Politisk boksekamp
HK Ungdom var blandt arrangørerne, da uddannelsesinstitutionen Niels Brock den 13. september dannede rammen for en politisk debat, hvor fire politikere – placeret i en boksering - skulle fortælle de unge studerende om, hvad deres politik gik ud på.
Folketingsvalget var meget nær, da fire politikere den 13. september var troppet op til paneldebat på uddannelsesinstitutionen Niels Brock på Kultorvet i København. En kantine fyldt med elever dannede rammen for debatten, som Jan Andreasen fra Socialdemokratiet, Lars Franyó fra Liberal Alliance, Lars Rasmussen fra Radikale Venstre og Kristoffer Beck fra Konservativ Ungdom deltog i. Selvom politikerne var samlet i en boksering var tonen ikke decideret hård og beskidt. Af og til blev det dog til mudderkast. For eksempel da snakken gik på privatskoler.
- Du siger, at Socialdemokratiet taler i mod privatskoler, men jeres formand har selv sit barn i en, sagde Konservativ Ungdoms Kristoffer Beck til Jan Andreasen fra Socialdemokratiet.
Hvilken blok?
Stemningen var dog en boksekamp værdig. Tilskuerne – de godt hundrede studerende – var oppe at køre efter de fleste kommentarer fra politikerne. Men særligt de indlagte sms-dyster gav de studerende lyst til at huje og juble. Sms-dysterne gik ud på, at paneldebattens ordstyrer – bokseringens dommer – gav tilskuerne et emne, hvortil der var flere svarmuligheder. Tilskuerne skulle sende deres svar til et bestemt nummer. Så ville stemmerne automatisk blive talt op, og man kunne derefter se, hvad udfaldet var.
Den første sms-dyst handlede om, hvilken blok de studerende hældte mest til. 23 svarede rød blok. 59 svarede blå blok. 6 vidste ikke, hvad de ville stemme. En enorm jubel brød ud, da resultatet blev offentliggjort.
Hvad er vigtigst?
Den næste sms-dyst handlede om, hvad de studerende på Niels Brock synes var mest vigtigt for deres uddannelse. 9 sms’ede, at mere SU var vigtigst. 23 mente, at flere praktikpladser var vigtigst. 16 ville helst have prioriteret flere penge til skolerne. 22 hældte mest til bedre undervisningsmiljø. Og 10 personer syntes bedst om, at kantinerne var roden til alt godt.
Skal valgretsalderen sænkes?
Ved tredje sms-dyst skulle de unge studerende tage stilling til, om de ville lade deres jævnaldrende stemme. Spørgsmålet gik nemlig på, om man vil have sænket valgretsalderen til 16 år. 17 sagde ja. 93 sagde nej. 1 enkelt vidste ikke, om de jævnaldrende kunne være ansvarlige nok til at skulle være med til at afgøre landets skæbne.
Hvem stemmer du på?
Den fjerde og sidste sms-dyst var den, der gav anledning til størst jubel. Den stillede det ultimative spørgsmål. Det spørgsmål, der få dage senere skulle være det afgørende for, hvordan landet skal ledes det næste stykke tid. Der skulle være sms-folkeafstemning. 14 stemte på Socialdemokratiet. 4 valgte SF. 12 var overbeviste om, at Enhedslisten var det rigtige for dem. 16 stemte på Radikale Venstre. Altså var der 46, der stemte på partierne, der til dagligt udgør Folketingets røde blok.
14 af de studerende stemte på Venstre. 27 gav deres stemme til Konservative. 6 stemte Dansk Folkeparti. Svimlende 48 stemte på Liberal Alliance. Altså 95 til partierne, der til dagligt udgør Folketingets blå blok. Og Liberal Alliance kunne endda slå rød blok alene. Vild jubel fra publikum. Liberal Alliances Lars Franyó lignede en tilfreds mand. Han havde så godt som vundet boksekampen på Niels Brock. På knock-out endda.
Ingen af de fire paneldeltagere blev valgt til Folketinget den 15. september.
Af Frederik Cederskjold
Oprettet: 26.09.11, kl. 10.25
Redigeret: 18.04.12, kl. 11.17 af Christina Friberg
Ophavsret
Udgivet <26.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.