Vi skal ha’ lidt storhedsvanvid

Af Rosa Middelboe

Heidi Juhl Pedersen er vokset op på landet i Fuglebjerg nær Næstved. I en ganske almindelig skilsmissefamilie med en mor, der var invalidepensionist.

Som barn var hun ’typen, der fik kammeratskabspokaler’, fordi hun kerede sig om de svage. En lærer spåede hende af samme grund en karriere som sygeplejerske eller psykolog. Omsorgen for de andre har været et gennemgående tema i hendes liv.

For et halvt års tid siden blev hun spurgt, om hun ikke ville stille op – som eneste kandidat – til formandsvalget i Landsklubben HK Politiet. Den daværende formand, Vibeke Nielsen, gik på pension i november. Først sagde Heidi nej. Adskillige gange. Hun var jo enlig mor til Victor på syv år. Og hun var glad for sit job i Næstved Politi og den trygge sydsjællandske base. Men hun blev udsat for ’hårdt massivt pres’, som hun siger. Og det gjorde indtryk.

»Vi piger har brug for, at andre tror på, at vi kan. Det er ikke nok, at vi selv tror det,« siger hun.

Efter lange overvejelser mærkede Heidi efter i sin mave. Hun ville kun melde sig, hvis hun kunne sige ja uden tvivl. Det kunne hun til sidst. Hun har ikke fortrudt. Siden valget har hun været sprængfyldt af energi.

»Det føles helt forårsagtigt,« siger hun med lysende øjne.

»Der sker så mange nye ting. Nye udfordringer, nye mennesker, nye fora, nye netværk. Tiden er vildt interessant. Der har aldrig før været så stort politisk fokus på HK’erne i politiet.«

Nervøsiteten
Engang var Heidi rystende nervøs, når hun sad til et samarbejdsmøde. Hun kunne ikke lide at sige noget og følte, at hun blev kobberrød i hovedet, så snart hun åbnede munden. Hun syntes bestemt, at de alle sammen måtte kunne høre, at hun var anspændt.

I dag har hun en anden form for selvsikkerhed ved møder, fortæller hun. Erfaringen giver ballast. Og det hjælper at tænke på, at de andre jo blot er mennesker, som hun selv.

»Det er altid dejligt at forestille sig, at de andre inderst inde også engang har været nervøse, da de sad der første gang.«

Spillet
Hun er fascineret af det politiske spil. Synes, det er sjovt at udtænke konspirationsteorier og gennemskue magtstrukturer og uformelle hierarkier.

Første gang, hun fornemmede, at hun var blevet en del af spillet, var efter et møde i Næstved. Her blev hun verbalt sat på plads af ledelsen. Bagefter klappede direktøren hende på skulderen og sagde: ’Det må du undskylde. Dér var vi lidt hårde ved dig.

»Da tænkte jeg: Nu er jeg accepteret og anerkendt og ikke længere bare den pæne HK-pige. Jeg fik samme behandling som de andre,« husker hun.

Når man kan mærke, at man bliver taget seriøst, tør man mange flere ting.«

Anerkendelsen
Formandsposten kan godt være ensom, fordi det administrative personale er en minoritet. Ledelsen og betjentene har mange repræsentanter; Heidi er kun sig selv. Hun har ingen at sparre med og spejle sig i ved forhandlingerne. Derfor er det vigtigt for hende at få opbakning fra baglandet.

»Anerkendelse fra kolleger betyder rigtig meget for mig. Det bygger selvtilliden op,« siger hun.

Sidst hun selv anerkendte en kollega var i sin tale til den afgående formand.

»Hun har bragt os i en genial position. Det er et godt sted at starte fra. Hun har gjort mange gode ting i kulisserne,« siger Heidi.

Anerkendelse handler for hende ikke blot om ros, men lige så meget om taknemmelighed og værdsættelse.

