Finanslovens tabere og vindere
Den gode nyhed er, at en række ministerier får flere stillinger. Den dårlige nyhed er, at specielt forsvarsministeriet og skatteministeriet beskæres kraftigt.
Af Martin Sommer
HK’s afdeling for Arbejdsliv og Analyse har for HK Statbladet kigget finansloven for 2010 igennem med stats-brillerne på. ”Vinder-ministerierne” er Videnskabsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Kulturministeriet og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
De store tabere er Forsvarsministeriet, som mister 1.840 årsværk, og Skatteministeriet, som mister 498. Også Transportministeriet bliver beskåret med 80 årsværk.
Forsvaret er allerede i gang med at finde ud af, hvor der skal spares. Således fremlagde forsvaret selv en plan om at flytte Forsvarets Personeltjeneste fra Hjørring i Nordjylland til Ballerup på Sjælland. Føres planen ud i livet, vil det betyde at mindst 130 arbejdspladser - heraf godt 100 HK-stillinger - på kasernen i Hjørring helt forsvinder. Planen har allerede vakt store protester i HK Nordjylland og blandt flere politikere.
Selvom Beskæftigelsesministeriet også mister 1.326 årsværk, så handler det ikke om, at nogen skal fyres. Det skyldes for størstedelens vedkommende, at regeringen har valgt at kommunalisere beskæftigelsesindsatsen. Det har betydet, at arbejdsmarkedskonsulenterne, som tidligere var ansat i staten, i dag er ansat i kommunerne. For HK/Stats medlemmer betød det, at medlemmerne af landsklubben APL i dag er medlem af HK/Kommunal.
Samlet set vil den samlede personalevirkning i staten af finansloven for 2010, betyde, at der er 1901 færre årsværk.
Nedenfor ses listen over vindere og tabere:
”Vinder-ministerier”
|
Videnskabsministeriet |
+900 |
|
Justitsministeriet |
+415 |
|
Finansministeriet |
+192 |
|
Ministeriet for sundhed og forebyggelse |
+106 |
|
Kulturministeriet |
+96 |
|
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration |
+82 |
Taberne er:
|
Forsvarsministeriet |
-1.840 |
|
Skatteministeriet |
-498 |
|
Transportmininsteriet |
-80 |
|
Beskæftigelsesministeriet |
-1.326 |
Oprettet: 20.01.10, kl. 09.20
Redigeret: 20.01.10, kl. 09.29 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <20.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.