De grønne mænd skal ud i plutten

Af Rosa Middelboe

Vi er på Antvorskov Kaserne ved Slagelse: Store tætklippede plæner, lave betonbygninger, et vajende Dannebrog på en bombastisk blå himmel og grønklædte unge mænd i luntetrav. »Løb« lyder en fjern kommando, og de sætter farten lidt op i deres store sorte støvler. I uddannelsesbataljonen har der indtil for nylig ikke været civilt ansatte.

Men efter det seneste forsvarsforlig, hvor forsvarets administration blev centraliseret, har papirbunkerne hobet sig op. Soldaterne har simpelthen ikke haft tid til at taste, indberette og udfylde blanketter. Derfor oprettede forsvaret i vinters nye civile aflastningsstillinger til assistenter og overassistenter.

Der kom flere hundrede ansøgninger til de otte opslåede stillinger på Antvorskov, og to af de nyansatte er Susan og Mette. På deres nyindrettede kontor fortæller de, hvorfor de har valgt forsvaret som arbejdsplads.

Frihed frem for alt

Det handler om frihed. Og om at komme på arbejde og være glad.

»Ikke alt kan købes for penge,« siger Susan. Mette er enig. Hun er gået 5000 kroner ned i løn for at komme tilbage til forsvaret efter seks år i det private erhvervsliv. Her oplevede hun mere hierarki og arrogance end i forsvaret. Hun synes, aflastningsstillingerne er spændende, fordi man selv er med til at præge arbejdsopgaverne.

Susan har været i forsvaret, siden hun var elev på Næstved Kaserne i 1985. Hun har arbejdet på Antvorskov Kaserne siden 2001 og søgte aflastningsstillingen for at få luftforandring og nye opgaver. HK‘erne skal være kontinuiteten i kontorerne, hvor de militære ofte skiftes ud, fordi de bliver udsendt. Susan sætter pris på jobbet, fordi hun kan gøre en forskel. Hun tager nogle byrder fra soldaterne, som har nok at se til med deres primære arbejde. De militære skulle lige vænne sig til de civile, som jo tilmed er kvinder alle sammen. Susan refererer deres tanker:

»Hvad var vi for nogle fisk? Og hvordan skulle de tiltale os?«

Men de grønne tog godt imod de civile, som intet har at udsætte på hverken samarbejde eller det sociale.

Hård centralisering

Engang var der 40 civile administrative og en HK-klub på kasernen. Efter det seneste forsvarsforlig og centraliseringen blev de skåret ned til omkring en fjerdedel. HK‘erne blev ansat under forskellige tjenester. Det resulterede i, at Susan mistede retten til at have en tillidsrepræsentant, fordi der var for få HK-medlemmer i hendes afdeling.

Det var trist at sige farvel til så mange kolleger og ensomt at sidde som den eneste civile i den afdeling, hvor hun før var. Her på det nye kontor er der kolleger at tale og sparre med. Det er godt. Måske kan de igen vælge en tillidsrepræsentant. Men hun tvivler på, at det vil gøre den store forskel, for samarbejdsudvalget har ikke megen indflydelse. Magten er samlet centralt, og det er ikke godt, mener Susan:

»Dem, der bestemmer, sidder et helt andet sted. Før var alt samlet under obersten her på stedet. Personaleforvaltningen lå lokalt. Nu er det delt op i forskellige søjler. Myndighederne ligger lagt væk. Det er et tungt system. Tidligere kunne man få en blanket på et nabokontor. Nu er det lige før, man skal aflevere et ordrenummer. Før kunne man stikke hovedet ind ved siden af for at spørge om noget, nu skal man ringe til Hjørring.«

Fjernt personalekontor

Resultatet af centraliseringen er bureaukratiske arbejdsgange og store mængder tid, som bruges på at få ting igennem, spørge om ting og ikke mindst forsøge at finde rette vedkommende at spørge.

