Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Marts 2009 > Få hjælp til at styrke dine kompetencer



Få hjælp til at styrke dine kompetencer

Nu har du og dine kolleger endnu bedre muligheder for at få styrket jeres kompetencer. HK/Stat sætter i samarbejde med Personalestyrelsen og Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling gang i et nyt projekt. Og der er masser af muligheder, fx i form af penge.

Af Martin Sommer

Projektet sætter fokus på, hvordan du og din arbejdsplads kan gennemføre kompetenceudvikling og fremme mobilitet gennem systematisk anvendelse af fælles udviklingsplaner. Det kan fx bestå i, at I som HK’ere søger støtte til at blive bedre til nogle faglige opgaver. Støtten kræver bare, at I laver en kort beskrivelse. Pengene og er der. Det er bare at søge.

Støtten vil blive givet på forskellige måder. Nogle arbejdspladser vil kunne få penge, andre vil få støtte til konkrete tiltag, fx i form af konsulentbistand, som kan medvirke til at styrke arbejdet med kompetenceudvikling og mobilitet. Andre igen vil få adgang til at dele egen viden og erfaringer med andre arbejdspladser.

HK/Stat vil forsøge at gennemføre projektet sådan, at alle deltagende arbejdspladser kan være med i en eller anden form gennem hele forløbet frem til 2010. Det betyder, at din arbejdsplads kan vælge både at lave store, langsigtede projekter, men også kan være med i det små.

Ud af starthullerne
Næstformand i HK/Stat, Rita Bundgaard, er ikke i tvivl om, at det bare handler om at komme ud af starthullerne og søge om midler:

»Arbejdet med kompetenceudvikling, udviklingsplaner og mobilitet bringes kun videre, når vi selv aktivt gør en indsats,« siger Rita Bundgaard. Hun opfordrer derfor HK/Stats tillidsrepræsentanter til at sikre, at samarbejdsudvalgene bruger projektet som anledning til at gøre status over, hvor langt man er kommet med kompetenceudvikling. Og selvfølgelig anbefaler Rita Bundgaard samtidig, at man deltager i projektet.

HK/Stat har netop opfordret sine repræsentanter i de lokale samarbejdsudvalg til at hente informationer om og invitation til kompetenceprojektet her.

Gør status sammen med ledensen
Samtidig anbefaler HK/Stat SU-deltagerne til at tage en grundig drøftelse med ledelsen om, hvor langt man er kommet med at anvende kompetenceudviklings- og mobilitets aftalerne (bilag 3 og 4 i organisationsaftalen).

Når der er gjort status i samarbejdsudvalget, er tiden inde til sammen med ledelsen at skrive en halv eller en hel side om erfaringerne med komptenceudvikling og om de mål, arbejdspladsen gerne vil nå.

Desuden skal man beskrive, hvordan arbejdspladsen eller faggruppen kan blive en del af projektet. Beskrivelsen skal man sende til SCKK, Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling.

Spørgsmål om projektet kan rettes til Anders Grønbæk i HK/Stat. tlf. 33 30 42 74 mail: 44agr@hk.dk.

Oprettet: 17.03.09, kl. 08.40

Redigeret: 18.03.09, kl. 12.04 af Bettina Hilbert Madsen

Kompetenceudvikling får vi kun mere af, hvis vi kommer ud af starthullerne, fastslår næstformand Rita Bundgaard, HK/Stat. Muligheden er der med et nyt projekt.


Ophavsret

Udgivet <17.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.