Beretning fra en arbejdsplads

"Jeg kender efterhånden måden at behage ham på. Det er ved at lade være med at forsøge at afbryde ham under hans foredrag, om ham selv og hans familie og de mange ting han har udrettet og i stedet bare lade ham snakke færdig."

Grundet en ryg skade som opstod efter en ulykke i barndomsårene, har jeg som voksen måttet opgive det ene job efter det andet og blev så efterfølgende i 2005, i en alder af 42, visiteret til et fleksjob. En pension havde været inde i billedet, men da jeg ikke havde det store ønske om at komme til at gå hjemme i en så tidlig alder og da en revalidering heller ikke ville kunne hjælpe mig i min situation, fandt man frem til denne løsning.

Det varede ikke længe før jeg af AF, fik tilbudt mit første job under denne ordning. Men da jeg og efterfølgende den ansatte på AF fandt ud af at det her drejede sig om et arbejde, der indebar nogle meget tunge løft, blev det fejet af bordet. Nogle dage senere ringede telefonen igen og denne gang lød job tilbudet betydelig mere fornuftigt.

Nu er det sådan med mig at jeg er et udpræget ordens menneske. Det hænger vel nok også sammen med det faktum, at jeg jo godt er klar over at der er ting at jeg ikke kan på en arbejdsplads, grundet min fysik og derfor prøver jeg at kompensere for dette ved at yde noget ekstra i form af punktlighed samt ansvarsfølelse for det jeg arbejder med, og samtidig forsøger jeg at være en god kollega over for de andre ansatte og fra den første dag i mit nye job har jeg prøvet at efterleve dette. Jeg vil ikke fortælle så meget om min nuværende arbejdsplads ud over at det er et lille sted med få ansatte og i offentligt regi.

Mit første møde med min nye chef var en positiv oplevelse, men på en måde alligevel lidt underlig i forhold til de job samtaler som jeg før har været til. Jeg blev mødt med et smil på læben og kaffe på kanden og blev med det samme tilbudt at hilse på de andre ansatte, hvilket var hurtigt overstået da der jo ikke var så mange. Så fik jeg en rundvisning på stedet og fik lidt at vide om mine arbejdsopgaver. Efter en times tid forlod jeg stedet, med den besked at jeg skulle møde mandag morgen, jobbet var mit. Jeg må indrømme at jeg var glad, også mere glad en jeg nogen sinde havde været før. For når man som jeg har måttet opgive så mange job og efterfølgende har gået hjemme i flere år uden et arbejde og i uvished om hvad der nu skulle ske med en. Ja så kan det ikke helt undgås at det af og til går lidt ud over humøret. Hvilket jo så igen smitter af på familien derhjemme. Helbredet bliver jo heller ikke meget bedre, for et dårligt humør kan jo som bekendt give en dårlig mave. Alene det at man gang på gang bliver konfronteret med at man ikke er i arbejde og skal forklare årsagen til dette over for folk, mens de vantro lytter på en, ja det slider efterhånden en del på systemet.

Nå men for at vende tilbage til det jeg fandt lidt underligt, ved den famøse job samtale, ja så var det faktisk først da jeg kom hjem jeg kom til at tænke på dette. Min på det tidspunkt kommende chef, en yngre lidt kraftig herre med et vist præg af militær person over sig, både hvad angår udsende og på den måde han talte og taler på, var og er som sagt sød og smilende og ikke uden charme. Senere skulle jeg opdage at netop det med det søde og charmerende hurtigt kan vende til det stik modsatte, især over for personer han er bekendt med og som ikke deler hans meninger eller ikke konstant ser op til ham og hans bedrifter i det daglige og i hans tidligere tilværelse. Det jeg var lidt forundret over ved job samtalen var faktisk det første lille fingerpeg om, hvordan den person som sad sød og smilende over for mig i virkeligheden var og er. For ikke på noget tidspunkt i forløbet blev jeg spurgt om noget som helst. Hverken hvad jeg havde lavet tidligere i mit liv, hvad jeg havde arbejdet med, min uddannelse, om jeg var gift og havde børn hvor jeg boede eller noget som helst andet. Det var stort set en en vejs kommunikation hvor jeg fik en hel masse at vide om hvordan det var gået til at han var blevet ansat på stedet og hvad hans daglig dag bestod af. Det var dette der forundrede mig lidt. Senere skulle jeg med beklagelse finde ud af at det var fordi, det overhovedet ikke interesserede ham det fjerneste hvad jeg egentlig var for en person.

Jeg har senere, i flere tilfælde taget mig selv i, under en af de famøse kaffepauser, som han af og til afholder på hans kontor, nok mest for at fortælle om sig selv, at påbegynde en sætning med "Jeg har også engang" for så bare at blive afbrudt inden jeg når at fuldføre sætningen med ordene "nå vi skal også videre eller vi skal til og i gang med arbejdet, du har nok at gøre og se til".

