Klar til fagligt topmøde
Hvor og hvordan skal HK/Stat bruge kræfterne de næste fire år? Hvem skal stå i spidsen for organisationen? Skal medlemmerne kunne vælge formanden for HK-forbundet direkte ved en urafstemning? Svarene kendes, når HK/Stats sektorkongres slutter 19. juni.
Sloganet for HK/Stats forestående kongres – »Din hverdag – vores fokus« lyder det – er genbrug fra sidst, hvor organisationens øverste myndighed mødtes. Fordi den bedst mulige hverdag for medlemmerne på de statslige arbejdspladser fortsat er målet. Men alt andet materiale er friskt og lavet til lejligheden:
- Fagforeningens udfordringer, indsatser og resultater for de statsansatte HK’ere de seneste fire år er gjort op og beskrevet i en skriftlig beretning.
- Hvordan medlemmernes kontingentkroner blev brugt i samme periode er kortlagt og revideret i regnskaber for hver af de fire år.
- Et forslag til nyt målprogram for sektoren, som udpeger de vigtigste udfordringer og mål, er blevet til i dialog med aktive tillidsfolk landet over.
- Hele molevitten er i tykke kuverter sendt til 281 delegerede. Den 18. juni mødes de i Odense for at lægge linjerne for HK/Stats faglige arbejde fremover. Formalia er ved at være på plads, før HK/Stat afvikler sektorkongres.
Stramt program
Kongressen er den 6. ordinære af slagsen i HK/Stats historie som selvstændig sektor i HK-forbundet. Den afvikles over to dage, hvor man gør status og ser fremad. Tidligere har kongresser strakt sig over tre dage. Med den lidt kortere udgave sparer sektoren penge til blandt andet overnatning og leje af kongrescenter.
Til gengæld har mange af sektorens tillidsrepræsentanter allerede før kongressen været med til at prioritere, hvilke mål HK/Stat skal arbejde for – og hvordan.
Processen frem mod et nyt målprogram startede med en strategikonference i november 2007. Her deltog repræsentanter for alle politiske niveauer og områder i HK/Stat. De nåede frem til tre hovedudfordringer for HK/Stats medlemmer og dermed for organisationen:
- kompetence- og jobudvikling
- faget – vores arbejde
- de HK-uddannedes synlighed på statens arbejdspladser.
Siden mødtes tillidsrepræsentanter, repræsentanter for HK’s lokale afdelinger og sektorens politiske ledelse til syv regionale møder for at priotitere mellem de faglige mål og diskutere, hvordan de enkelte mål kan omsættes i konkret handling.
Sideløbende har HK’s hovedbestyrelse besluttet, hvilke faglige ydelser, der skal være kernen i og omdrejningspunktet for arbejdet i det samlede HK. De centrale faglige ydelser er: Overenskomster og aftaler, faglig og juridisk bistand og rådgivning, arbejdsmiljø samt uddannelse og kompetenceudvikling.
Sammen med resultaterne af strategikonferencen og de regionale møder udgør de faglige ydelser kongressens grundlag for at vedtage et nyt målprogram.
Ledelse på valg
Efter Peter Waldorffs afgang som sektorformand i efteråret 2007 skal kongressen vælge ny ledelse. Både den konstituerede formand, Thora Petersen, og konstitueret næstformand Rita Bundgaard kandiderer til at skifte titlen konstitueret ud med kongresvalgt.
Kongressen skal tage stilling til forslag fra både sektorbestyrelsen og fra de lokale HK-afdelinger. Der er blandt andet lagt op til diskussion af sektorbestyrelsens sammensætning. I dag er der 25 pladser i bestyrelsen.
Et flertal i HK/Stats bestyrelse foreslår, at den ny bestyrelse skal tælle 20 medlemmer, inklusive formand og næstformand. Det svarer til en reduktion på 20 procent. HK-forbundets kongres i 2007 sendte et signal om en sådan reduktion af antallet af bestyrelsesmedlemmer, hedder det blandt andet i begrundelsen for forslaget. Et forslag fra HK Hovedstaden og HK Midt lægger op til en bestyrelse med 25 medlemmer. Forslaget sikrer, at alle syv geografiske afdelinger har to sektorbestyrelsesmedlemmer, står der blandt andet i motivationen.
Et andet forslag – også fra HK Hovedstaden og HK Midt – vil have HK/Stat til at arbejde for, at alle medlemmer af HK fremover skal kunne vælge formand for organisationen ved urafstemning – i stedet for på en kongres med 3-400 delegerede.
»Det repræsentative demokrati er i mange situationer udmærket, men i en så vigtig beslutning som valg af formand for HK/Danmark, er det ikke i orden, at beslutningen træffes i et så snævert demokrati,« lyder en del af begrundelsen for forslaget.
Tillidsfolk taler ud
Den skriftlige beretning til kongressen er denne gang tænkt som et letlæst tilbageblik over sektorens væsentligste indsatsområder. Samtidig skal beretningen pege frem mod nye strategier og beslutninger.
De mange reformer, fusioner og andre forandringer, som har præget både staten og hele den offentlige sektor i kongresperioden, er et af temaerne i beretningen.
Andre temaer er arbejdsmiljøet, løn & pension, arbejdstid & andre arbejdsvilkår og det internationale arbejde.
Som noget nyt i forhold til tidligere beretninger kommer flere af sektorens dygtige tillidsrepræsentanter til orde med deres bud på egne faglige successer og udfordringer og meninger om, hvor HK/Stat bør lægge kræfterne fremover.
»Det er grundlæggende spændende at være tillidsvalgt,« siger en af dem. En anden fortæller, hvordan medlemmerne på hendes arbejdsplads kom op af stolene, da HK’s tidligere forbundsformand John Dahl fik et gyldent håndtryk i forbindelse med jobskifte.
Kongressen på www.hk.dk/stat
HK Statbladets redaktion dækker kongressen med nyheder på hjemmesiden den 18.-19. juni og i dagene derefter. På hjemmesiden kan du allerede nu downloade skriftlig beretning, forslag og regnskaber.
Siden den seneste kongres i 2004 er der blevet næsten 12 procent færre medlemmer i HK/Stat. Tallet er faldet fra 40.949 i 2004 til 36.146 ved udgangen af 2007. Samtidig er medlemmernes gennemsnitsalder steget fra 50 år i 2004 til 51 år i 2007. Sektorens indtægter er faldet med syv procent over kongresperiodens fire år, mens udgifterne er barberet med 12,5 procent. Det viser regnskaberne for hvert af årene 2004-2007.
Tekst: Tom Gotfred
Oprettet: 28.05.08, kl. 13.28
Redigeret: 29.05.08, kl. 12.55 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <28.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.