Nedskæringer hos SKAT koster milliarder af velfærdskroner
En sparet krone er ikke altid en tjent krone, det er SKAT et levende bevis på. Underbemanding i SKAT betyder nemlig, at den danske statskasse årligt går glip af et tocifret milliardbeløb på grund af manglende skattekontrol og skattesnyd. Penge som ellers kunne være med til at finansiere fremtidens velfærd.
Siden en omlægning af skatteområdet trådte i kraft i 2005, er staben af SKAT-medarbejdere blevet drastisk beskåret med flere tusinde medarbejdere. I maj måned blev yderligere 120 dygtige og erfarne skattefolk fyret for at få råd til it-folk. Og flere fyringsrunder truer.
Samtidigt har Rigsrevisionen netop beordret en kæmpemæssig overarbejdspukkel hos SKAT på 300.000 timer afviklet over de kommende to år. HK/Stat iværksætter derfor en kampagne, der skal råbe politikerne op og få dem til at indse, at når de skærer i SKATs medarbejderstab, så skærer de samtidigt i vores allesammens muligheder for velfærd nu og i fremtiden.
Kampagnen gik i luften mandag den 29. august og kan følges på www.hk.dk/skat og på facebookgruppen ’Stop velfærdskronernes flugt -
www.facebook.com/stopflugten klik her
Halvering af antallet af medarbejdere
HK Stats beregninger viser, at hvis regeringens afvikling af SKATs medarbejderstab fortsætter som planlagt, vil antallet af medarbejdere i perioden 2006-2014 være næsten halveret fra næsten 10.000 til ca. 5.000 medarbejdere. Samtidigt viser flere økonomiske rapporter, at den danske stat på en lang række skatteområder går glip af et tocifret milliardbeløb, på grund af manglende skattekontrol og skattesnyd.
Det sker blandt andet i form af sort arbejde, multinationale selskaber, som foretager skatteunddragelse, eller danskere som slipper for beskatning ved hjælp af konti i udlandet. På flere områder vil der derfor være milliarder at hente, hvis indsatsen i SKAT styrkes i form af mere kontrol og flere medarbejdere til at udføre kontrollen, inddrive skat og restancer.
Velfærdskroner i fri flugt
”Overarbejdspuklen på 300.000 timer vidner om, at der i forvejen er for få hænder til at udføre opgaverne. Vi er klar over, at politikere er underlagt krav om besparelser alle steder i det offentlige system.
Men det er både vanvittigt og meget kortsigtet at spare medarbejdere væk, der har kompetencerne til at inddrive milliarder af potentielle velfærdskroner. Det svarer helt bogstaveligt til at smide guld på gaden, og det kan de mange lovlydige skatteborgere ikke være tjent med,” siger Thora Petersen, formand for HK Stat. Hun fortsætter:
”Velfærdskronerne flyver lige forbi statskassen og skattesnyderne går fri på grund af de voldsomme nedskæringer i SKATs personale. Med kampagnen vil vi gerne spørge vores politikere, hvem der skal inddrive de mange milliarder, som nu får lov at blive liggende i skattesnydernes lommer uden at komme samfundet til gavn.”
Inddrivelse af skat er et håndværk
En del af fyringerne i SKAT begrundes med etablering af nye it-systemer til inddrivelse af skatter og afgifter. Systemet har dog haft mange opstartsvanskeligheder og er stadig ikke taget i brug. Og ifølge Inge Lise Frost, formand for HK SKAT, så kan mange kontrolopgaver og aktioner ikke løses af en computer.
For eksempel gav det 2,5 millioner kroner i statskassen, da en håndfuld SKAT-medarbejdere i påsken i år brugte en enkelt eftermiddag på at kontrollere udenlandsk indregistrerede biler ved grænsen. Ligesom der blev fundet fejl for 121 mio. kroner, da SKAT i foråret kiggede ti lånevirksomheder efter i sømmene; de otte viste sig at indberette kundernes renteudgifter forkert. De økonomiske vismænd har desuden advaret mod at spare mere på den manuelle kontrol af årsopgørelsen, eftersom en mere effektiv kontrol af årsopgørelsen alene anslås at kunne skaffe 250 mio. kroner om året til statskassen.
Styrk SKAT
”SKAT-medarbejderen har mange funktioner, der ikke kan udføres af en computer: tolderen, fogeden, stemmen i den anden ende af telefonen, når man har spørgsmål til SKAT og ildsjælen der er med på natlige razziaer for at afsløre snyd med moms og skat, for bare at nævne nogle. Deres resultater er til at få øje på, og pressen er heller ikke sen til at bringe omtale, hver gang der fra politisk side udpeges et særligt indsatsområde som fx pizzeriaer, sort arbejde eller socialt bedrageri. Problemet er bare, at hver gang en SKAT-medarbejder sættes på et indsatsområde udpeget af politikerne, så mangler vedkommende et andet sted, hvor velfærdskronerne så i stedet forsvinder væk fra statskassen,” fortæller Inge Lise Frost og fortsætter:
”Inddrivelse af skatter og afgifter er et håndværk, og SKATs medarbejdere har års træning i selv at spotte potentielle indsatsområder og gennemføre uventede og utraditionelle kontrolaktioner. De får bare alt for sjældent lov, for der er ikke tid. Den katastrofale mangel på medarbejdere i SKAT koster statskassen og dermed os alle sammen dyrt. For at få bugt med milliard-restancerne er det derfor nødvendigt at få bremset fyringsrunderne og i stedet opruste på medarbejdersiden hos SKAT. Det er til gavn for hele vores samfund i sidste ende,” siger Inge Lise Frost.
Kampagnen kan følges på www.hk.dk/skat og på kampagnens Facebook side ’Stop velfærdskronernes Flugt.’ klik ind på www.facebook.com/stopflugten klik her
Oprettet: 29.08.11, kl. 15.31
Redigeret: 30.08.11, kl. 10.49 af Martin Sommer
Læs også
Jyllandsposten: "Skat ramt af overarbejdspukkel" Erhverv side 2
DR Update:Pengene fosser ud af kassen og Kampagne er ren valgkamp
Børsen: Minister langer ud efter ny HK-kampagne
Ophavsret
Udgivet <29.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

