Du er her: hk.dk > Arbejdsmiljø > HK'ernes psykiske arbejdsmiljø > Fokus på det psykiske arbejdsmiljø



Fokus på det psykiske arbejdsmiljø

En ny rapport fra HK, der blev præsenteret på den netop overstået kongres, er udgangspunktet for en målrettet indsats over for det psykiske arbejdsmiljø de kommende år.

Nu skal der fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

HK præsenterede på den netop overståede kongres en omfattende rapport, der viser, at der er rigtig meget at tage fat på, når det handler om HK’ernes psykiske arbejdsmiljø.

Rapporten, HK’ernes psykiske arbejdsmiljø, er begået af tidligere professor ved Arbejdsmiljøinstituttet, Tage Søndergård Kristensen. Den tegner på tværs af sektorerne i HK et billede af, hvordan det står til med det psykiske arbejdsmiljø på en lang række faktorer, som eksempelvis arbejdstempo, socialt fællesskab, stress, tillid og ledelseskvalitet. Og resultaterne er meget varieret, alt efter hvilken sektor og branche, man kigger på. Dermed er rapporten et konkret redskab til, hvor og hvordan der skal sættes ind.

- Vi kan se af rapporten, at det er meget forskellige indsatser, der skal til for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, sagde Jørgen Hoppe, der er formand for HK/Handel, på kongressen.

- Efter kongressen skal vi have sat en målrettet indsats i gang, der tager fat i de problemer, der måtte være med det psykiske arbejdsmiljø ude på de enkelte arbejdspladser.

Og der burde være opbakning at finde hos arbejdsgiverne, mener sektorformanden.

- Man skulle tro, at arbejdsgiverne ville være de største forkæmpere for det psykiske arbejdsmiljø – fordi rapporten viser, at der er stor sammenhæng mellem det psykiske arbejdsmiljø og sygefraværet.

Af Jesper Pedersen

Oprettet: 16.11.09, kl. 12.47

Redigeret: 18.11.09, kl. 09.38 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <16.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.