En nuanceret krise
Danmark og resten af verden er i økonomisk krise. Det får vi i øjeblikket fortalt ti-tolv gange i døgnet, eller i hvert fald så snart vi åbner for radio eller TV.
Med overskrifter som ”Nu er knap 60.000 danskere uden job” og ”For tredje måned i træk stiger arbejdsløsheden” gør pressen sit for at holde humøret nede hos den enkelte. Hver dag sine fyringer. Afskedigelser fra 30 personer og opefter bliver læst op i TV-Avisen.
Jeg synes, der er brug for at få perspektiveret krisen en smule – ikke nedtone den, men blot sætte den lidt i perspektiv. For samtidig med, at prognoser om både tre- og firedobling af arbejdsløsheden fyger rundt, forventes der allerede om få år igen mangel på hænder på det danske arbejdsmarked. Ligesom der stadig er områder, hvor det er svært at få øje på den krise, alle snakker om. Ikke mindst i den offentlige sektor, hvor der er mangel på personale inden for bl.a. sundhed, velfærd, undervisning og pasning af børn og gamle.
Vi ved, at for hver 100.000 ansatte, som i de kommende år forlader arbejdsmarkedet, er der kun 60.000 i den arbejdsdygtige alder til at tage over. Selvom ledighedstallene stiger nu, er arbejdsløsheden stadig langt under det niveau, vi for seks-syv år siden betragtede som fuld beskæftigelse Den senest udmeldte ledighedsprocent er 2,1% - et tal, vi for år tilbage ville juble over var så lavt.
2009 bliver på mange måder et spændende år politisk, samfundsmæssigt og for den enkelte dansker. Du kan under alle omstændigheder være sikker på, at vi i HK Sydjylland vil være der, hvis du som medlem får brug for os.
Den hjælp ville jeg ikke føle mig helt så sikker på, hvis jeg var medlem af et af de discountalternativer, der er til en rigtig fagforening. Dér bruges økonomien jo mest på reklamer og sjove TV-indslag end til mere reelt a-kassearbejde og fagpolitisk arbejde til gavn for medlemmerne.
Du skal ikke være i tvivl om, at HK Sydjylland er der for dig!
De bedste ønsker til os alle sammen for 2009!
Af afdelingsformand Per Bergenhagen, HK Sydjylland
Oprettet: 24.02.09, kl. 12.08
Redigeret: 24.02.09, kl. 12.10 af Per Bergenhagen
Ophavsret
Udgivet <24.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat