Du er her: hk.dk > HK Privat Sundhed og Velvære > Om Sundhed & Velvære > Højdepunkter fra delegeretmøde 2009



Højdepunkter fra delegeretmøde 2009

De kommende overenskomstforhandlinger, uddannelse og elever var nogle af temaerne, da Branchesektion Sundhed & Velvære holdt delegeretmøde

- Hvad er lykke? Det er, når forventningerne lever op til virkeligheden, indledte Bonnie Blirup sin mundtlige beretning.

For formanden for branchesektionen var rigtig glad, da hun konstaterede, at 56 delegerede fra hele landet havde taget turen til Hotel Christiansminde i weekenden 3.-4. oktober. Eneste anke var, at hun godt kunne have tænkt sig, at der havde været en mand eller to og nogle flere unge til stede på delegeretmødet.

Overenskomstfornyelsen

Et vigtigt punkt i beretningen var de kommende overenskomstforhandlinger. Øverst på listen over krav står ligeløn og afskaffelse af 50 procents-reglen. Men også bedre vilkår ved fyring, ret til 2. barns sygedag og højere pensionsprocent står højt på listen.

- Nogle siger, at der er krise. Men når jeg har talt med nogen fra Dansk Tandlægeforening, så siger de, at de ikke mærker noget til krisen. Så det skal blive spændende, rigtig spændende, sagde Bonnie Blirup, som også opfordrede til, at man fik udarbejdet et idékatalog over frynsegoder.

Ny uddannelse

Uddannelse er et område, som fylder meget i bestyrelsens arbejde. Og på den positive side er, at det er lykkedes at udvikle en overbygning på tandklinikassistentuddannelsen på merkonomniveau. Overbygningen mangler kun en underskrift fra undervisningsminister Bertel Haarder.

- Det kan ikke nytte, at vi tænker: Jeg sidder godt her i min klinik. Vi er nødt til at uddanne os løbende, pointerede Bonnie Blirup.

At det kan være svært at få fri til at uddanne sig, når man er ansat på en lille arbejdsplads, er formanden godt klar over.

- I kan jo spørge tandlægen, om I ikke kan få fri, når han tager på golfferie.

Da uddannelsen sundhedsservicesekretær blev lanceret, var der stor skepsis i bestyrelsen, indrømmede Bonnie Blirup. Men til sin store glæde kunne hun se, at uddannelsen er blevet et stort hit, og at de nyuddannede har fundet deres plads på arbejdsmarkedet.

Eleverne

Knap så positivt ser det ud på elevområdet. I sekretariatet i Sundhed & Velvære har man mange elevsager.

- Vi har forsøgt os med elevtræf uden held. Nu prøver vi at lave et kursus for de elevansvarlige, så kan vi forhåbentligt tage nogle af sagerne i opløbet.

Formanden sluttede af med at fortælle om planerne for det fremtidige arbejde. En topprioritet bliver et tættere samarbejde med afdelingerne. Der er skal mere fokus på fagligheden, og der skal etableres stærke lokale netværk, hvor medlemmerne kan mødes. En anden stor opgave bliver overenskomstdækning på de mange privathospitaler, der er skudt op.

- Jeg håber, at I husker at give os både ris og ros for det arbejde, vi gør, opfordrede Bonnie Blirup, der fik endnu en omgang som formand for Branchesektion Sundhed & Velvære af et enigt delegeretmøde.

Den nye bestyrelse set fra venstre: Bente Madvig Holm, Bente Mentz, Birte Pedersen, Annette Kammer, Bonnie Blirup, Else-Marie Bjærre og Jeanette Hansen.

Oprettet: 17.03.10, kl. 12.37

Redigeret: 17.06.10, kl. 15.40


Ophavsret

Udgivet <17.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.