Politisk flertal for at styrke Skat
Samtlige oppositionspartier vil gøre op med regeringens amputering af Skat. Partierne vil ikke længere se på, at samfundet går glip af milliarder i skatteindtægter, fordi Skat ikke har ressourcer nok og i fremtiden står overfor markante besparelser.
Af Martin Sommer
Et af partierne, som vil styrke Skat, er Radikale Venstre. Målet er, at det offentlige skal kunne inddrive én milliard kroner ekstra i skat i forhold til nu. Konkret skal der ansættes 600 flere medarbejdere for at styrke restanceområdet. Det svarer til en ressourcetilførsel på næsten 300 millioner kroner, siger de radikales finansordfører Morten Østergaard til HK Statbladet.
Regeringens plan har slået fejl
»Regeringen har i alt for lang tid beskåret Skat. Derfor mener Radikale Venstre, at der skal ansættes cirka 600 flere skattemedarbejdere til restanceområdet. Det skaber en mere effektiv ligning og bedre inddrivelse af skattegælden. Regeringens strategi med at skære ned på antallet af skattemedarbejdere har slået fejl. Det vil vi gøre op med,« siger han og forsætter:
»Vi er meget opmærksomme på udviklingen inden for skatteområdet, og vi har længe vurderet, at det er på høje tid at styrke Skat. Regeringens plan om løbende at beskære antallet af medarbejdere i Skat frem mod år 2014 skal derfor skrottes,« siger Morten Østergaard.
Enighed om at styrke Skat
Dermed ligger de radikale på linie med S, SF, og Enhedslisten som alle over for HK Statbladet har bebudet, at der skal tilføres flere penge til Skat og ansættes flere medarbejdere. Partierne mener, at man på den måde vil øge statens indtægter. Oppositionspartierne er enige om, at staten allerede med den nuværende bemanding i Skat går glip af alt for mange velfærdsmilliarder.
Også Dansk Folkeparti har bebudet, at partiet er klar til at styrke Skat, hvis det er en »god forretning«. Det vil ifølge partiets skatteordfører, Mikkel Dencker, sige, at indtægterne fra ekstra medarbejdere skal overstige udgifterne til at ansætte de nye folk.
V og K siger nej
Både de konservative og Venstre har dog indtil videre afvist at tilføre flere ressourcer til Skat.
Men med forbehold for udfaldet af det kommende valg tyder alt altså nu på, at der tegner sig et alternativt politisk flertal for at ansætte flere medarbejdere i Skat.
Oprettet: 12.09.11, kl. 16.01
Redigeret: 13.09.11, kl. 10.57 af Martin Sommer
DF er åben overfor at styrke Skat og tilføre flere ressourcer
Forsinkelse af it-system i Skat trækker flere problemer med sig
HK/Stat delte velfærdstusser ud på strøget
S, SF og Enhedslisten vil styrke skat og lover millioner og flere ansatte
Kampen for velfærdskronerne er i gang
Nedskæringer hos SKAT koster milliarder af velfærdskroner
Ophavsret
Udgivet <12.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
