Du er her: hk.dk > Stat > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2011 > Forsinkelse af it-system i Skat trækker flere problemer med sig



Forsinkelse af it-system i Skat trækker flere problemer med sig

»Nu oplever vi endnu en alvorlig forsinkelse af et nyt it-system. Jeg frygter det kan få bægeret i Skat til at flyde helt over – og tør slet ikke tænke på de negative konsekvenser.« Sådan lyder det fra Ingelise Frost, formand for HK’erne i Skat, efter at Skat endnu engang har måttet udsætte indførelsen af et nyt vitalt It-system Systemet skulle aflaste medarbejderne og gøre betjening af borgerne nemmere.

Af Martin Sommer og foto Mikkel Østergaard (arkivfoto)
Et nyt it-system hos Skat skulle frigive 155 årsværk (fuldtidsstillinger) og gøre det hurtigere og nemmere at registrere motorkøretøjer og få nye nummerplader. Men nu er indførelsen af den smarte teknik igen udsat. Samtidig skal Skat skære 400 årsværk ifølge regeringens forslag til finanslov for 2012. Det forsinkede it-system skulle desuden reducere og samle alle de mange motorkontorer og deres i dag 265 medarbejdere rundt om i landet i fire centrale kontorer med kun 110 medarbejdere.

Dårlig matematik
»Forsinkelsen betyder jo, at man ikke frigiver 155 årsværk. Det var planen, at de skulle overgå til andre opgaver frem mod næste år. Det kan de ikke nu, så regnestykket går ikke længere op,« konstaterer Ingelise Frost. Hun vil ikke sige, at hun er chokeret, men »meget, meget overrasket. Alle har forventet, at systemet kom, og nu bliver indførelsen udsat kun to måneder før start. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde!«

Udsat endnu engang
Skat skulle have lanceret systemet den 31. oktober i år, men nu bliver det altså udsat endnu en gang - på ubestemt tid. Sidste gang skyldtes udsættelsen arbejdskonflikten mellem it-virksomheden CSC og fagforeningen Prosa. Denne gang skyldes udsættelsen problemer hos CSC med at levere i en ordentlig kvalitet og til tiden, oplyser Skat i en pressemeddelelse.

Betalingsdelen ikke på plads
Selve hovedsystemet er færdigt, forklarer Ingelise Frost. Men det system, som skal registrere betaling og vægtafgift, og som CSC skulle levere, er ikke færdigt og desuden så mangelfuldt, at Skat ikke tør tage det i brug.

Dermed må bilforhandlere og almindelige borgere nu også efter 31. oktober stå i kø på motorkontorerne for manuelt at registrere nummerplader, når køretøjerne skal om- og indregistreres.
Ifølge formanden for HK’erne i Skat vil udsættelsen få alvorlige konsekvenser også på længere sigt.

Kun toppen af isbjerget
»Det system, som CSC ikke kan levere, er et betalingssystem. Meningen er, at det også skal bruges i fremtiden til en række andre nye systemer i Skat. Derfor betyder forsinkelsen reelt, at de andre kommende systemer også bliver forsinkede. Konsekvenserne af det tør jeg slet ikke sætte ord på,« siger Ingelise Frost.

Oprettet: 02.09.11, kl. 15.14

Redigeret: 08.09.11, kl. 12.04 af Martin Sommer


Ophavsret

Udgivet <02.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.