Leder - Snak kurerer ikke sygdom
Skipper blev fyret efter 30 år i jobbet. Fordi hun ikke stillede op til en sygefraværssamtale, som stressrådgiveren på hendes arbejdsplads havde frarådet hende at deltage i!
Af sektornæstformand Rita Bundgaard
Skippers stress kom efter en sej tid med sammenlægninger og fyringstrusler. Når hun tænkte på arbejdspladsen, tårnede den sig op foran hende som en truende bjørn, fortæller hun i dette blad. Alligevel fremturede en chef, Skipper end ikke kendte. Hun havde bare at stille til sygefraværssamtale.
Jeg bliver syg om hjertet, når jeg læser Skippers historie. Hendes forløb viser, at sygefraværssamtaler er et personalepolitisk værktøj, der skal bruges med omhu og forstandighed.
Den pointe er vigtig at holde fast i nu, hvor kampagnen »Rask snak – samtaler om sygefravær på offentlige arbejdspladser« ruller ud i annoncer, pjecer og på nettet. De offentlige arbejdsgivere og fagforeninger er enedes med regeringen om at indføre samtaler senest efter fire ugers fravær. Målet er færre sygedage.
I HK/Stat er vi enige i, at det er meget bedre at være rask end at være syg. Og en omsorgsfuld dialog mellem leder og medarbejder er i sig selv af det gode. Men vi er – ligesom mange arbejdsmiljøeksperter – skeptiske over for tanken om, at samtalerne i sig selv gør folk hurtigere raske.
Hvis fraværet skyldes problemer på arbejdspladsen – og sådan forholder det sig desværre ofte – er samtalen ingen garanti for, at der bliver taget fat om ondets rod. Det gælder uanset, om fraværet skyldes mobning, arbejdspres eller andre psykiske arbejdsmiljøproblemer, som lederen er medansvarlig for. Heller ikke, når det kniber med tilliden mellem medarbejder og leder, eller hvis den syge frygter en fyreseddel, er samtalen nogen mirakelmedicin.
Sygdom, der skyldes forhold på arbejdspladsen, skal ikke gøres til en individuel sag mellem leder og medarbejder. Tillids- og sikkerhedsrepræsentanter skal ind over og være med til at ændre på de forhold, der kører medarbejderne ned.
Selv om det nu bliver en pligt at afholde sygefraværssamtaler, er der ingen straf til dem, der vælger at angribe sygefraværet på en anden konstruktiv vis.
Det er rart at vide, synes jeg.
Oprettet: 25.05.09, kl. 12.25
Redigeret: 28.05.09, kl. 09.57 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <25.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.