Leder - Udvid nåleøjet
Christian Høybye var heldig, da han som nyuddannet edb-assistent skulle skaffe sig et arbejde. Jobkonsulenten, der vejledte ham dengang i 1991, kendte kontorchefen på det, der blev Høybyes arbejdsplads. Og konsulenten havde forståelse for den unge mands særlige situation og behov: Høybye er døv. Også arbejdspladsen forstod og forstår behovet for hjælpemidler og bistand til handicappede medarbejdere.
Af sektorformand Thora Petersen
Som du kan læse her i bladet, er Høybye stadig ansat samme sted. Hans historie bekræfter en generel erfaring: Når handicappede først har fået et job, så finder man ud af at løse eventuelle behov. Den handicappede kommer til at fungere på lige fod med kollegerne – takket være nogle praktiske hjælpemidler. Fx programmer, der kan læse tekst fra computerskærmen op, en personlig assistent eller tegn-sprogstolkning ved møder.
Men desværre har mange handicappede urimelig svært ved at slippe gennem nåleøjet – at komme til samtale og blive ansat. Det er der flere grunde til. Fx at de ordninger, der faktisk findes for at lette handicappedes vej til jobbets og arbejdspladsens fællesskab, ikke bliver brugt ret meget.
Regeringen har afsat 50 mio kr for at få det offentlige til at ansætte flere handicappede. Men penge gør det ikke alene. Det handler om holdninger og fordomme. Og om at se muligheder i stedet for begrænsninger i handicappede kolleger.
Staten skal være rummelig til glæde for os allesammen. At skabe plads til fx elever, kolleger med anden etnisk baggrund eller handicappede er en samfundsmæssig forpligtelse – og en mulighed for at berige arbejdspladsen.
Derfor opfordrer jeg ledere i staten til ikke at lade omstruktureringer og arbejdspres ramme de handicappede ekstra hårdt. Giv dem chancen til jobsamtalen, køb de rigtige hjælpemidler fra starten – og indret arbejdspladsen sådan, at også folk med fysiske handicap kan komme ind og rundt.
Samarbejdsudvalget kan tjekke, om personalepolitikken er indrettet på ansættelse af handicappede – og vi kan allesammen være med til at gøre nåleøjet lidt større ved at lægge eventuelle fordomme på hylden.
Oprettet: 23.02.10, kl. 10.31
Redigeret: 23.02.10, kl. 10.59 af Bettina Hilbert Madsen
»Desværre har mange handicappede urimelig svært ved at slippe gennem nåleøjet – at komme til samtale og blive ansat.«
Ophavsret
Udgivet <23.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
