LEDER
Din hverdag – vores fokus
Af sektorformand Thora Petersen
HK/Stat holder kongres den 18. – 19. juni i Odense. Kongres betyder, at det er tid til at standse op og gøre status. Hvad har vi opnået? Hvad skal være vores fokus for de kommende år? Hvilke mål skal vi sætte for de næste fire år?
De seneste fire år har været præget af store forandringer for stort set alle medlemmer af HK/Stat. Reformer, fusioner og forandringer er hverdag i statens institutioner. Job og opgaver ændres, flyttes eller omlægges og nye opgaver og udfordringer opstår, nye muligheder viser sig. Men ikke altid på en måde så vi alle føler os trygge og inddraget.
Vi mangler i høj grad anerkendelse fra ledelsen samt oplevelsen af, at vi som medarbejdere er vigtige og kan bidrage til løsninger. Vi bliver usikre på, hvor vi står i forhold til forandringerne. Bliver der plads til mig? Hvor bliver min plads? Hvad bliver mine vilkår, min løn, mine opgaver og ikke mindst mine kolleger og mange andre spørgsmål? Der bindes megen energi i at være utryg, usikker og en brik i store magters rænkespil.
Vores opgave som faglig organisation bliver at arbejde for fornuftige spilleregler for forandringerne og ordentlige vilkår, når vores medlemmer berøres af forandringer.
Der er mere end nogensinde brug for at styrke det faglige fællesskab for at kunne løfte de mange udfordringer, som forandringerne medfører. Sammen kan vi mere. Sammen har vi flere kræfter, flere idéer og flere løsninger at byde ind med.
Det faglige fællesskab er nødvendigt for at skabe rammerne for den enkeltes mulighed. Det er med gode overenskomster og aftaler vi sætter rammerne for hverdagslivet for hvert enkelt medlem.
Det faglige fællesskab skal bruges til at styrke den faglige og professionelle stolthed, styrke arbejdet med livslang job- og kompetenceudvikling for alle medlemmer og endelig styrke vores synlighed som gruppe og organisation. Altid med medlemmernes hverdag i fokus!
Alt dette og meget mere er på programmet, når vi mødes til kongres i Odense den 18. – 19 juni.
Oprettet: 28.05.08, kl. 05.05
Redigeret: 30.05.08, kl. 06.04 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <28.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
