Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Januar 2009 > Flertal for at redde domstolsreformen



Flertal for at redde domstolsreformen

En lang række kritiske historier i medierne og en målrettet kampagne fra HK/Stat betød, at der lige før jul tegnede sig et politisk flertal for at tilføre domstolene flere penge og flere HK’ere. På den måde kan problemer med voksende sagspukler og lange ventetider løses.

Af Martin Sommer

Siden retskredsreformen trådte i kraft for to år siden, er ventetiderne steget og sagsbunkerne i byretterne bare vokset og vokset. Det viser tal fra HK og Domstolsstyrelsen.

I sidste ende har det også vist sig, at retssikkerheden er truet. Flere kriminelle får i dag ingen straf, selvom de bliver kendt skyldige. Årsagen er for lange sagsbehandlingstider.

Flyt faggrænserne, Brian
Før jul satte HK derfor en stor kampagne i gang. Målet var at løse problemerne i domstolene og få åbnet politikernes øjne for de massive problemer.

Det startede med, at HK inviterede justitsminister Brian Mikkelsen til et møde via en stor annonce i dagbladene. På mødet fremlagde HK/Stats formand Thora Petersen sammen med forbundsformand Kim Simonsen og formanden for HK’erne i domstolene, Kate Kengen, løsningerne.

Forinden havde HK/Stat dokumenteret de massive problemer i domstolene – og udarbejdet et detaljeret idekatalog til, hvordan man kan løse dem. Nemlig ved at udvide faggrænserne for HK’erne og tilføre administrative ressourcer til domstolene.

Formanden for HK/Stat, Thora Petersen, forklarer:
»Ved at flytte faggrænserne i retssalene kan HK’erne yde et afgørende bidrag til at sikre danskerne en bedre retssikkerhed. I dag må dommerne bruge op til 50 procent af deres arbejdstid på administrative opgaver. Hvis vi intelligent flytter grænsen for, hvornår der er behov for en jurist eller dommer til at klare en arbejdsopgave, kan vi nedbringe sagsbehandlingstiden markant.«

Statusrapport til april
Brian Mikkelsen tog godt imod HK’s forslag, men ville ikke gå ind i konkrete tiltag før april 2009, hvor der bliver lavet en statusrapport om retssystemet, ventetider m.m.

I samme uge var der samråd i retsudvalget. Her blev der stillet kritiske spørgsmål fra Socialdemokratiet. Men svaret fra justitsministeren var det samme, han vil ikke handle før 1. april i år – men holdt dog en dør åben: »Når vi har givet en gigantisk saltvandsindsprøjtning til politiet og anklagemyndigheden, bliver vi også nødt til at se på det andet ben«, sagde justitsministeren med henvisning til domstolene.

»Finanslovens ekstra 300 betjente og 250 HK’ere til politiet vil nemlig betyde, at domstolene får flere sager«, lød det fra Brian Mikkelsen.

Søndag i samme uge bragede det så løs i DR’s 21Søndag. Her kunne man i et 20 minutter langt indslag høre, hvordan retssikkerheden var sat over styr på grund af de lange sagsbehandlingstider. En dokumentation, som HK blandt andet havde leveret en del af.

Det betød fx, at en kriminel pædofil, som havde erkendt sig skyldig, og som stod til to års fængsel, slap uden at skulle ind og sidde. Årsagen var, at sagen havde taget for lang tid, vurderede dommeren. Det indslag fik de følgende dage et alternativt politisk flertal til at kræve, at nu måtte der ske noget på domstolsområdet.

Regerings støtteparti, Dansk Folkeparti, mente nu, at situationen betød, at der skal ske ændringer.
»Jeg tror ikke, man kommer uden om at give domstolene en saltvandsindsprøjtning for at få bugt med de bunker, der ligger«, sagde retsordfører hos Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, som er formand for Folketingets Retsudvalg.

Dermed var et flertal af de politiske partier uden om regeringen enige om, at domstolene skal tilføres flere ressourcer, og der skal ansættes flere HK’ere.

Læs alt om HK‘s løsningskampagne – for blandt andre domstolene.

Oprettet: 08.01.09, kl. 10.34

Redigeret: 13.01.09, kl. 12.54 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <08.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.