Ledig – og hvad så?
Husk at melde dig på Jobcentret
HKA – HK’s centrale a-kasse – tager sig af beregning og udbetaling af ydelser.
HK Sydjyllands Job og Vejledning tager sig af de lovpligtige samtaler med ledige og hjælper med råd og personlig vejledning.
Første ledighedsdag
Det allervigtigste er simpelthen, at man melder sig ledig på Jobcentret den første dag, man er ledig. Man behøver ikke møde personligt frem på Jobcentret. Man kan melde sig ledig via nettet eller telefonen. Dernæst skal man sende ledighedspapirer ind til HKA, den centrale a-kasse. Har man brug for personlig hjælp i forbindelse med at melde sig ledig, kan man henvende sig personligt på et af HK Sydjyllands kontorer. Det behøver ikke ske den første dag, men man skal heller ikke vente alt for længe. Man skal helst henvende sig inden for den første uge, siger koordinator for HK Sydjyllands Job og Vejledning, Mogens Jessing.
Job og Vejledning
Job og Vejlednings medarbejdere er fordelt på HK Sydjyllands seks lokale HK-kontorer i Horsens, Vejle, Kolding, Sønderborg, Rødekro og Esbjerg, hvor de træffes dagligt, men det er en god ide at bestille tid, idet vejlederne er meget optaget af planlagte samtaler.
Selvom der er stigende ledighed, skal man ikke fortvivle og tro, at man ikke kan få et nyt arbejde, siger koordinator for HK Sydjyllands Job og Vejledning, Mogens Jessing.
HK Sydjylland Job og Vejledning
Job og Vejledning er den afdeling hos HK Sydjylland, der tager sig af de lovpligtige samtaler med ledige.
Dvs. CV-samtaler og rådighedssamtaler.
CV-samtalen skal finde sted, inden der er gået en måned, fra man meldte sig ledig.
Rådighedssamtaler gennemføres hver 13. uge i resten af den tid, man er ledig.
Det er Job og Vejlednings pligt at informere den ledige om love og regler, dvs. hvad man skal, og hvad man må som ledig.
Job og Vejledning tilbyder desuden personlig vejledning, der kan være med til at hjælpe den ledige tilbage i job.
Den centrale a-kasse HKA
I det nye HK har de enkelte HK-afdelinger har ikke længere lokale a-kasser.
I stedet har HK den centrale a-kasse HKA, der er fysisk placeret i København og Århus.
HKA tager sig udelukkende af beregning og udbetaling af ydelser som arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.
HK-medlemmernes kontakt med HKA klares via telefon, mail eller post og drejer sig kun om de relevante papirer til dokumentation og beregning af ydelser samt oplysning om love og reglers betydning for den enkelte – det er HKA, der afgør, om man ikendes karantæne, hvor meget der kan udbetales i dagpenge, hvad fradraget for pensioner er i efterlønnen osv.
Dvs. ledighedserklæring, skriftlig opsigelse, lønsedler for de seneste 14-15 måneder, evt. andet materiale f.eks. ansættelseskontrakten.
Ledighedserklæringen kan man selv hente på nettet på www.hk.dk (under a-kasse) eller på Arbejdsdirektoratets hjemmeside www.adir.dk – eller man kan få den på det lokale HK-kontor.
Man kan vælge selv at sende kopi af alle papirerne til HKA – eller man kan tage det med til det lokale HK-kontor.
Kontakt til HKA kan ske på tlf. 70 10 67 89 eller mail: a-kassen@hk.dk
Se mere: www.hka-kasse.dk
Af journalist Ulla Kofod-Olsen
Oprettet: 24.02.09, kl. 17.20
Redigeret: 01.07.09, kl. 14.14
Ophavsret
Udgivet <24.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.