»Jeg kan lide at rose og behandle andre pænt. Bare sige tusind tak. Ikke tage tingene for givet. Gøre opmærksom på, at det blev bemærket, og at det gjorde mig glad.«

Selvværdet
En af Heidis hjertesager er at opelske selvværdsfølelse og faglig stolthed hos sine fagfæller. Tit har hun siddet ved et middagsselskab og fortalt, at hun var ansat i politiet.

»Og så siger de: ’Neej, er du betjent?’ Og så siger man: ’Nej nej, jeg er bare – altså bare! – kontoransat.’ Det er som om, vi nedvurderer os selv. At vi ikke sætter pris på det bidrag, vi yder.«

Hun besluttede, at det skulle være slut med det lille ord med det store forbehold. Hun er ikke ’bare’. Hendes mål er, at de administrative medarbejdere i politiet skal nyde lige så stor respekt for deres faglighed som de uniformerede. Og respekten begynder med selvrespekten.

Hun sammenligner HK’erne med tandhjul.

»Vi er ikke størst og vigtigst, men maskinen kan ikke køre rundt uden os. Vi skal være mere bevidste om vores værd. Vi skal tænke større. Have lidt storhedsvanvid. Jeg er helt pjattet med vores nye slogan ’Vi er en del af løsningen’. Vi skal synliggøre over for os selv, vores ledere og politikere, at politiet er andet end politifolk. Der er mange vigtige opgaver, der bliver løst af administrative medarbejdere.«

Bondeknolden
Heidi sætter en ære i at være en bondeknold med fødderne solidt plantet i den sjællandske muld. Og hun skoser medierne – ikke mindst hendes eget fagblad – for nærmest at glemme, at der altså også er politi uden for København.

Blandt andet derfor vil hun have sit formandskontor i Næstved og kun komme lejlighedsvis ind til kontoret i København. Sådan bevarer hun bedst jordforbindelsen og kontakten med provinsen.

Det er lidt overvældende pludselig at være med i toppen af spillet.

»Jeg er jo bare Heidi fra Sydsjælland. Nede fra landet af. Nu skal jeg pludselig sidde med ved mødebordet i Parolesalen. Et sted hvor man kun har læst referater fra før. Man har jo en eller anden ære… ikke ærefrygt, for der er ingen frygt. Men det er en helt anden verden,« siger hun.

Stoltheden
Ærlighed. Troværdighed. Respekt. Det er de nøgleord, hun gang på gang vender tilbage til.

Selvom det er gået op for Heidi, at den fagpolitiske kamp er et spil, insisterer hun på ærlighed og ordholdenhed. Over for modparten, som man skal respektere, selvom man kan være dybt uenige og have forskellige interesser. Og ikke mindst i forhold til sine medspillere.

Hun sætter pris på at få at vide, hvis nogen er utilfreds med hendes indsats. Ligesom hun ikke er bleg for at sige, hvis noget eller nogen skuffer hende. Om ikke andet så for at give den anden mulighed for at begrunde sine handlinger. Det er vigtigt med rene linjer. Murren i krogene kommer der ikke noget godt ud af.

Heidi har fra sidelinjen kritiseret, at landsklubbens arbejde ikke var synligt nok. Nu er det hendes opgave at sætte fokus på faget og fagfællerne. Derfor er hendes ambition, at om fire år ved ethvert HK-medlem i politiet, hvem hans eller hendes formand er. Ikke fordi Heidi som person er interessant. Men fordi synlighed er vigtig i vore tider. Hun vil gerne give landsklubben en ny og mindre ydmyg stil.

»Vi må godt forny os. Vise, at der blæser nye vinde. Når valgperioden er slut, vil jeg gerne kunne kigge tilbage og se, at kollegerne er løftet op på et ligeværdigt niveau. Vi skal være en lige så værdsat arbejdskraft i menageriet som de øvrige. Og vi skal også selv have den opfattelse. Ved middagsselskaberne skal vi sidde med en stolthed over at være administrative medarbejdere ved politiet.«

Offensiven
Hun vil også gerne væk fra den traditionelt defensive holdning i fagbevægelsen.

