Alt for lange ventetider går ud over børnesager, skilsmissefamilier og handicappede
Der er sket en voldsom stigning i klager over afgørelser i de sociale nævn og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget fra 89 dage til 141 dage siden 2007. Nu siger medarbejderne i statsforvaltningerne stop! Og appellerer til politikerne om at løse problemet.
Af Martin Sommer
»På de sociale nævnsområder har nedskæringerne store konsekvenser for borgerne, idet ventetiden nu ofte er et halvt år eller mere på at få behandlet en klage over en kommunal afgørelse. Det er en betydelig belastning for en borger at vente så længe,« skriver medarbejderne blandt andet til kommunaludvalget. Her opfordrer de også til, at politikerne sikrer flere ressourcer til statsamterne og herunder de sociale nævn.
Den seneste opgørelse fra Ankestyrelsens statistikbank, viser også, at sagsbehandlingstiden er steget særligt meget i år fra andet til tredje kvartal med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid der er steget fra 128 dage til 142 dage.
Sagsbehandlingstiden stiger og bevillingerne falder
De ansatte i statsforvaltninger har i et fælles brev til blandt andet Folketingets kommunaludvalg (se link sidst i artiklen til brevet) peget på, at det derfor er meget uheldigt, at statsforvaltningerne i 2012 har fået skåret bevillingerne med 32 mio. i forhold til året før.
Yderligere besparelser
Bevillingerne skæres yderligere ned i 2013 med 31 mio. Og det er samtidig med, at Økonomi og Indenrigsministeriet regner med, at antallet af klager til de sociale nævn ventes at nå op på 23.000, mens tallet for bare 4 år siden lå på 14.000 sager.
Udviklingen går den stik forkerte vej
Faktuelt er udviklingen gået den helt forkerte vej, mener HK/Stats politisk-økonomiske konsulent Thomas Lynge Madsen, tallene taler for sig selv
»I de årlige finanslove kan man jo se at udviklingen går den forkerte vej: I 2008 var der 812 årsværk på området. Siden er der skåret 62 årsværk frem til i dag, og i 2012 skal der skæres yderligere i medarbejderstaben, her ryger der 50 årsværk. Og frem mod i 2015 er planen, at der ryger yderligere 50 årsværk. Så det er ikke overraskende, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er eksploderet og at antallet af klager til de sociale nævn har nået 23.000. Medarbejderne bliver færre og færre, men skal løbe hurtigere og hurtigere. Samtidig med at nye IT-systemer og digital sagsbehandling er udskudt. Alligevel har man indhentet gevinsten på forhånd og beskåret antallet af medarbejdere. Til skade for borgerne og medarbejderne.«
Kræver indgreb nu
Formand for HK/Stat Thora Petersen, mener derfor det er på høje tid at politikerne griber ind og løser problemet:
»I HK/Stat appellerer vi ligesom medarbejderne til at der findes en akut politisk løsning. Statsforvaltningen skal have tilstrækkelige ressourcer: Medarbejderne er presset på deres tid og faglighed. Men vi skal også huske, at statsforvaltningerne varetager opgaver for borgere, der er sårbare eller udsatte. Eller befinder sig i en meget vanskelig tid i deres liv. Det handler om svære børnesager, skilsmisser, bodeling, adoption og andre følsomme emner. Og klagerne til nævnene er jo som oftest også af meget stor betydning for klagerens økonomi og livssituation. Derfor er der tale om et vigtigt område, som bør prioriteres.«
Ingen økonomisk hjælp fra minister
Men umiddelbart er der ikke meget hjælp at hente hos den ansvarlige minister. Ifølge Altinget.dk afviser Økonomi og Indenrigsminister Margrete Vestager (R) at bevillige flere penge til området. Dog vil hun nu sammen med socialminister Karen Hækkerup (S) undersøge, hvorfor antallet af sager stiger så kraftigt. Men hun mener ikke, at et loft over sagsbehandlingstiderne er vejen frem, som Venstre ellers har forslået. Dog afviser hun ikke muligheden. Men ifølge Margrethe Vestager er løsningen en It-effektivisering.
Kilde: Altinget.dk og Ritzau
Oprettet: 16.12.11, kl. 15.38
Redigeret: 16.12.11, kl. 15.56 af Martin Sommer
I brevet til politikerne skriver de ansatte i statsforvaltningerne blandet andet:
»Vi har forståelse for at samfundet er i økonomisk krise, og at der skal spares, men man bliver fra politisk side nødt til at se i øjnene, at med den udmeldte bevilling, er der kun ét parameter at skrue på, da vi ikke kan gå på kompromis med kvaliteten, nemlig sagsbehandlingstiderne, der bliver urimeligt lange, både i de familieretlige og i de sociale sager, til skade for borgerne.
Vi skal derfor, som tillidsrepræsentanter for alle statsforvaltningernes faggrupper kraftigt opfordre til, at man tager oplysningerne alvorligt og finder midler, således at statsforvaltningerne kan fastholde kvaliteten i arbejdet og fortsat levere en både hurtig, grundig og faglig korrekt sagsbehandling til gavn for borgerne.«
Læs hele brevet til politikerne
Ophavsret
Udgivet <16.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.