge at klare mig alene til samtalen. Senere fandt jeg ud af, at det hele gik så hurtigt, fordi jobkonsulenten kendte den midlertidige kontorchef i edb-kontoret særdeles godt og fik formidlet en jobtræningsarbejdsplads til mig.
Det blev mit held, at han havde et bredt netværk og en god forståelse for mit handicap,« fortæller Christian Høybye.
Han blev fastansat efter tre år og rykkede med, da man samlede styrelsernes it-afdelinger i Statens It. Her fungerer han som on-site supporter med mangfoldige opgaver. Han hjælper medarbejdere på netværket, så de får adgang til programmer, filer og mapper, og han styrer både printer- og computeradministrationen med fejlsøgning af defekte enheder og omsorg for, at computerne fungerer optimalt for brugerne. Desuden underviser han superbrugere.
»Jeg havde ikke troet, det kunne ske for mig, men jeg har også deltaget i ansættelsessamtaler i mit team. Jeg har altid tænkt, at man skulle kunne høre, fordi jeg forestillede mig, at mange mennesker snakkede på en gang, eller at samtalen foregik i et hurtigt tempo, og at man også skulle tale sammen i telefon for at finde ud af, hvem der skulle indkaldes til samtale. Til sidst fandt jeg ud af, at det hele var tilpasset, så jeg kunne følge med,« fortæller Christian Høybye, der også har været mentor for en medarbejder.

Fortæller om sine behov
Christian Høybye har aldrig haft problemer med at få bevilget tolke til seminarer, konferencer og andre fora, hvor der er flere end fem mennesker i samme lokale.
»Jeg har ikke været udsat for nogen form for besparelser på tolkning. Hver gang betaler arbejdspladsen uden at komme med bemærkninger til udgifterne. De spørger næsten hver gang, om tolkene var gode nok, og om jeg fik det hele med via dem.«
Det er Christian Høybyes indtryk, at staten er god til at forstå det behov, medarbejdere med et hørehandicap har for at få informationer på lige fod med normalthørende, når den hørehæmmede bare gør opmærksom på, hvordan han eller hun kan få det bedste ud af kommunikationen mellem flere personer.
»Mine kolleger og leverandører er gode til at sørge for, at jeg får et godt udbytte af samtalerne ved at referere eller se, om jeg kigger med, så jeg kan mundaflæse. De gentager gerne det, jeg ikke fik helt med. Det samarbejde er opnået ved, at jeg har fortalt dem, hvordan jeg kan følge med. Hver gang jeg skal til samtaler og møder med mennesker, der ikke kender mig, gør jeg opmærksom på, at jeg er døv, og at de skal kigge på mig, når de taler til mig«.