Kollegaer vender det blinde øje til vold
HK og Danner vil nu undervise tillids- og sikkerhedsrepræsentanter i at tale om vold. To splinternye undersøgelser viser nemlig, at voldsramte har behov for støtte og hjælp fra deres kollegaer, men det får de ikke.
83 procent af de kvinder, der er blevet adspurgt om deres erfaringer som udsatte for partnervold, og som har haft arbejde inden for de seneste tre år, fortæller, at det har haft negativ indflydelse på deres arbejde. Det viser en ny rapport om voldsramte kvinders arbejdsliv fra Servicestyrelsen. Rapporten offentliggøres senere på efteråret.
De voldsramte kvinder har det især svært med kollegaerne. Mere end halvdelen siger, at de er bekymrede for, hvad kollegaerne tænker, og hver tredje har problemer med at deltage i det sociale fællesskab på arbejdet. Rapporten viser, at voldsramte kvinder ønsker og har brug for forståelse og opbakning fra kollegaer, men det får de ofte ikke.
Det bakkes op af en anden ligeledes ny undersøgelse, som Capacent har lavet for Nyhedsmagasinet HK. Her siger 51 procent af de af HK’s medlemmer, at de ikke handler, selv om de har mistanke om, at en kollega udsættes for vold derhjemme. Det er problematisk, mener HK og bakkes op af flere eksperter.
Bryd tavsheden
Vibe Klarup Voetmann, der er direktør for den humanitære organisation Danner, der i 30 år har drevet krisecenter og rådgivning for voldsramte er bekymret over, at der er så få, der reagerer, når de først har mistanken om vold.
- Folk synes, det er en grænse, der er svær at overskride. De tænker: ”Hvad nu hvis jeg tager fejl? Hvad er konsekvensen af, at jeg blander mig?”. Og ja, det er da svært at tale om, men det er ikke umuligt, siger hun.
Hendes råd er, at man skal bryde tavsheden.
- Voldsramte lever et forfærdeligt liv. Hvis man ikke tør spørge, om kollegaen bliver udsat for vold, og om der er noget, man kan hjælpe med, misser man muligheden for at kunne gøre en stor forskel for et andet menneske, siger hun.
Gráinne Stevenson, fuldmægtig i Servicestyrelsens Udsatteenhed er helt enig.
- De voldsramte kvinder giver udtryk for, at det er utrolig vigtigt med forståelse fra kollegaernes side. Man må som kollega ikke trække sig væk, og det er vigtigt, man prøver at forstå, hvorfor kvinden bliver i det voldelige forhold. På den måde kan man være med til at sikre, at hun faktisk kommer ud af det. For hvis man tør tale med hende om volden, kan det betyde, at hun får øjnene op for, hvor uacceptabelt, det er, og hun kan få kræfter til at bryde ud, siger hun.
HK vil give redskaber til at hjælpe voldsramte
Kim Simonsen, forbundsformand i HK mener også, det kan være et stort problem, hvis medarbejdere ikke tør tale med hinanden om de emner, der gør ondt. Derfor vil HK nu hjælpe tillids- og sikkerhedsrepræsentanter med at få de rette redskaber til at tale om vold.
- Det kan være svært at vide, hvordan man får øje på en voldsramt kollega. Hvad siger man, og hvad siger man ikke? Men jeg tror, tillidsrepræsentanter kan spille en meget vigtig rolle i at hjælpe kollegaer, der oplever så barske ting som partnervold. Derfor har vi arrangeret et fyraftensmøde, hvor medarbejdere fra Danner vil fortælle om partnervold, og hvordan man helt konkret kan hjælpe sin kollega. Det kan forhåbentlig være med til at bryde tabuet, siger Kim Simonsen, der selv vil være med til mødet.
HK Kommunal vil også senere på året arrangere kursus i Danner i København for de HK-medlemmer, der arbejder på det sociale område.
LÆS MERE OM HK'S FYRAFTENSMØDE OM VOLD VED AT KLIKKE HER
Oprettet: 14.10.09, kl. 13.28
Redigeret: 14.10.09, kl. 15.23 af Kirsten Marie Juel Jensen
LÆS MERE OM HK'S FYRAFTENSMØDE OM VOLD VED AT KLIKKE HER
Læs mere:
Fakta
- 4 % har mistanke eller kendskab til, at en kollega er blevet udsat for vold derhjemme.
- 94 % svarer at de hverken har kendskab eller mistanke til, at en kollega er blevet udsat for vold derhjemme
- 3 % procent ved ikke
- 47 % af dem, der har mistanke eller kendskab til, at en kollega er blevet udsat for vold derhjemme, har taget initiativer for at hjælpe
- 51 % har ikke gjort noget
- 32 % har ikke gjort noget, fordi de ikke vidste hvad de skulle gøre
- 16 % har ikke gjort noget, fordi de oplevede, at kollegaen ikke ville have hjælp
- 16 % har ikke gjort noget, fordi de ikke ville blande sig
Kilde: Undersøgelse af vold i hjemmet, Capacent for HK, september 2009
Forstå din kollega:
En stor del af at hjælpe en voldsramt kollega er at forstå:
Her kommer Vibe Klarup Voetmann, direktør for Danner med en række forklaringer på, hvorfor den voldsramte ”ikke bare skrider”:
- Voldsramte forelsker sig i en person, der er fantastisk. Det er et kærlighedsforhold, som langsomt bliver til et forhold, hvor der også er vold. Mange voldsramte bliver i et håb om, at det kan blive bedre igen.
- Volden bliver normal og en del af hverdagen. Den voldsramte kommer til at forklejne volden og tror, det er hendes skyld. Partneren siger, at det ikke er vold, han udsætter hende for – og hun tror på det.
- Den voldsramtes selvtillid kan være så langt nede, at hun ikke kan overskue at gøre noget ved sin situation. Til sidst tør hun ikke gøre noget, fordi hun tror, konsekvensen kan være fatal. Partneren truer måske med at slå hende ihjel.
Ophavsret
Udgivet <14.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

