Du er her: hk.dk > Arbejdsmiljø > HK'ernes psykiske arbejdsmiljø > Trivslen skranter i kommuner og regioner



Trivslen skranter i kommuner og regioner

Kasseassistenterne i supermarkedet har det meget bedre på jobbet end HK’erne i landets kommuner og regioner.

For alt for mange kommunale og regionale HK’ere er søvnbesvær, enorme mængder af arbejde og manglende støtte fra kollegaer en del af dagligdagen. Men også på mange andre felter kniber det med trivslen rundt omkring på kontorerne i kommuner og regioner.

Blandt samtlige HK’ere ligger HK/Kommunals medlemmer dårligst placeret på ikke mindre end 20 ud af 24 udsagn om det psykiske arbejdsmiljø. Det viser den første repræsentative undersøgelse om emnet, som SFI-Survey har foretaget blandt knap 2.000 HK’ere.

Næstformand i HK/Kommunal Claus Gahrn insisterer på, at de kommunale og regionale arbejdsgivere nu kommer op i gear og får taget arbejdsmiljøet alvorligt.

– Jeg må på det kraftigste henstille til, at politikerne i kommuner og regioner får taget deres arbejdsgiveransvar alvorligt, så vores medlemmer ikke bliver syge af at passe deres arbejde. Der er udarbejdet en række udmærkede redskaber, der kan styrke trivslen, men mange kommuner bruger dem simpelthen ikke i dagligdagen. Det er på tide at ændre ved den beklagelige praksis, siger Claus Gahrn, der fastslår, at man fra HK/Kommunals side vil intensivere arbejdet med at få trivselspolitikken ført ud i livet.

Kasseassistenter har det bedre
Mens mobning og mangel på anerkendelse også er medvirkende til, at lægesekretærer og administrative medarbejdere har det dårligste psykiske arbejdsmiljø, skiller medarbejderne i HK/Handel, der blandt andre organiserer kasseassistenterne, sig måske noget overraskende ud som dem, der har det bedst på arbejdspladsen.

Tidligere professor ved Arbejdsmiljø-instituttet Tage Søndergård Kristensen, der har forfattet undersøgelsen, er selv overrasket over, hvor skidt det står til med det psykiske arbejdsmiljø på de kommunale og regionale kontorer.

– Jeg tror en del af forklaringen er, at gruppen har været udsat for store organisatoriske forandringer uden de nødvendige informationer fra ledelsen. For lægesekretærernes vedkommende skyldes den dårlige placering hovedsageligt kombinationen af meget højt arbejdspres og lav indflydelse, siger Tage Søndergård Kristensen.

Borgmester stiller krav til effektivitet
Borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler (C), der som formand for KL’s løn- og personaleudvalg er politisk ansvarlig for det psykiske arbejdsmiljø i kommunerne, ser undersøgelsens resultater i sammenhæng med, at arbejdsopgaverne i kommunerne har en helt anden karakter end i den private sektor.

– De kommunale medarbejdere har i modsætning til for eksempel de butiksansatte selvstændige og komplekse opgaver i et politisk system, hvor der stilles krav til effektivitet og omstilling. Vi skal selvfølgelig tænke over, om der er noget, vi som arbejdsgivere kan gøre anderledes. Men grundlæggende vil det være vanskeligt, fordi arbejdsopgaverne i kommunerne stiller særlige krav, siger Michael Ziegler.

Af Jens Laursen

Oprettet: 16.11.09, kl. 11.05

Redigeret: 18.11.09, kl. 09.37 af Kirsten Marie Juel Jensen

God trivsel i tandplejen
Det er ikke alle steder, trivslen skranter i kommunerne. HK/Kommunals undersøgelse viser, at de kommunale tandklinikassistenter har et af de bedste psykiske arbejdsmiljøer blandt HK'erne.

Høj indflydelse, høj mening i arbejdet, høj ledelseskvalitet og høj social støtte fra såvel overordnede som fra kollegaer er med til at placere tandklinikassistenterne på en sjetteplads blandt 30 udvalgte fagområder.

Kirsten Møller Christensen, formand for de kommunale tandklinikassistenter, er ikke i tvivl om, at det gode arbejdsmiljø har at gøre med, at den enkelte tandpleje er en lille arbejdsplads, hvor alle kommer hinanden ved, hvor arbejdsopgaverne er fleksible og arbejdstiderne attraktive.


Ophavsret

Udgivet <16.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.