HK/Stat delte velfærdstusser ud på strøget
Fagforeningens folk var onsdag formiddag på gaden for at gøre opmærksom på, at statskassen går glip af milliarder af velfærdskroner, fordi der er for få ansatte i Skat til at sørge for, at skattesnydere ikke har frit spil.
Af Rosa Middelboe
»Undskyld – hvad sker der?« spørger den unge mand fra Amnesty skeptisk, da tillidsvalgte og ansatte fra HK/Stat tropper op på Nytorv iført sølvfarvede kampagnejakker.
Næstformanden for HK/Stat Hovedstaden, Peter Raben, forklarer, at HK/Stat er kommet for at udbrede budskabet om, at det er dyrt at spare. Mere konkret: At det ikke kan betale sig at skære på personalet i Skat. Milliarder af velfærdskroner flyver lige forbi statskassen, fordi der ikke er nok ansatte til at inddrive dem. Og nu vil regeringen igen indskrænke medarbejderstaben.
»Er du medlem af Amnesty?« spørger den garvede gadehverver og giver sig til at fortælle om menneskerettigheder, der bliver trådt under fode.
Nysgerrige turister
»Var det noget med en velfærdstusse?« spørger en af kampagnefolkene en forbipasserende og rækker en flyer, der ligner en tusindlap, frem.
»Vi har fået,« lyder det muntre svar.
Mange går uanfægtet forbi de fremstrakte hænder med velfærdstusser. Nogle tager imod en tusse og haster videre, enkelte standser og spørger nysgerrigt, hvad det går ud på.
En ældre mand med blå og rød kasket står for sig selv og læser budskabet, der er printet på bagsiden af tussen: STOP VELFÆRDSKRONERNES FLUGT står der med HK/Stats lilla logo-farve ovenover en bevinget tusindkroneseddel, der blafrer bort.
Hvad synes du om budskabet?
»Jeg er norsk,« smiler han.
Forstår du det?
»Ja, ja,« nikker han og folder sedlen sirligt sammen.
Mange af menneskerne på strøget er udlændinge. Turister.
Det er ikke valgkamp – eller hvad?
Mange tror, det er et politisk parti, der er ude for at fiske stemmer, og mange er tydeligvis allerede trætte af at få stukket politisk propaganda i hånden. Hvis de når at opfatte, at det er en fagforening, vil de dog gerne se nærmere på tussen.
»Vi er ikke en del af valgkampen,« forklares det gentagne gange.
Én spørger alligevel sekretariatschefen i HK/Stat:
»Hvem skal jeg stemme på?«
»Et bud kunne være rød blok,« lyder det forsigtige svar.
HK/Stat er ellers ikke partipolitisk, men de røde vil jo modsat regeringen ikke skære i Skat. Tværtimod har S og SF netop – på baggrund af de tal og fakta, HK/Stat har fremlagt i forbindelse med kampagnen – bedyret, at de vil styrke Skat med 1250 årsværk.
Enhedslisten er så varm på idéen om at indfange de bortfløjne velfærdsmilliarder, at partiet foreslår 3000 ekstra medarbejdere.
Hans Engell får en tusse
Formanden for HK/Stat, Thora Petersen, spotter en tidligere overvismand i vrimlen og stikker ham en tusse. Han siger tak og går smilende videre.
Faglig sekretær Thomas Lynge Madsen spørger den tidligere konservative politiker Hans Engell, om han vil have en tusse.
»Det er jo altid rart. Hvem er det fra?« spørger han.
Den faglige sekretær forklarer, at det er fra HK/Stat, og at det handler om nedskæringer i Skat. At det er dyrt at spare.
»Spændende. Det vil jeg lige kigge på,« lyder det høviske svar.
Folk har mange holdninger
De strøgfarende er optaget af meget andet end skattevæsenets personalemangel. En er imod efterlønnen. En anden er imod BoligJobPlanen, fordi den betyder nedskæringer på statens arbejdspladser. En tredje synes, hun betaler for meget i skat. En fjerde at det er for galt, at så mange snyder i skat.
