HK: Arbejdsmiljøloven skal ændres
Det skal være læger – ikke politiet – der afgør, om en medarbejder er blevet syg af det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads eller ej. Det mener HK, der har et forslag til at ændre arbejdsmiljøloven parat. Politiforbundet og Socialdemokraterne har allerede meldt deres opbakning.
Medarbejdere kan blive syge af stress, af at blive mobbet eller af at blive udsat for chikane på jobbet, uden at man kan gøre noget ved det. Og uden at arbejdsgiverne bliver straffet for ikke at have sikret et godt psykisk arbejdsmiljø. Det oplever HK, der nu vil have ændret arbejdsmiljøloven.
- Når vi ser, at en medarbejder er blevet syg af det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads, vil vi gerne kunne stille arbejdsgiveren til ansvar for det. For ellers kan de uhindret blive ved med at gøre medarbejdere syge, siger Mette Kindberg, næstformand i HK og fortsætter:
- Derfor mener vi, det skal være en læge, der skal lave en vurdering af, hvad medarbejderen er blevet syg af, og så må en dommer herefter vurdere, om beviserne er stærke nok, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.
Mange sager henlægges
I dag er det sådan, at man skal melde det direkte til politiet eller til Arbejdstilsynet, der så kontakter politiet, hvis man oplever, at en arbejdsgiver overtræder arbejdsmiljøloven i forhold til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.
- Så bliver politiet sendt ud for at undersøge om vores medlemmer er syge - og om det er arbejdsgiverens skyld. Politiet gør et godt stykke arbejde, men de er altså ikke psykologer eller læger og kan have svært ved at vurdere, hvorfor en medarbejder er blevet syg. Det gør, at de ikke sjældent kan samle nok beviser, og så bliver sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø ofte henlagt. Det er meget krænkende og utilfredsstillende, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.
Fra 1999 til 2008 prøvede HK 147 sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø ved domstolene. Da ingen af disse retssager blev vundet, valgte HK i 2008 at stoppe med at prøve sagerne ved domstolene. Lovgrundlaget var der simpelthen ikke.
Fra 2005 til 2008 er der i HK indberettet 1675 sager om medlemmer, der er blevet psykisk syge som følge af et dårligt arbejdsmiljø .
Politi synes godt om forslaget
I Politiforbundet er man enige i HK's forslag om at ændre i arbejdsmiljøloven.
- Al den tekniske ekspertise, man kan få ind over, vil være en god idé. Hvis HK’s forslag betyder, at læger eller arbejdsmedicinske klinikker kan assistere, synes jeg, det er en god idé. Så vil det blive nemmere at løfte bevisbyrden, siger Peter Ibsen, formand i Politiforbundet.
Politisk er der også opbakning. I hvert fald hos Socialdemokraterne. Ligestillingsordfører Julie Rademacher har allerede meldt ud, at hun gerne vil fremsætte HK’s lovforslag i Folketinget.
Oprettet: 18.11.09, kl. 09.26
Redigeret: 18.11.09, kl. 12.13 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere:
Tema: HK'ernes psykiske arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøloven nu:
Hvis man mener, at en arbejdsgiver har overtrådt loven om psykisk arbejdsmiljø, kan man melde det til Arbejdstilsynet (som så skal melde det til politiet) eller direkte til politiet. Politiet skal så ud og undersøge, om der er dårligt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Hvis der findes så mange beviser, at det er sandsynligt, det vil føre til en dom, vil det føre til en straffesag.
HK’s lovforslag:
Hvis man mener, en arbejdsgiver har overtrådt loven om psykisk arbejdsmiljø, skal det være en læge, der skal komme med en vurdering af sagen. Og herefter skal sagen køre som en godtgørelsessag, hvor der er delt bevisbyrde mellem arbejdsgiver og medarbejder.
Ophavsret
Udgivet <18.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

