»Hvis jeg blev ved med at tænke på det, ville jeg jo blive tosset«

På Hundige Station lidt syd for København går en robust vagtmand stille – men alligevel meget synligt – frem og tilbage foran stationens Kort&Godt-butik. Da der ikke rigtig er andet at passe på, er det ret tydeligt, at han går der for at holde øje med butikken.

Det har vagter efterhånden gjort i et par uger, og det er såmænd forståeligt nok, da butikken er en af de mest udsatte Kort&Godt-butikker i hovedstadsområdet. Alene i de seneste par måneder har personalet oplevet hele fire røverier og er blevet truet på livet undervejs.

Det seneste røveri skete om morgenen den 29. maj, hvor den 58-årige salgskoordinator Palle Berg var alene på arbejde.

Klokken 05.37
Kort&Godt-kiosken er lige åbnet, da to maskerede mænd med store knive i hånden kommer farende ind. Palle Berg har lige betjent to kvinder, som er på vej ud af butikken, da de to røvere kommer susende og truer ham til at åbne pengeskabet i lagerrummet ved siden af.

»Det første, jeg sagde, var – ’ej ikke nu igen’,« fortæller Palle Berg med henvisning til de episoder, hvor hans kolleger har stået i samme situation.

Selv har han to gange tidligere været lige ved at blive offer for et røveri, men er enten kommet lidt senere eller netop forladt arbejdet. Men denne gang er det altså hans tur.

»Indtil da havde jeg bare håbet på, at det ikke skete for mig, og jeg tænkte da også på, hvad jeg ville gøre. Men sådan noget kan man jo ikke planlægge.«

Palle Berg viser den ene røver ind til pengeskabet og låser op, mens den anden røver holder vagt i butikken. Da røveren undervejs har hovedet helt inde i pengeskabet, tænker Palle Berg i et splitsekund på, om han skal klappe døren op i ham, ’nu når han alligevel ligger med rumpen i vejret derinde’.

Palle Berg fortryder dog, men når til gengæld at slå alarm, uden at nogen opdager noget.

»Jeg tænkte egentlig ikke så meget, lige da det skete. Det med alarmen var en refleks. Det hele var jo overstået på fem minutter.«

Et overstået kapitel
Palle Berg er i begyndelsen tydeligvis utryg ved at tale om episoden. Men efter kort tid gør det ham ikke så meget, og når snakken falder over i noget andet, har han let til smil. I det hele taget var situationen ikke helt så slem, som han havde frygtet.

Da røverne havde fået pengene og var stukket af, spurgte de to kvinder, som Palle Berg havde betjent i butikken inden røveriet, hvordan han havde det.

»Jeg sagde, at jeg havde det okay. Der skete mig jo ikke noget,« forklarer han og ser så tilpas afslappet ud, at man tror ham.

Efterfølgende har han også været relativt rolig omkring situationen.

»Det er ikke noget, jeg sådan går og spekulerer over længere. Det er et overstået kapitel for mig. Jeg tager de fleste ting stille og roligt, og derfor var jeg også på arbejde dagen efter røveriet,« fortæller Palle Berg, der dog indrømmer, at han i dagene efter kiggede mere på kunderne i butikken for at se, om de var ude på noget.

»Men efter kort tid gad jeg ikke det mere. Hvis jeg blev ved med at tænke på det, ville jeg jo blive tosset i hovedet.«

Vagter hjælper
Palle Berg er dog klar over, at ikke alle reagerer på samme måde som ham. Andre af kollegerne, som også har været udsat for røverier, har ikke haft lyst til at blive interviewet. De har efter røverierne haft mareridt, gået til psykolog, og nogle har endda ønsket at flytte arbejdsplads.

Palle Berg har også selv været til den psykolog, som DSB stillede til rådighed, men han mente ikke, at han havde brug for hjælpen. For ham er det mest af alt irriterende, at butikken er så hårdt ramt, men han kunne alligevel ikke finde på at skifte arbejde. Han håber derimod på, at den nye ordning, hvor der hele tiden er en vagt til stede, kan løse problemet.

»Vagterne er her fra morgen til aften, og foreløbig har det da givet en større tryghed og bedre stemning hos kollegerne.«