Nationalt kundskabsløft
Globaliseringen er kun en trussel, hvis vi intet foretager os. Sådan lød det på HK-kongressen i 2005.
Forbundsformand, John Dahl, fastslog på HK's Kongres i 2005 at globalisering handler om meget andet end de trusselsbilleder om udflytning af arbejdspladser, der ofte præger den offentlige debat.
- Globaliseringen er kun en trussel, hvis vi intet foretager os. Hvis vi tror, at vi til alle tider kan fortsætte som om intet forandres. Vi har i stedet for brug for løsninger der peger fremad, sagde John Dahl i sin tale til kongressen.
Han henviste bl.a. til erfaringerne fra udflytningen af tekstilindustrien i 70'erne og 80'erne og pointerede, at … "set i historiens klare lys, ja, så har vi jo formået at skabe nye job. Man kunne måske ønske sig, at det ikke var foregået helt så tilfældigt som det gjorde, da den danske tekstilindustri bukkede under for den internationale konkurrence. Det er bl.a. disse erfaringer vi skal bygge på i vores tilgang til globaliseringen frem for løntilbageholdenhed og andre svækkelser af overenskomsterne".
Ifølge John Dahl er der især brug for en aktiv erhvervspolitik, for at finde de vækstområder med tusindvis af nye arbejdspladser, hvor Danmark kan gøre sig gældende. Det skal HK være med til at understøtte gennem fleksible overenskomster.
- Skal vi imidlertid have en chance for at høste lidt af de frugter, globaliseringens muligheder frembyder, er det tvingende nødvendigt, at vi investerer mere i uddannelser – lige fra grundskolen over erhvervsuddannelser, længerevarende uddannelser til efter- og videreuddannelse, sagde han.
Oprettet: 25.08.06, kl. 14.42
Redigeret: 27.08.06, kl. 19.19
Ophavsret
Udgivet <25.08.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.