Ingen klare udmeldinger omkring mulige fyringer
Både i Hjørring og i Slagelse har der været stormøder omkring de mulige fyringer af 700 ansatte i forsvaret. Medlemmerne af forsvarsudvalget var inviteret til flere af møderne, som var arrangeret af en række fagforeninger. Men der kom ingen klare løfter om, at der ikke vil komme fyringer.
Af Martin Sommer
Umiddelbart var der ikke mange løfter eller hjælp at hente fra de fremmødte folketingspolitikere fra forsvarsudvalget på mødet i nordjylland i Hjørring.
»I skal møde op og tage fat i alle de politikere, I har stemt på,« lød opfordringen fra folketingsmedlem Bjarne Laustsen, (A), som sidder i forsvarsudvalget.
Bekymringen i nordjylland går blandt andet på den kedelige udmelding, som kom allerede tilbage i december sidste år. Her meldte forsvarets ledelse ud, at der, hvis det står til ledelsen, skal nedlægges 400 statslige arbejdspladser alene ved forsvaret i Nordjylland, heraf cirka 150 HK stillinger.
»I har fået at vide, at det bliver sådan, men det er ikke sikkert. Det saglige og faglige grundlag skal være i orden,« lød det fra panelet fra folketingsmedlem Orla Hav fra socialdemokraterne, som på den måde dog slog fast, at det i sidste ende er forsvarsudvalget, som beslutter, hvad der skal ske, men han lovede dog heller ikke, at det ikke vil ske.
Tror ikke på det
Ib Poulsen, fra Dansk Folkeparti, sidder også i forsvarsudvalget. Han supplerede:
»Der bliver ikke fyret en eneste, før vi politikere har drøftet det.«
Udover de tre politikere var Karl Bornhøft, SF, Per Husted, (A) og Hjørrings borgmester Arne Boelt, også fra socialdemokraterne, positive. Alle havde tilliden til, at beslutningen om at massefyre vil blive ændret. Men den opfattelse sad politikerne dog alene med, og den blev ikke delt af de fremmødte på tilhørerrækkerne:
»Vi tror simpelthen ikke på det. Vi har rigtig dårlige erfaringer fra Frederikshavn,« lød det fra Jørgen Larsen, formand for Dansk Metal, og Morten Dahlberg, 3F i Frederikshavn.
To måneder tilbage
Også på sjælland blev der afholdt møder, og her var der også stor bekymring over forsvarets planer. Her vil forsvaret nemlig udlicitere en lang række tjenester, som forsvaret i dag selv varetager. Og der bliver ikke tale om, at de nuværende medarbejdere får lov til at byde ind på opgaven og det betyder dermed, at de bliver fyret.
I de næste to måneder er der stadig mulighed for at påvirke debatten, for så skal folketingets forsvarsudvalg nemlig tage endelig stilling til, hvordan man klarer besparelserne. Planen er, at der kommer et udspil inden sommerferien.
Oprettet: 18.03.10, kl. 11.46
Redigeret: 18.03.10, kl. 11.54 af Bettina Hilbert Madsen
Ophavsret
Udgivet <18.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.