Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Juni 2009 > Vores HK’ere er belastet til bristepunktet



Vores HK’ere er belastet til bristepunktet

Glem alt om at spare på universiteternes administration, siger prorektor på Aarhus Universitet, professor i nationaløkonomi, Nina Smith. Hun frygter, at en ny konsulentrapport vil finde et spare-potentiale, som ikke eksisterer – og at regeringen efterfølgende vil stille krav om besparelser.

Af Britta Hansen

Universiteterne vil få besked på at spare på administration. Det forventer prorektor på Aarhus Universitet, professor i nationaløkonomi, Nina Smith.

Hun forudser, at regeringen vil stille kravet på baggrund af en rapport, som konsulentfirmaet McKinsey har udført for regeringen i foråret, og som efter planen skal offentliggøres her i juni.

McKinsey-rapporten skal kort beskrevet vise, hvordan de danske universiteter bruger deres ressourcer, når det gælder forskning, uddannelse og administration.

Rapporten har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri – i skrivende stund (begyndelsen af juni, red.) er det faktisk kun landets universitetsrektorer, der har set den, og de har fået mundkurv på af regeringen.

Prorektor Nina Smith har altså ikke set rapporten, men med sine mange års erfaring inden for universitetsverdenen, forskning, politik og økonomi, har hun klare forventninger til, hvad konklusionen bliver:
»Ingen kan jo vide det med sikkerhed, men mit gæt er, at analysen vil pege i retning af, at der er masser af luft i administrationen, og at der er besparelsesmuligheder der,« siger Nina Smith. Og det er hun slet ikke glad for.

»Jeg tror ikke på, der er noget stort sparepotentiale. Administration er jo grundlaget for vores faglige aktiviteter. Og der stilles konstant nye – oftest ganske fornuftige – krav til universiteterne med hensyn til fx vejledning, internationalisering, servicering af de studerende. Det kræver administration, og administration koster penge,« understreger hun.

Fusion kræver administration

At der er behov for administration, kan Aarhus Universitet især mærke i disse år. Mc-Kinsey-rapporten er nemlig lavet på et tidspunkt, hvor universitetet stadig er midt i den sammenlægning med fem andre institutioner, der blev påbegyndt i 2006 og 2007.

Da fusionerede universitetet med Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Miljøundersøgelser, Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Fusionerne var regeringens eget ønske oven på globaliseringsstrategien, hvor man annoncerede, at danske universiteter skulle være i verdensklasse. Men ingen penge fulgte med til at klare fusionerne for. Vores skøn er, at vi cirka må bruge mindst 200 millioner kroner af vores driftsmidler til at klare den administrative forandringsproces, som vi stadig er midt i. Vi har blandt andet brugt mange penge på at udvikle nye økonomi- og it-systemer,« siger Nina Smith og fortsætter:
»40 procent af Aarhus Universitet er nyfusionerede dele. Og det må da stå klart for enhver, at man ikke kan gennemføre en så stor proces uden at bruge penge på administration – det er simpelthen et grundlæggende faktum i enhver økonomisk lærebog om fusioner.«

Mange er stressede
Nina Smith gør opmærksom på, at mange af de administrative medarbejdere allerede nu er belastet til bristepunktet.

»Vores nye arbejdspladsvurdering viser, at rigtig mange er stressede, og vi har også en del sygemeldinger (se artiklen på næste side, red.). Mange af vores medarbejdere giver simpelthen det yderste af neglene, og vi er glade for deres loyalitet.

Men vi er bevidste om, at de ikke ret meget længere kan holde til at have så travlt og så meget at lave. Selvfølgelig vil vi få administrative fusionsgevinster på et tidspunkt, og dem skal vi selvsagt sørge for at udnytte. Men samtidig vokser opgaverne også, så jeg tror ikke på, at besparelsespotentialet er ret stort,« siger Nina Smith og fortsætter:

»Der er jo intet perspektiv i at bruge medarbejderne, så de ryger på førtidspension. Da slet ikke et samfundsøkonomisk perspektiv!«

Nina Smith understreger i øvrigt, at man på Aarhus Universitet er glade for fusionerne, og at universitetet har megen gavn af den nye organisation.

Håber på sober analyse
På falderebet vil prorektoren godt lige gøre opmærksom på, at det ikke altid er så entydigt at analysere sig frem til besparelser:
»Hvor er grænsen fx mellem faglige og administrative opgaver? Hvad kalder man det fx, når en medarbejder bruger tid på at hjælpe en udenlandsk studerende med at få et sted at bo? Det bliver spændende at se, hvordan man har opgjort det i McKinsey-analysen, som jo er igangsat af Finansministeriet.

Jeg håber, at når man har valgt at bruge et af verdens mest ansete og måske dyreste konsulentfirmaer til opgaven, så skyldes det netop, at man ønsker at lave en grundig og sober analyse.« lyder det fra Nina Smith.

Læs selv mere om undersøgelsens udformning her

McKinseyrapporten
McKinsey rapporten undersøger, hvordan de danske universiteter bruger deres ressourcer, når det gælder forskning, uddannelse og administration. Efter planen skal rapporten offentliggøres i juni.
For HK’erne er det værd at lægge mærke til den del af rapporten, der handler om organisation. Fx stilles disse spørgsmål:
Hvordan er opgaverne tilrettelagt? Hvordan anvendes de økonomiske rammer? Er der strukturer eller processer, der hindrer mest og bedst mulig forskning og uddannelse?
Spørgsmålene besvares bl.a. ved, at funktioner og årsværk kortlægges. Udgifter opgøres efter deres formål. Og McKinsey-folkene sammenligner organisering og administration på de enkelte institutioner og internationalt.

Oprettet: 23.06.09, kl. 09.21

Redigeret: 26.06.09, kl. 13.06 af Bettina Hilbert Madsen

Der er jo intet perspektiv i at bruge medarbejderne, så de ryger på førtidspension.

Læs også:

Positiv APV med plads til forbedringer


Ophavsret

Udgivet <23.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.