Leder - Den fleksible friheds fatamorgana
Finansministeren strør om sig med plusord i dette blad: Fleksibilitet, frihed og individualitet, det sidste specielt når det gælder lønnen og hvordan den bliver aftalt. Bare vi får mere af den slags, så bliver alt godt, synes Claus Hjort Frederiksen at mene.
Af sektorformand Thora Petersen
Den tror jeg ikke på, når det handler om at indrette en moderne arbejdsplads. Jeg er overbevist om, at fælleskab, samarbejde og godt kollegaskab, koblet med gode aftaler og dygtig ledelse er de bedste forudsætninger for at give den enkelte muligheder og friheder.
Vi ved, at arbejdsfællesskabet har stor betydning for den enkeltes trivsel og motivation. Begge dele er afgørende for, at en arbejdsplads er attraktiv og effektiv. Vi ved, at der er et enormt behov for at dele viden, oplære og udvikle hinanden på en arbejdsplads. Og vi ved, at arbejdskulturen i Danmark har udviklet sig fra enkeltmandspræstationer til stærke krav om at samarbejde og indgå i teams.
Derfor tror jeg ikke, at en individuel forhandling om lønnen mellem chefen og den enkelte HK‘er er vejen frem. Tværtimod er det tidkrævende, individuelle forhandlinger sikrer ikke flere penge til lokal løndannelse, og det bliver uigennemskueligt, hvorfor nogle får og andre ikke får kroner ud af mødet med chefen.
Grundtanken i ny løn er at skabe sammenhæng mellem job, kompetencer og aflønning. Det princip burde finansministeren være enig i. Men stram lønstyring og et overforbrug af engangsvederlag har skabt temmelig stor modstand mod ny løn på en del arbejdspladser. Den modstand bliver næppe mindre af at overlade det til ledelsen og den enkelte at forhandle.
Jeg hører ønskerne om fleksibilitet og frihed til individuelle lønforhandlinger som et angreb på de gode rammer og aftaler, vi har opbygget. Finansministeren taler om frihed og råderum. Jeg advarer mod frihed fra aftaler, frihed fra rettigheder til alle medarbejdere og mindre indflydelse til medarbejderne og deres faglige repræsentanter.
HK‘erne i staten er ansvarsfulde og løsningsorienterede. Vi samarbejder tværfagligt og udvikler hinandens kompetencer. De kvaliteteter skal vi holde fast i. Det kræver en anden medicin end finansministerens fleksible friheds fatamorgana.
Læs interviewet med finansministeren her
Oprettet: 23.09.09, kl. 05.17
Redigeret: 24.09.09, kl. 14.31 af Bettina Hilbert Madsen
Jeg hører ønskerne om fleksibilitet og frihed til individuelle lønforhandlinger som et angreb på de gode rammer og aftaler, vi har opbygget
Ophavsret
Udgivet <23.09.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