Jeg kender efterhånden måden at behage ham på. Det er ved at lade være med at forsøge at afbryde ham under hans foredrag, om ham selv og hans familie og de mange ting han har udrettet og i stedet bare lade ham snakke færdig. Af og til kan jeg se det bekommer ham vel hvis jeg siger noget som for eksempel "det er flot" eller "det tror jeg ikke jeg kan" eller noget i den retning. Når jeg spiller underdanig og snakker til ham på denne måde bliver resten af dagen i hans nærvær, noget nemmere at komme i gennem, for så undgår jeg måske de raseri anfald, som desværre dukker op til overfladen af og til når tingene går ham imod af den ene eller anden årsag.

Jeg nævnte det faktum at jeg har en dårlig ryg og derfor, lægger jeg ofte mærke til hvis folk løfter forkert på nogle tunge ting. En dag gjorde min chef dette. Jeg gjorde ham opmærksom på det, men fortrød det bittert. Din store idiot, fik jeg at vide, du skal overhovedet ikke blande dig i hvad jeg gør eller ikke gør. Det er mig der er chef her på stedet og jeg kan få dig fyret bare ved at knipse med fingeren. Desuden får jeg aldrig ondt i ryggen eller bliver syg, som dig din svækling. Tror du dette her er en børnehave eller hvad, lød ordene. Dette vredes udbrud gentog sig en gang senere på året, hvor jeg også kom til at spørge til hans helbred, Så det er jeg så holdt op med at gøre. Men eftersom jeg er ansat i et fleksjob, må jeg af og til selv sige fra over for nogle bestemte opgaver, som jeg kan se jeg ikke magter rent fysisk. Dette har dog ikke behaget chefen og jeg er igen og igen blevet mindet om, at det ikke er en børnehave jeg arbejder i og at smerter bare er noget der skal arbejdes væk. Dette har medvirket til at jeg har haft svære og svære ved at sige fra, i disse situationer og overarbejde har jeg heller ikke kunnet få mig selv til at sige nej til. Fordi jeg har fået at vide at hvis jeg gjorde dette var det ikke sikkert at de kunne bruge mig og jeg risikerede at blive fyret. Så selvom jeg har kunnet mærke at nu kunne kroppen ikke følge med mere har jeg bare kørt på og i en kortere periode har jeg faktisk arbejdet det dobbelte antal timer af hvad jeg egentlig er blevet ansat til. Hvilket så igen har medført at jeg til sidst alligevel blev overbelastet så meget, at min læge nu har sygemeldt mig på ubestemt tid.

Jeg er og har været meget glad for mit nuværende arbejde og i den tid jeg har været der har der ikke været noget at komme efter rent arbejdsmæssigt. Jeg har ikke sjusket med noget og jeg har altid sørget for at gøre tingene som det er blevet forventet af mig og lidt til endda, føler jeg selv og der har da heller aldrig været en eneste klage fra ledelsens side hvad angår dette. Men en gang i mellem har jeg måske nok følt at det til gengæld heller ikke er blevet værdsat overhovedet. Et venligt skulderklap i ny og næ på rette tid og sted er jo mange gange med til at gøre en forskel, især hvis man virkelig føler at man har gjort en ekstra indsats på sin arbejdsplads og følt et medansvar over for det man arbejder med. Dette har jeg ikke oplevet, men jeg har til gengæld følt en konstant stigende angst for ikke at gøre det godt nok, hvilket så igen har medført at jeg har påtaget mig mere og mere arbejde, for at opnå min chefs anerkendelse.

Vi er som nævnt ikke mange ansatte på stedet, men når der bliver holdt middagspause bliver døren alligevel lukket og man sidder som den eneste for sig selv og spiser sin frokost, heller ikke på andre tidspunkter bliver man inviteret inden for og det bevirker at man føler at man ikke rigtigt bliver accepteret af de andre. Det gør også at al den snak der vedrører det rent faglige er man ikke en del af og de ting man måske føler at man kunne bidrage med hvad angår dette kommer aldrig frem. Man er i det hele taget ikke en del af fællesskabet. Det kan ikke undgås at det i det lange løb påvirker en at blive holdt udenfor og derfor forsøger man på mange måder at få kontakt til de andre ansatte ved at behage dem så meget så muligt. Sagt på en anden måde, så ruller man den røde løber ud hver gang man øjner muligheden for det og man spiller gerne underdanig og mindreværdig, bare for at opnå en smule anerkendelse og accept fra en af de andre og især fra sin chef. Dette påvirker dog med tiden ens selvtillid temmelig meget i den negative retning.

Til tider kan min chef gå forbi en og fyre en vittighed af og her forventes det som en selvfølge at man griner hver gang, og det gør man jo som regel, for man ved at hans humør kan vende på en tallerken og så er han som nævnt, absolut ikke en behagelig person at være i nærheden af. Han kan finde på at stå at råbe en direkte op i ansigtet hvis han bliver vred og man tør simpelthen ikke sige noget igen af frygt for yderligere ubehagligheder. Man ved aldrig hvor man har ham, det med humøret kan skifte fra time til time og det er en konstant balance akt at være ved hans side. Det var en stor glæde for mig endelig at være kommet i gang på arbejdes markedet igen, men glæden har som sagt fået nogle skår med tiden. Efter min overbevisning ville det kunne have ændret meget ved situationen, hvis min chef bare en gang i mellem ville have inddraget en i fællesskabet og accepteret en som en ligeværdig medarbejder.