Glæden er væk

Af Ingelise Egeberg

Overassistent Kenn Mathiesen viser sit arbejdshjørne i Indenrigs- og Socialministeriet frem. En løs skillevæg skærmer hans plads fra de tre andre arbejdspladser i lokalet på Holmens Kanal.

Indtil flytningen hertil i januar 2008 havde han sin arbejdsplads i Slotsholmsgade, hvor han for 23 år siden blev ansat i Indenrigsministeriet, som indtil 2001 var ét ministerium. Siden blev det lagt sammen med Sundhedsministeriet, og i 2007 blev det gjort navnløst ved oprettelsen af Velfærdsministeriet.

Dengang forsvandt Kenn Mathiesens arbejdsglæde. Og selvom Indenrigsministeriets navn kom tilbage, da Velfærdsministeriet i april 2009 blev til Indenrigs- og Socialministeriet, er glæden blevet væk.

»Jeg tænker ikke længere om morgenen, at det jeg skal lave i dag bliver sjovt. Kun tanken om at skulle bryde op og begynde helt forfra afholder mig fra at stoppe,« fortæller han, der arbejder med kommunernes økonomi.

Også forholdet til de gamle kolleger, som er flyttet med, gør det svært at rejse.

Sammen udgør de et mindretal af tilflyttere i den bygning, der før 2008 rummede Socialministeriet. Tilflyttere der ser sig selv som gæster i andres hus. Det skyldes blandt andet, at der gik et år, inden den første navneændring slog igennem på lønsedlerne, at der gik lige så lang tid, inden den vante flekstidsaftale kom på plads, og at de skulle argumentere for, at kaffen fortsat skulle være gratis.

Erfaring med forandringer
Andre ændringer, som indenrigs-folkene skulle vænne sig til, var, at de kom fra store enmandskontorer i gode bygninger. Nu skulle de bo i firemandskontorer i et betonhus. Og de skulle lære et nyt journal-system.

»Selvom vi nu er blevet er et todelt ministerium, og vi på en måde har fået vores identitet igen, opleves det sårbart,« siger Kenn Mathiesen – der dog har masser af erfaringer med, at ministerierne er en udsat arbejdsplads, hvad angår forandringer:
»Her har været reorganiseringer hvert et eneste år i hele min tid i ministeriet. Men vi fik da i det mindste lov at sidde, hvor vi sad,« siger Kenn Mathiesen.

Dem og os
Et lille gammelt skilt med navnet Indenrigsministeriet hænger bag Kenn Mathiesens plads og markerer, at her er et ’dem’ og et ’os’.

»Vi forsøger at holde fast i vores faglige identitet som indenrigsfolk. Det var noget specielt. Vi har prøvet at få taget vores navn fra os, og selvom vi har fået det delvist tilbage, er det ikke som dengang,« mener han.

Til navnet hører en kultur, som spænder lige fra en historisk ånd med rod i et nedlagt, 160 år gammelt ministerium til en tradition, der inkluderer farvekopimaskiner, fri adgang til depoter og køkkenskabe uden låse på. Sædvaner som indenrigsfolkene ikke oplevede, at Socialministeriet havde.

»Socialfolkene tænker sikkert på samme måde om os. Det handler jo om et sammenstød af flere kulturer. Men sådan er vi mennesker jo. Vi ved, hvad vi har, og hvad vi kender,« siger Kenn Mathiesen.