»Historisk har vi haft en tendens til at sidde med korslagte arme og brokke os. Nogle gange skal vi også selv melde ud først i stedet for at gå og være knotne,« siger hun i samklang med HK’s nye proaktive og konstruktive linje. Hun bliver glad, når tingene lykkes:

»Når vi opnår resultater i et samspil mellem mange kræfter. Når jeg når et mål, jeg har sat mig.«

Her i november har Heidi endnu ikke helt fattet, at hun nu er forkvinde. En dag talte hun med en kollega om, at det ville blive sjovt at prøve at være ’den, der er inden i formanden’. Og spændende. Hun glæder sig faktisk helt vildt.

Men hun ved, at hun intet kan udrette uden baglandet.

Derfor er hun glad for bestyrelsen, som består af en god blanding af erfarne og nye, praktiske og visionære folk. Selv er hun ikke detaljernes kvinde. Hun er mere til de bløde værdier, den sparrende rolle og helhedsblikket.

Nuet
Hvor længe hun skal være formand, lader Heidi være op til skæbnen. Hun har aldrig været det samme sted mere end tre-fire år. Så hun regner ikke med at blive siddende på formandsposten, til hun går på pension. Men man ved jo aldrig, hvad livet bringer.

Og foreløbig vil hun bare nyde det og forsøge at være til stede i nuet.

»Kvinder er gode til at multitaske. Det er en forbandelse af rang. For så er man ikke til stede. Jeg øver mig i at være der, hvor jeg er.«

Af samme grund slukker hun altid mobilen i de få timer, hun har sammen med sin søn hver dag. Når hun endelig ser ham, vil hun være fuldt og helt til stede.

Af og til sætter Heidi også telefonen på lydløs, når hun arbejder. Folk kan jo lægge en besked. Hun går sågar nogle gange tidligt fra møder, hvis hun skal hente Victor.

»Det skal der være plads til. Det kan ikke være rigtigt, at man som kvinde skal være nødt til at sige nej til et hverv, fordi man har børn.«

Heidi vil så vidt muligt undgå at arbejde i weekenden. Ikke bare for sin egen og Victors skyld, men også for at være et godt eksempel for kollegerne.

Roen
I modsætning til mange andre unge kvinder syntes Heidi ikke, det var skræmmende at fylde 30. Tværtimod, for med alderen kommer roen.

»Hvis man dog for pokker havde kendt den ro. Havde slappet lidt af. Og turdet. Have en større tro på sig selv. Jeg har nok været slem til i mange år at fokusere meget på, hvordan andre havde det og mindre på, hvor jeg selv var. Det er sådan en klassisk pigeting. Man vil gerne ind i den der kasse. Der ligger nogle rammer, som man føler, man skal udfylde. Men man behøver ikke at gøre alting 100 %. Så længe man gør sit bedste, der hvor man sætter ind.«

Kampen
Hun hader at spilde folks tid. Og at få sin egen dyrebare tid spildt. Hun er perfektionist. Men prøver at slække på kravene. Prioriterer. Vælger sine kampe.

Dét med kampene er essentielt. Man skal vide, hvad der er vigtigt, og hvor man kan opnå noget. Og omvendt erkende, når et slag er tabt. Som med kutymefridagene. Hidtil har de administrative medarbejdere i politiet haft fri juleaftensdag og grundlovsdag, selvom det ikke stod i overenskomsten.

Nu har politiets ledelse besluttet at inddrage disse fridage til stor utilfredshed hos de ansatte. Heidi – og forbundets jurister – mener, at der ikke er noget at gøre. Så hellere bruge sine kræfter på andre ting, hvor indsatsen kan betale sig.

Når nogen spørger hende: ’Er du klar til øretæverne? ’Svarer hun: ’Ja ja. De kan bare komme an’.