Du er her: hk.dk > Arbejdsmiljø > Hvis volden rammer > Minister i samråd om vold mod kvinder



Minister i samråd om vold mod kvinder

SF har kaldt ligestillingsminister Inger Støjberg i samråd. Det sker efter, at HK’s Nyhedsmagasin i går afslørede, at voldsramte kvinder er i stor risiko for at miste deres job.

SF vil have arbejdsgiverne til at tage et større ansvar for at hjælpe voldsramte kvinder.
Den udmelding kommer efter, at HK’s Nyhedsmagasin i torsdag offentliggjorde tal fra to undersøgelser lavet af henholdsvis Capacent for HK’s Nyhedsmagasin og Servicestyrelsen. Tilsammen viser to undersøgelser, at mange voldsramte kvinder mister deres job på grund af volden i hjemmet, og at arbejdspladserne ikke gør noget for at hjælpe kvinderne.

Nu kalder SF ligestillingsminister Inger Støjberg i samråd. Partiet vil høre, hvilke initiativer ministeren har tænkt sig at tage i sagen.
- Det må være i alles interesse at sikre, at den voldsramte kvinde fastholdes på arbejdsmarkedet. Derfor er det afgørende, at arbejdsgivere i højere grad ser det som en pligt at hjælpe kvinden frem for at fyre hende, siger ligestillingsordfører for SF Pernille Vigsø Bagge.
Hun henviser til, at mange arbejdsgivere allerede i dag gør en stor indsats for at hjælpe medarbejdere, der har problemer med alkohol, men at vold stadig er for tabuiseret emne til, at arbejdsgiverne tør at give hjælpe til de voldramte kvinder. Det skal der laves om på, mener hun.
- Arbejdsgivere har om nogen en pligt til at se problemer med medarbejdere, der mistrives, i øjnene og ikke mindst gøre noget ved situationen. Arbejdsgivere må derfor have andre redskaber i posen end blot at fyre medarbejdere i krise, siger Pernille Vigsø Bagge.

Ifølge undersøgelsen fra servicestyrelsen oplever 80 procent af voldsramte kvinder, at volden giver problemer på arbejdspladsen. Og en fjerdel af dem har direkte mistet deres job som følge af volden. Undersøgelsen lavet af Capacent for HK’s Nyhedsmagasin viser, at arbejdspladserne stort set ikke beskæftiger sig med vold i hjemmet.

Af Henrik Wanscher

Oprettet: 23.10.09, kl. 11.35

Redigeret: 26.10.09, kl. 09.57 af Henrik Wanscher

Læs artiklen om voldsramte kvinder på arbejdsmarkedet her:

Voldsramte mister jobbet

Læs endnu mere:

Tema: Vold


Ophavsret

Udgivet <23.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.