En ung mand lægger sin tusse i cykelkurven. En kvinde i kobberfarvet jakke vil gerne have to. En flok teenagere vandrer forbi med tusser i hænderne. En svensker afslår høfligt:
»Nej tak, jeg plejer ikke at forbruge så meget.«
Et bestyrelsesmedlem fra HK Hovedstaden siger gemytligt, idet han sætter kurs mod en nærliggende bank:
»Jeg går lige hen og veksler.«
»Politikere er skuespillere!« råber en mand med uglet hår.
Nogen forsøger uden held at forklare ham, at der skam ikke er nogen politikere her.
Pølsemanden: Det er skrækkeligt
Hvad mener pølsemanden, der følger med fra første parket, om kampagnen?
»Det er festligt. Det er noget skrækkeligt noget med alle de mennesker, der skal ud af klappen. De snakker om, at flere folk skal i arbejde, og så fyrer de folk.«
En ung mand beder om en fransk hotdog.
»Det får du da min ven,« siger pølsemanden venligt.
Han har været pølsemand i fyrretyve år, fortæller han. 25 af dem her på pladsen. Og han har set og hørt et og andet. Om fyringer, skilsmisser og social deroute.
Hvad synes du om kampagnen her?
»Om Skat? Det er godt. Man skal betale sin skat og sin moms med glæde. Se, hvor mange, der bliver jaget væk. Det er tarveligt. De råber og skriger om, at folk skal arbejde mere. Jeg er meget imod. Folk passer deres arbejde hver dag – og så: Farvel og tak!«
Hvem er den største platugle?
En scooterfarende ældre mand med hvid kasket råber:
»Der snakkes for meget og gøres for lidt. Og Helle er den største platugle!«
De sølvfarvede fortæller ham, at de ikke er fra et politisk parti, men at de gerne vil have flere folk i Skat, så der kan blive inddrevet flere penge til fortsat velfærd.
»Det har vi skattevæsenet til!« buldrer manden.
»Netop, og der skal jo være medarbejdere nok...« siger en af sølvjakkerne.
»Pengene skal kradses ind!« lyder det fra kasketten.
De sølvfarvede kunne ikke være mere enige. Men fyren fortsætter:
»Det kan fagforeningen ikke gøre!«
»Nej, men det kan vores medlemmer,« siger en sølvfarvet kvinde fra HK Hovedstadens bestyrelse tålmodigt.
Manden triller videre, langtfra overbevist. Bestyrelsesmedlemmet fortæller, at hun har arbejdet i et kundeklagecenter. Hun er vant til at håndtere den slags.
Smykkesælgerens skattereform
Det sølvfarvede team stiller op til fælles fotografering ved springvandet. En gråhåret smykkesælger i snavset tøj braldrer op på engelsk. Han forsøger at overbevise formanden om, at man bør ændre skattesystemet.
»Put the taxes on things, you don´t need. Cigarettes and fancy cars for example,« råber han gestikulerende.
Og tilføjer lavmælt til reporteren:
»Don´t mention my name. Kommunen is a mafia.«
De sølvfarvede smiler og vifter med velfærdstusser.
Der er opbrud i kampagnegruppen, men en distingveret dame i mørkegrå cottoncoat når lige at få en tusse på falderebet.
»Hvor er det godt,« udbryder hun og læser op for sin veninde:
»Stop velfærdskronernes flugt i dag. Ja, det skal vi!«
Gå videre til...
Oprettet: 31.08.11, kl. 19.18
Redigeret: 01.09.11, kl. 09.18 af Rosa Middelboe
Formand for Landsklubben For Højere Uddannelsesinstitutioner Aase Pedersen:
»Jeg kom af med to bunker velfærdstusser. Selv de udenlandske turister spurgte, hvad det drejede sig om. De syntes, det var godt. De var overraskede over, at det er så mange penge, vi går glip af.«
Næstformand i HK/Stat Rita Bundgaard:
»Jeg synes, det gik godt. Man kan mærke, at det er valgkamptid. Folk får stukket meget i hånden. Men ingen har sagt ’nej!’ og smidt den.« (velfærdstussen red.)
Ophavsret
Udgivet <31.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.









