Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Marts 2009 > Et godt udseende gør det ikke alene



Et godt udseende gør det ikke alene

I Statsbibliotekets kantine på Aarhus Universitet er der masser af kræs for øjet, men mindre for ganen. Og der er ikke meget at hente for dem, der ikke ønsker kød.

Af Ingelise Egeberg

Denne første februaronsdag er ikke dagen, hvor vegetarerne kan vælge og vrage i udbuddet på Statsbibliotekets kantines frokostbuffet. Og et kig på de forskellige menuer måneden ud afslører, at i dag er én af mange. Valget står mellem græsk farsbrød med ris og tomatsauce, butterdejsstang med kylling og bacon og karbonade paneret i nødder, hvis man vil nyde en af dagens varme retter.

Alternativet er en cremet champignonsuppe og grøntsagstærte. HK Statbladets udsendte vælger sidstnævnte, som tager sig indbydende ud, skåret i pænt store stykker og med små buketter af karse på toppen. Fyldige og friske buketter af bredbladet- og kruspersille anbragt bag disken er med til at skabe appetit og forventning.

Bastant butterdejsbund
Smagsmæssigt har tærten dog ikke meget at komme efter. De fintskårne grøntsager, rodfrugter og måske squash, virker anonyme og overtilberedte, og smagen af æggemasse dominerer. Min bordfælle har taget butterdejsstangen, men må give op, da hun når til bunden bestående af tyk og klæg butterdej. For at supplere med lidt bid og friskhed blander jeg en salat fra den fritstående bar, hvor indholdets udseende ikke imponerer specielt på nær den formodentlig selvrørte dressing, hvori der heldigvis ikke er sparet på persillen. Jeg går uden om revet gulerod, syltet rød peber, ananas i væde og dåsemajs og vælger pastapenne vendt i rød sauce, snittede grønne bønner og en broccolisalat som glædeligvis ikke er overstrøet med bacon.

Den der spørger sparer
Glæden fordunkles af de alt for skarpsmagende og vandige stykker af rødløg, som salaten rummer udover broccoli, nøddeflager og en hvid, mager og grynet dressing. Det røde på pastaen pynter nok, men smager ikke igennem. Og bønnerne er slappe med smag af dybfryser.

For tærten og en flaske drikkevand med Statsbibliotekets logo må jeg slippe 29 kroner. Salaten, hvad der kan være i en lille glasskål, koster 16 kroner. Men den fås til 11, når man spørger efter samlerabat. En af medspiserne betalte fuld pris for salat og varm ret. For hun spurgte ikke.

Statsbibliotekets kantine
Specialitet: Sønderjysk kagebord
Brugere: Statsbibliotekets ansatte, lånere og studerende ved Aarhus Universitet
Drift: ISS Catering
Åbningstid: Mandag til fredag kl. 9-14:30, lørdag og søndag lukket.
Adresse: Universitetsparken, 8000 Århus C

Inviterer du på frokost?
Skal HK Statbladet anmelde maden i din kantine. Skriv en mail til redaktionen@hkstatbladet.dk

Oprettet: 17.03.09, kl. 08.45

Redigeret: 18.03.09, kl. 12.07 af Bettina Hilbert Madsen

To og en halv gaffel kan det blive til for helhedsindtrykket af Statsbibliotekets kantine. Og det er det visuelle, der trækker op.


Ophavsret

Udgivet <17.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.