Du er her: hk.dk > HK Ungdom > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2009 > HKU’er på jobbet...



Ved du, hvor boremaskinen er?

Blækspruttejob. ADHD-børn og pædagoger. En flytning, der skal ordnes, en boremaskine, der skal findes. Et regnskab, der skal afstemmes. 26-årige Pernille Nielsen kommer hele paletten rundt på jobbet som administrativ medarbejder i Stjernehusene i Aalborg.

26-årige Pernille Nielsen søgte og søgte.
20-30 skriftlige ansøgninger. Kom til seks-syv jobsamtaler, hvilket er rigtig pænt.
Men nemt var det ikke at finde job inden for det offentlige midt under reformen, hvor flere af kommunerne blev lagt sammen.

Og dér havde Pernille Nielsen ellers lige gennemført sin læretid hos Nibe Kommune og var klar til at fortsætte, da hele den kommunale sektor blev sendt på standby, fordi man ikke ville ansætte før sammenlægningerne var gennemført.

Pernille Nielsen er administrativ medarbejder hos Aalborg Kommune og aktiv i HK Ungdom.
– Jeg er lidt af en paragraf-rytter, og derfor ser jeg frem til HKU’s kongres til oktober-november. Elsker det politiske spil, snak i korridorerne og debatterne. Og så har vi et utrolig godt kammeratskab på tværs af aldersgrupper i HKU, siger Pernille (th) – her sammen med en anden hku’er Stine.

– Jeg gik målrettet efter de kommunale jobs, men i en overgangsperiode blev jeg nødt til at finde noget andet. Så det blev et barselsvikariat hos Aalborg Tekniske Skole, fortæller Pernille Nielsen, der er uddannet assistent, har et speciale i offentlig administration og ydermere har taget en uddannelse som finansøkonom.

Mod slutningen af vikariatet begyndte hun at søge job igen. Pernille nåede kun at være ledig i en månedstid, da en særdeles ønsket email tikkede ind i hendes indbakke; Aalborg Kommune søgte en administrativ medarbejder.

– Så efter at have søgt ”røven ud af bukserne” i mange uger, fik jeg jobbet hos Stjernehusene. Det er en en institution under Aalborg kommune, der tager sig af ADHD-børn – tidligere kaldte man dem for DAMP-børn, forklarer Pernille.

Arbejdstiden ligger normalt inden for 8-16, men de daglige opgaver spænder vidt, fordi Pernille er den eneste administrative kontormedarbejder.
– Det er lige fra at faktuere opholdsbetalinger, betale regninger, beregne vores indtægter, til at blive spurgt om, hvor bitsene til boremaskinen mon er. Det sidste overlod jeg nu til vedkommende at lede efter på værkstedet, smiler Pernille, der bruger en del af sin fritid på at arbejde for HKU.

Indtil for nylig var hun formand for HKU Nordjylland. Og troede hun skulle have en pause fra det faglige arbejde, men så var der pludselig en ledig suppleantplads i HKU’s styregruppe...og så var Pernille med igen.
Men hvorfor bruge sin fritid på det?

– Jeg er lidt af en paragraf-rytter, og derfor ser jeg frem til HKU’s kongres til oktober-november. Elsker det politiske spil, snak i korridorerne og debatterne. Og så har vi et utrolig godt kammeratskab på tværs af aldersgrupper i HKU.

Pernille Nielsen får dog også tid til at gå i byen med sine gamle venner, og det er naturligvis i ”Gaden”, og så ved alle i Aalborg, hvad man taler om, nemlig Jomfru Anne Gade.

Fremtiden er der lagt planer for. Pernille vil videreuddanne sig til kommunom. Det bliver så en dag om ugen på skolebænken og fire arbejdsdage. Det passer Pernille fint – hun elsker nemlig at suge viden til sig både gennem uddannelser, jobbet og det faglige arbejde.

Af Flemming Thomsen

Oprettet: 01.03.09, kl. 07.54

Redigeret: 01.03.09, kl. 08.19 af Flemming Thomsen


Ophavsret

Udgivet <01.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.