Unge fylder mest i arbejdsløshedskøen
Det er de unge, der står for den største del af ledigheden blandt HK’erne. Det viser de nyeste ledighedstal.
Hele 8,6 procent af de 18-24-årige HK’ere står uden job. Og i områder som Østjylland og Fyn er ledigheden i denne gruppe helt oppe på 10-11 procent. Det viser de seneste ledighedstal for november måned.
Det bekymrer Kim Simonsen, forbundsformand i HK.
- Det er utrolig uheldigt, at de unge er blevet så hårdt ramt af den stigende arbejdsløshed, der er fulgt med finanskrisen. Vi har i lang tid været opmærksom på problemet og bliver derfor hele tiden ved med at opfordre regeringen til at tage ansvar for, at vi ikke mister en hel generation på gulvet, siger han og fortsætter:
- Den bedste vej til at sikre det, er ved at arbejde for, at alle unge får en uddannelse og bliver bedst muligt rustede til fremtiden. Det er nemlig de ufaglærte, der ryger først og får sværest ved at komme ind på jobmarkedet igen. Så vi skal sørge for praktikpladser til alle – og i det hele taget de bedste muligheder for at tage en uddannelse, siger han.
Den næststørste ledighed finder man også i den yngre gruppe – nemlig blandt de 25-29-årige, hvor ledigheden er på 5,6 procent.
Gennemsnitsledigheden blandt HK’erne er på fire procent – hvilket svarer til 9.154 fuldtidsledige i november måned. Det er en lille stigning fra oktober. Ledigheden er størst på Fyn og mindst i Hovedstadsområdet. Og så er det stadig inden for de private sektorer, der er størst ledighed, mens ledigheden på det kommunale område er meget lav.
Oprettet: 16.12.09, kl. 10.09
Redigeret: 16.12.09, kl. 10.27 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også:
Dyrt at spare a-kassekontingentet væk
Sådan gør du, hvis du bliver fyret
Sådan hjælper A-kassen, hvis du er blevet ledig
Få hjælp til at finde job:
Gennem MitHK giver HK dig adgang til Danmarks største jobsøgningsdatabase. Udover regulær jobsøgning kan du på MitHK få hjælp til at lave CV og jobsøgning, hvordan du lægger en karriereplan, og du kan tjekke lønstatistik.
Du skal være medlem for at logge ind på Mit HK. Hvis du ikke allerede har en pinkode, kan du bestille en ved at klikke her .
Ophavsret
Udgivet <16.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
