Forhandlinger er vejen frem i BUPL-konflikten
De 170 deltagerne i konferencen om Politik, Uddannelse og Beskæftigelse fra HK/Privats syv branchesektioner udtaler, at vi nu i de sidste to uger har været vidne til en arbejdskonflikt internt i fagbevægelsen mellem BUPL-A og HK
Vi er forbavsede over, at BUPLs ledelse overlader det til modparten at komme med forslag til forligsløsninger og nye forhandlinger.
Konflikter skal og kan løses – ikke mindst når det drejer sig om to faglige organisationer – men det fordrer forhandlingsvilje på begge sider.
Konflikten drejer sig om forskelle i overenskomstvilkår.
PÅ medarbejdersiden har Akademikernes Centralorganisation, Dansk Socialrådgiverforening, HK/Privat og 3F indledt et forhandlingssamarbejde for at rydde op i en jungle af overenskomster – p.t. 15 - for de 300 medarbejdere beskæftiget i BUPL Forbund, BUPLs A-kasse og BUPLs 10 lokale fagforeninger.
Medarbejdersiden har flere gange over de sidste 4 år indbudt til fælles forhandlinger omfattende de 14 BUPL-arbejdsgivere, men disse har hver gang afslået.
Vi opfordrer BUPLs ledelse til at revurdere deres mangel på forhandlingsvilje. Forhandlinger er altid vejen frem.
Det forekommer os, at BUPLs ledelse med sin klyngen sig til de mange overenskomster søger at hindre at deres medarbejdere sikres lige løn for lige arbejde gennem de kollektive overenskomster.
Dermed har I bragt jer på kollisionskurs med en af fagbevægelsens kerneopgaver.
Det vil vi ikke finde os i, hedder det fra konferencen om Politik, Uddannelse og Beskæftigelse.
Oprettet: 01.10.11, kl. 11.02
Redigeret: 01.10.11, kl. 11.02 af Jan Fiil Christensen
Ophavsret
Udgivet <01.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
