Pres på politikerne for at undgå hovsa-fyringer i forsvaret
Forsvaret har et underskud på mellem 300-500 millioner kroner alene i år. Samlet er budgettet cirka lidt over 21 milliarder kroner om året. Forsvarets ledelse har meldt ud, at underskuddet skal klares ved at fyre op imod 700 af forsvarets i alt 24.000 ansatte. Men HK/Stat opfordrer nu folketingspolitikerne til at tænke langsigtet.
Af Martin Sommer
SF’s folketingspolitiker Holger K. Nielsen, som sidder med i forsvarsudvalget, vil ikke lægge sig fast på, hvordan han mener, man bedst opnår besparelserne i forsvaret.
Men Holger K. Nielsen er ikke i tvivl om, at det kan være uhensigtsmæssigt at fyre en masse medarbejdere her og nu, alene for at opnå en masse hurtige besparelser.
»Vi bør specielt se på krigen i Afghanistan. Den er dyr og det er svært at se, at vi gør en forskel. Samtidig får det lige nu økonomiske konsekvenser for forsvaret herhjemme, fordi der er underskud på forsvarsbudgettet, og så varsler man fyringer - det er uholdbart i en krisetid. Det kan ikke hjælpe noget, at vi skærer på støttefunktionerne for at retfærdiggøre en krig. Det vil svække forsvaret på langt sigt.
Så det er ikke vejen frem,« siger Holger K. Nielsen fra SF.
Sådan lød det tidligere på måneden, da HK/Stats formand Thora Petersen og formanden for HK’erne i forsvaret havde sat SF´s medlem af forsvarsudvalget i stævne på Christiansborg.
På mødet fremlagde de to formænd Thora Petersen og Yvonne Nordahn HK/Stats synspunkter. De opfordrede til, at man fra politisk side både tænker langsigtet, men også ser på, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at flytte en masse arbejdspladser fra Nordjylland til Sjælland for at spare penge - som forsvarskommandoen har lagt op til - og udlicitere en række tjenester i Korsør og Slagelse.
Ifølge Yvonne Nordahn, formand for HK’erne i forsvaret, har man bedt forsvaret om at fremlægge beregninger, som viser, at der rent faktisk vil være penge at spare ved at sammenlægge visse enheder i forsvaret. Det er dog endnu ikke sket.
»Det er uholdbart at lave sådan en hovsa-løsning, med en voldsom fyringsrunde, når besparelserne efter vores vurdering kan klares ved, at man laver en nøje vurdering af alderssammensætningen og personaleomsætningen i forsvaret. Så vil en del af besparelserne kunne klares ved naturlig afgang og man kan undgå at få en masse ufrivillige fyringer,« lyder det fra formanden for HK/Stat Thora Petersen.
Holger K. Nielsen er enig
»Vi skal kigge på helheden, og for SFs vedkommende vil det være et ultimativt krav at se på, om vi som nation skal være så aktive i fx Afghanistan, som vi er i dag.«
Sådan siger han til HK/Statbladet, og tilføjer, at vi som samfund også bør tage højde for, at det er krisetid,
»Det er dybt problematisk at fyre en masse mennesker i et område som nordjylland, som i forvejen er hårdt ramt af arbejdsløshed,« siger han.
HK/Stats formand afsluttede mødet med SF´s Holger K. Nielsen med en opfordring:
»Forsvarsudvalget bør ikke gribe til hurtige her-og-nu løsninger, men finde en varig og konstruktiv løsning, som både gavner de ansatte i forsvaret og som heller ikke svækker forsvaret i sine mange opgaver og som også tager højde for, at det er krisetid og at massefyringer ikke er vejen frem,« lød det fra HK/Stats formand, Thora Petersen.
Oprettet: 18.03.10, kl. 11.31
Redigeret: 19.03.10, kl. 13.09 af Bettina Hilbert Madsen
»Det er dybt problematisk at fyre en masse mennesker i et område om Nordjylland, som i forvejen er hårdt ramt af arbejdsløshed,« Siger Holger K. Nielsen
Læs også HK Stat Nordjyllands åbne brev til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech
Ophavsret
Udgivet <18.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
