Sig nej til vold mod kvinder
Den 25. november er FN’s internationale dag mod vold mod kvinder, og HK står sammen med mange andre faglige organisationer verden over i at bakke op om at markere dagen og sige NEJ til vold mod kvinder.
Faglige organisationer kan spille en stor rolle i at sætte fokus på vold mod kvinder og sikre, at voldsramte kan få så meget hjælp på arbejdspladsen som muligt. Det mener HK, der derfor bakker op om verdens største faglige sammenslutning ITUC (International Trade Union Confederation), der opfordrer til, at så mange som muligt markerer den 25. november. Det er nemlig FN’s internationale dag mod vold mod kvinder, hvor der bliver organiseret events over hele verden med budskabet: Sig NEJ til vold mod kvinder.
- Det er vigtigt, at vi som fagforening sætter fokus på vold mod kvinder, fordi undersøgelser viser, at op mod hver fjerde voldsramte mister sit job. Vi kan uddanne vores tillidsrepræsentanter, så de får redskaberne til at hjælpe voldsramte. Og vi kan sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at arbejdspladser har et beredskab på dette område, siger Kim Simonsen, forbundsformand i HK.
HK har i de seneste måneder sat fokus på vold mod kvinder og hvilke konsekvenser partnervold har for arbejdslivet. Her har HK blandt andet i samarbejde med den humanitære organisation Danner holdt kurser for tillidsrepræsentanter.
HK er dog ikke den eneste fagforening, der sætter fokus på partnervold. Netop nu kører 3F, AOF og FIU-ligestilling også et EU-støttet projekt – Abused Women At Work.
Og ITUC konkluderer også, at flere og flere fagforeninger verden over har fået fokus på emnet.
Oprettet: 24.11.09, kl. 09.41
Redigeret: 24.11.09, kl. 10.05 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs meget mere:
Ophavsret
Udgivet <24.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

