Indadvendt eller udadvendt
For de introverte kan åbne kontorlandskaber være et helvede, konstaterer psykolog
Indadvendte personer har svært ved at arbejde på storrumskontor. Mange føler sig konstant forstyrret af de mange mennesker og lyde, og bruger derfor meget mere energi end de udadvendte.
I psykologien snakker man om introverte og ekstroverte personligheder, hvor de introverte er indadvendte og de ekstroverte er udadvendte.
»For de introverte kan de åbne kontorlandskaber være et helvede. Det kan koste dem virkelig meget energi,« siger psykolog Hanne Rude.
Hun fortæller, at alle mennesker både har indadvendte og udadvendte elementer i deres personlighed, men at alle har en klar præference for det ene. Hun sammenligner det med følelsen af at være højre- eller venstrehåndet.
»Hvis du skal skrive dit navn med den forkerte hånd, føles det akavet og kejtet. Du kan godt, men det er ikke optimalt,« siger hun.
Psykiateren Carl Gustav Jung mente, at alle mennesker ved fødslen er disponeret for at være indadvendte eller udadvendte. Det betyder ikke, at man hænger fast i den ene eller anden rolle resten af livet, for vi kan øve os i at blive bedre til at agere med den modsatte del af vores personlighed.
Ligesom vi kan øve os i at skrive vores navn med den forkerte hånd. Tilmed har de fleste mennesker en tendens til at udforske de områder, de ikke er stærke i, forklarer Hanne Rud.
I arbejdssammenhænge vil de udadvendte gerne have kontakt til mange mennesker og har svært ved at sidde stille foran en computer en hel dag. De vil ofte rejse sig og gå rundt i lokalet.
De indadvendte vil derimod ofte have svært ved at optræde som underviser, hvor de skal være på i en større forsamling. Det betyder ikke, at de ikke kan gøre det, men det vil slide meget hårdere på dem, og de vil være mere udkørte bagefter.
Hanne Rude har et godt råd til de introverte, der sidder på storrumskontorer rundt om i landet: Sæt jer ned i hjørnet med ryggen til de andre. Selvom de indadvendte selvfølgelig er klar over, at rummet bag dem stadig er fyldt med mennesker, er det alligevel noget, som mange synes er en stor hjælp.
Hvis det skal lykkes, er det dog vigtigt, at kollegerne og lederne er indforstået med, at vedkommende ikke melder sig ud af fællesskabet, men blot søger lidt fred og ro, siger Hanne Rude.
Mere om storrum: Åbenhed eller overvågning
I slutningen af 1700 tallet designede filosoffen Jeremy Bentham et rundt fængsel, hvor de indsatte opførte sig eksemplarisk af bare skræk for at blive set. Fængslet var nemlig indrettet, så fangerne ikke kunne se fangevogteren, mens fangevogteren kunne overskue samtlige fanger fra midten af bygningen. Denne arkitektoniske form kaldes panoptikon.
Hele vejen rundt i yderkanten af cirklen, var der en masse små celler til fangerne. I midten af bygningen var der et stort tårn, hvor fangevogteren kunne gå og holde øje med de indsatte. Og på grund af lyset, der kom igennem alle cellerne udefra, kunne fangerne ikke se fangevogteren.
Det betød, at fangerne aldrig vidste, om de blev observeret eller ej, og det medførte, at de konstant opførte sig eksemplarisk.
Specialestuderende i erhvervspsykologi Mads Lindholm har undersøgt psykologiske vinkler på, hvordan folk oplever forskellige typer af kontorer. I Mads Lindholms bog Rumrejse beskriver han følelsen af at blive overvåget i storrum således: »Åbne kontorlandskaber kan med forbløffende lethed konverteres til panoptiske overvågningsinstitutioner, hvor medarbejderne ikke blot føler sig overvåget af lederen, men også af hinanden.«
Tekst: Toke Skou Larsen
Gå videre til...
Nye guider til kontorer og storrum
Selvom storrumskontorer er meget udskældte for tiden, er der stadig mange kvaliteter i de store kontorer. Det er bare vigtigt, at rum og arbjdspladser bliver indrettet på den rigtige måde. Det mener Branchearbejdsmiljørådet Finans/Offentlig Kontor & Administration.
BARFOKA har derfor udgivet to små hæfter, der skal hjælpe virksomhederne med at lave nogle gode kontorer, hvor medarbejderne føler sig godt tilpas.
Se hæfterne på www.arbejdsmiljoeweb.dk
Og følg debatten om at arbejde i storrum på www.storrumsblog.dk
Oprettet: 27.03.07, kl. 09.53
Redigeret: 31.03.07, kl. 01.23 af Bettina Hilbert Madsen
Fakta:
Indadvendt/introvert
- Henter energi indefra
- Tager stilling til ting ved at reflektere
- Tænker sig frem
- Kan godt lide at lære nye ting ved at læse
- Vil hellere skrive end tale
- Kan godt lide ro og føler sig forstyrret af larm og aktivitet omkring dem
- Kan lide at snakke to og to
- Kan lide at snakke om få ting, der optager dem meget
Udadvendt/ekstrovert
- Får energi af at være sammen med andre mennesker
- Tager stilling til ting ved at diskutere dem
- Lærer ved at handle
- Trives fint med at der er mennesker omkring dem
- Kan godt lide aktivitet omkring sig, ser TV og hører radio når de er alene
- Kan lide at kommunikere til mange
- Kan lide at small-talke
Ophavsret
Udgivet <27.03.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.