Hjælp, vi bliver kvalt
Det er ved at være sidste udkald for at redde de danske domstole fra kvælningsdøden. Den dramatiske vurdering kommer fra formand for Domstolsstyrelsens bestyrelse, højesteretsdommer Niels Grubbe og direktør Adam Wolf.
Af Tom Gotfred
I Domstolsstyrelsens blad, Danmarks Domstole, beskriver bestyrelsesformand Niels Grubbe og direktør Adam Wolf, hvordan domstolene lider af mangel på ressourcer. Det er blandt andet en sagspukkel fra starten af 2007 og en voldsom stigning i antallet af konkurssager og tvangsauktioner i kølvandet på finanskrisen, som tvinger retternes personale i knæ.
Og bedre bliver det ikke af, at der nu bliver ansat flere folk i politiet – det sætter nemlig politiet i stand til at sende flere sager i retten.
»Bægeret er derfor nu ved at flyde over,« konstaterer bestyrelsesformanden og direktøren, som vurderer, at domstolene nu er »ved at blive kvalt på grund af manglende ressourcer«.
Grubbe og Wolf håber at kunne råbe regeringen og justitsminister Brian Mikkelsen op med den statusrapport om domstolsreformen, som regeringen selv har bestilt til levering 1. april.
Trivsel trods strabadser
En ny trivselsundersøgelse viser, at de hårdt prøvede medarbejdere ved domstolene fortsat har engagement og vilje til at yde en ekstra indsats, fastslår topledelsen. Men da medarbejderne har ydet en enorm indsats i hele reformperioden, er det ikke holdbart med det store arbejdspres i længden, tilføjer Niels Grubbe og Adam Wolf.
Opråbet fra højeste sted kommer næppe bagpå hverken de HK-ansatte ved domstolene eller deres fagforening, HK/Stat. HK kørte tidligere på året kampagne i medierne for at gøre opmærksom på, hvordan sagspuklerne ved domstolene kan skæres ned. 2. april har HK foretræde for Folketingets retsudvalg.
Oprettet: 17.03.09, kl. 08.34
Redigeret: 18.03.09, kl. 12.02 af Bettina Hilbert Madsen
Flere HK'ere, ændrede faggrænser og ens serviceniveau i alle byretter er nogle af HK's bud på, hvordan man korter sagsbunkerne ved domstolene ned. Manglen på ressourcer er kvælende, mener toplederne i Domstolsstyrelsen.
Ophavsret
Udgivet <17.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
