Du er her: hk.dk > Stat > HK Statbladet > Artikel-arkiv > Oktober 2009 > Leder - Dyre besparelser



Leder - Dyre besparelser

Når staten laver reformer, starter processen som regel med, at man straks indregner og indkasserer de besparelser og effektiviseringer, man håber at opnå.

Af Sektorformand Thora Petersen

Som udgangspunkt har alle reformer været lanceret som omkostningsneutrale – altså som noget, der ikke kræver nye investeringer. Ofte ligger der vidtløftige konsulentrapporter bag planerne. Rapporterne viser fantastiske sparemuligheder, hvis blot man omlægger, centraliserer og digitaliserer.
Sådan har det været med fx Statens It, de administrative servicentre for uddannelsesinstitutionerne og det administrative økonomicenter. Den fremgangsmåde har staten som arbejdsgiver benyttet i stort set alle forandringsprojekter de senere år.
Men erfaringerne viser, at der er langt fra konsulentrapporternes gyldne løfter til de faktiske vilkår. Og når forudsætningerne ikke holder, rammer det medarbejderne i form af belastende og urimelige arbejdsforhold. Borgerne mærker problemet i form af ventetider og administrativt bøvl. Se blot på SU-styrelsen, hvor koks i digitaliseringen af ansøgningsproceduren nu skaber kaos for studerende og medarbejdere. (Læs artiklen side 6, red.)
Mange af den slags problemer kunne undgås, hvis staten lyttede mere til medarbejderne og deres organisationer. Ofte er de eksterne rapporter behæftet med alvorlige fejlslutninger på grund af manglende indsigt i de interne forhold.
I det lange løb er det mere effektivt og billigere at indtænke de ansatte som positive bidragydere i stedet for at se dem som en omkostning.
Hvis staten skal være en attraktiv arbejdsplads, kræver det, at vi som faglig organisation og som samarbejdspart på de enkelte arbejdspladser involveres og får reel mulighed for at påvirke forandringer og vilkår for de ansatte.
Indflydelse og anerkendelse er alternativet til en kynisk personalepolitik, hvor medarbejderne blot skal rette ind og tåle et stort arbejdspres og utålelige arbejdsforhold.

Oprettet: 22.10.09, kl. 12.36

Redigeret: 22.10.09, kl. 13.07 af Bettina Hilbert Madsen


Ophavsret

Udgivet <22.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.