»Da personalekontoret forsvandt, blev mange opgaver smidt over på de militære. De var ved at drukne i administrativt arbejde. Måske var det dumt at sætte soldater til civilt arbejde,« lyder Susans lakoniske evaluering af forsvarsforliget.

»Men det virker, siger de,« tilføjer hun med et tappert kapitulerende smil.

Da Forsvarets Personeltjeneste blev opoprettet, var det meningen, at en såkaldt udstikker skulle tage sig af HK‘ernes karriere. Der skulle lægges seksårsplaner, og udstikkeren, der sidder inde på Holmen, skulle en gang om året holde møder med ’sine’ medarbejdere. Men Susan hørte på trods af flere henvendelser aldrig fra sin oprindelige udstikker, og hun fandt kun tilfældigt ud af, at hun havde fået en ny, som heldigvis er mere fremkommelig.

»Forsvarsforliget er noget hø, for at sige det rent ud,« konstaterer hun.

Panserinfanteribataljon

Panserinfanteribataljon. Prøv lige at udtale det. Tina skulle øve sig en del på navnet på sin nye arbejdsplads, da hun i marts fik tilbudt jobbet som overassistent på kasernen. Hun søgte jobbet, fordi hun efter en god og lang årrække hos politiet i Slagelse var blevet forflyttet til et kedeligt job i Næstved. Her tastede hun hele dagen, hvilket slet ikke passede til hendes temperament. Hun vil have kaos, uforudsigelighed og afveksling. Og det har hun fået her i panserinfanteribataljonen. Tina har ikke været i forsvaret før, men hun synes ikke, det er så forskelligt fra politiet, uniformerne har bare en anden farve.

Hendes kollega Zübeyde er uddannet i den nu nedlagte flyvematerielkommando i Værløse. Hun synes, det er sejt at arbejde i forsvaret.

»Jeg bliver her, til de smider mig ud!« siger hun entusiastisk.

Måske vil hun en dag trække i uniform. Men foreløbig er hun glad for at være med til at sørge for, at soldaterne kan »komme ud og være grønne i hovederne,« som hun siger. Gøre det, de er uddannede til. De fire nye kontorkvinder i bataljonen har fået frie hænder til at tilrettelægge deres arbejdsdage. De får udstukket nogle opgaver, og så må de ellers selv om, hvordan de løser dem. Det er lidt som at starte en ny virksomhed, siger Zübeyde. Hun og Tina er helt enige med kollegerne ovre i uddannelsesbataljonen om, at frihed under ansvar er den største attraktion ved forsvaret.

Rå og høflig jargon

Skal man være af en særlig støbning for at trives i forsvaret? Det er en udpræget mandeverden, og de grønne kolleger kommer jo ud for barske ting, når de er på mission.

»Tonen kan godt være rå og ubarmhjertig,« siger Tina og tilføjer: »Men med et glimt i øjet. Derfor er det vigtigt, at man er hårdfør, positiv og har humoristisk sans.«

Mette har samme erfaring: »Man skal kunne gebærde sig på sproget og have humor. Ellers er det en sort arbejdsplads.«

»Hvis nogen siger »god røv«, siger man bare tak. Når man er over fyrre, er det nærmest et frynsegode,« siger Tina med et kækt smil.

Ingen sexchikane

Hvis ikke, man lægger op til noget, er der ingen problemer, siger Zübeyde. Man skal bare selv sætte grænsen.

Susan siger: »Nogle gange skal man bare lade være med at høre, hvad der bliver sagt.«

Mette supplerer: »Det er mest de andre, der får røde kinder, når vi svarer igen.«

Som alle andre steder er der både ubehøvlede og høviske mænd. Susan og Mette har oplevet, at soldaterne kan være yderst høflige. At de banker på og beder om lov til at komme ind. At de står ret og siger farvel efter værnepligten. Én svarede ’javel’, da han blev råbt op ved indskrivningen, husker de og ler lunt. Mette mener ligefrem, at soldaterne generelt har mere pli end mænd udenfor. Hun oplever, at hun her i højere grad end udenfor bliver respekteret for sin faglighed og for den, hun er.

