Du har ikke ret til løn, hvis du bliver hjemme i snevejr
Snestormen breder sig lige nu over hele landet. Men selv om det sner, og trafiksituationen er kaotisk, har du pligt til at gøre alt, hvad du kan for at komme på arbejde. Og arbejdsgiveren har ret til at trække dig i løn, hvis du bliver hjemme.
Selv om snedriverne hober sig op uden for din dør, bildøren er frosset til, og busserne forsinkes af glatte veje, er du forpligtet til at gøre alt, hvad du kan for at komme på job. Det kan HK's juridiske afdeling og HK's faglige medarbejdere i sektorerne fortælle.
Sne er nemlig ingen undskyldning for at tage en fridag. Men hvis vejr-situationen er så hård, at du umuligt kan komme på job og må blive hjemme, eller hvis politiet direkte fraråder al udkørsel, skal du give din arbejdsgiver besked så hurtigt som muligt. Så har du lovligt fravær, men arbejdsgiveren har ret til at trække dig i løn for denne dag. Med mindre du kan arbejde hjemmefra.
Hvis din arbejdsplads selv vælger at holde lukket på grund af snevejret eller en anden ekstrem vejrsituation, er arbejdsgiveren dog forpligtet til at betale dig og dine kollegaer løn, hvis I får besked på at blive hjemme.
Oprettet: 07.01.10, kl. 13.00
Redigeret: 02.02.10, kl. 13.59 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <07.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
