Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Marts 2011 > Tre HK'eres holdning til overenskomsten 2011 og urafstemningen



Tre HK'eres holdning til overenskomsten 2011 og urafstemningen

HK/Statbladet har spurgt tre HK'ere om hvordan de ser på overenskomsten 2011 og hvad de tror de vil stemme til urafstemningen.

Linda Anja Mathiesen er 37 år ansat i Skat i Told/smuglerikontrollen.

Hvordan ser du på den overenskomst, som der nu er indgået aftale om? »Jeg ser på den som - ‘det kan ikke være anderledes‘. Man har gjort, hvad man kunne indenfor de rammer, som har været sat. Jeg synes, det er okay, at der primært er givet generelle lønstigninger.

Foto: Søren Østerlund

Selvfølgelig er det da trist, at der ingen lønstigninger er i 2011, men det kan jo ikke være anderledes, når vi har været forud i forhold til det private arbejdsmarked. Vi ville sådan set have været gået ned i løn med 1, 48 procent i år, og det gør vi ikke med det forlig, som ligger nu. Nu får vi så ikke lønstigninger i år, men det er da trods alt bedre end at gå ned i løn,« lyder det fra Linda Anja Mathiesen, som også er glad for, at der er afsat penge til lokal lønforhandling: »Jeg synes, det er okay, at man øger muligheden for lokalløn i år 2011 – man ved vel, hvad man er værd, sagt med et glimt i øjet.«

Knud C. Jensen er 53 år og ansat i undervisningsministeriet iKvalitets- og Tilsynsstyrelsen. Han er ikke i tvivl om resultatet.

Foto: Søren Østerlund

»Med baggrund i den økonomiske situation i Danmark i dag synes jeg, at det virker acceptabelt, at vi som udgangspunkt ikke får forringet vores realløn. Når der er så lidt at gøre godt med, mener jeg, at vi netop skal gå efter at fastholde reallønnen. Personligt tror jeg ikke på, at Danmark lige med det første er ude af den økonomiske krise, og der er også allerede stigende inflation, så det skal jo tages med i betragtningen, når man vurderer resultatet. Så ja, lønstigningerne er små, men omvendt kunne vi vel reelt have risikeret at skulle gå ned i løn, så på den måde må det betegnes som værende tilfredsstilende,« lyder det fra Knud C. Jensen, Som er også er glad for, at arbejdstiden ikke bliver ændret: »Med stigende arbejdsløshed og fyringer i det offentlige er en fastholdelse af arbejdstiden en klar god ting - ellers kunne man frygte, at en endnu større del måtte forlade arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg stemme ja til den netop indgåede overenskomst.«

Helle Colding Seiersen er 47 år og ansat på Aarhus Universitet som afdelingsleder ved Internationalt Center.

»Jeg synes personligt, at det er en dårlig overenskomst, der er indgået.

Foto: Lars Aarø

Uanset at vores forhandlere og HK melder ud, at det kunne have gået værre, så er der tale om en reel reallønstilbagegang for de statsansatte HK’ere, og det er det dårligste resultat nogensinde. Så længe Claus Hjorth Frederiksen udtaler, at han er utrolig tilfreds med aftalen, må det betyde, at han har fået det resultat han ønskede, hvilket ikke er foreneligt med mine ønsker,« lyder den umiddelbare reaktion fra Helle Colding Seiersen, som også er bekymret over, om reallønnen kan opretholdes: »Det bekymrer mig, at reallønnen ikke bliver opretholdt, og det er et dårligt signal at sende, at vi er tilfredse med det. Jeg stemmer nej til resultatet af forhandlingerne ved urafstemningen og er villig til at tage en eventuel konflikt.«

Oprettet: 23.03.11, kl. 16.21

Redigeret: 25.03.11, kl. 11.27 af Martin Sommer

Læs mere om overenskomsten og se hvordan du stemmer til urafstemningen

Klik her


Ophavsret

Udgivet <23.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.