»I det private er kvinder sådan nogle, der henter kaffe,« konstaterer hun tørt. Susan mener nu nok, at der også findes den slags opfattelser her på kasernen. Men de civile kvindfolk kommer godt ud af det med deres overordnede, som sidder i kontorerne ved siden af i deres grønne uniformer. En af dem er i øvrigt også kvinde.

Løjtnanten og kanonen

Oven på Susan og Mettes kontor, som de deler med en tredje civil, støder vi på premierløjtnant C. Sørensen. Han ser ganske ung ud, men har været tilknyttet kasernen siden han var værnepligtig i 1994. Han er uddannelsesofficer og står for sagsbehandlingen og den overordnede uddannelse for dem, der skal ud i plutten (mudderet, det vil sige felten red.). På spørgsmålet om, hvad han synes om at have fået civile kolleger, svarer han prompte:

»Det er kanon!«

Han forklarer, at der mangler folk overalt, og at det administrative har taget tid fra det militært faglige arbejde.

»Nu kan vi koncentrere os om det, vi er gode til. Det er som om, en sten er blevet taget fra skulderen,« siger Sørensen, der hedder Carsten til fornavn og gerne vil med på billedet, selvom solen bager på hans baret, og kameraet stjæler hans sjæl, som han spøgende siger. Han minder gentagne gange fotografen om, at det ikke hedder en tank, men en kampvogn! Det ved selv hans søn på fire år.

Det er ikke let med alle de fagudtryk, rangordener og forkortelser. Zübeyde og Tina morer sig stadig over alle de gange, de har kløet sig i nakken over de ulogiske forkortelser. Men nu remser de dem op i flæng: GHR, OL, BTN, SG, FMT, SVN, KN, FPT (se, hvad de betyder i boksen).

De mener i øvrigt, at de fik jobbet på grund af en forkortelse: SAP – personaleadministrationssystemet, som de har erfaring med. Og så det, at de blev vurderet til at kunne fungere sammen i gruppen. Og det kan de, bedyrer de smilende.

Blandt de civiles opgaver er arbejdstidsregistrering, rejseafregning, arrangementsstyring, arbejdsskadebehandling og økonomi. Der er også pudsige praktiske opgaver, som gør hverdagen farverig, fortæller Tina og nævner nogle bjørne, der skulle sættes på snor og nogle pokaler, der skulle pudses i sidste øjeblik.

»Soldaterne bliver så glade, når de får hjælp til den slags,« siger hun med varme i stemmen. »De har jo ikke fået den service før,« forklarer Zübeyde.

Lønnen er ikke overvældende i forsvaret, men til gengæld er der frynsegoder eller fastholdelsestiltag, som det så poetisk kaldes her: Frugt og kaffe samt ret til to timers ugentlig motion efter eget valg i arbejdstiden. Der er også god adgang til kurser og efteruddannelse. Men friheden er det bedste!

Forsvars-forkortelser

GHR: Garderhusarregimentet (der sender soldater til Afghanistan og rider med/for dronningen ved festlige lejligheder)

PNINFBTN: Panserinfanteribataljon (infanterister (fodfolk) i pansrede køretøjer)

BTN: Bataljon (niveauet over kompagnier og under brigade)

OL: Oberstløjtnant (lige under oberst – chefen for bataljonen er OL)

KN: Kaptajn (rangen over premierløjtnant)

SG: Sergent (laveste mellemleder)

SVN: Søværnet (flåden)

FMT: Forsvarets Materieltjeneste (centraliseret forvaltning af forsvarets materiel)

FPT: Forsvarets Personeltjeneste (lokaliseret på Holmen i København)