Du er her: hk.dk > Arbejdsmiljø > Sladder på arbejdspladsen > 7 gode råd til at takle sladder



7 gode råd til at takle sladder

Der bliver sladret på din arbejdsplads. Det er du nødt til at forholde dig til, mener sladder-eksperter. Her får du derfor gode råd til, hvordan du kan takle det.

Det er ikke nemt at holde sig uden for hvisken og tisken på arbejdspladsen. Du kan nemlig ikke komme udenom, at der sladres overalt, så du er nødt til at forholde dig til den. Det siger en række eksperter, der har forsket i sladder. På dag ét på et nyt job, er du nødt til at lytte til sladderen og være uafhængig på samme tid, forklarer antropolog Perle Møhl.

- Når man kommer på en ny arbejdsplads er det vigtigt at vide, hvad de andre er optaget af, siger hun.

Hun mener, at selv om det kan virke nobelt, at man ikke vil sladre om andre, så er det ikke nødvendigvis en god idé.
- Man danner sig altid indtryk, ved det man hører. Så man sætter sig på en måde udenfor og ovenfor, hvis man ikke deltager i sladderen. Man kan virke som om, man er en smule bedre end andre. Det kan i sig selv give sladder, siger Perle Møhl.

At sige fra kræver mod
Virksomhedskonsulent Hanne Gullestrup er enig. Og hun forklarer, at hvis man virkelig vil sige fra, så kræver det både finfølelse og mod.
- Det kræver, at man er mere afhængig af det, man selv mener, end af det, andre mener. Så kan man måske sige fra og sige: ”Jeg kender hende ikke endnu, så det ved jeg ikke noget om” eller noget i den stil, siger hun.

Ifølge de to skal du alligevel melde ud, hvis du virkelig ikke bryder dig om sladder, og det gør dig ked af det. Du kan ikke forvente, at dine kollegaer skal holde helt op med at sladre, men du kan bede dem om at tage hensyn til dig.

- Hvis man virkelig har det dårligt med, at der bliver sladret, kan man tage det op med sine kollegaer og sige, hvad det gør ved en, uden at forsøge at ændre på de andre, siger Hanne Gullestrup.

Tag hensyn til kollegaerne
Samtidig skal de, der godt kan lide at sladre, huske at tage hensyn til kollegaerne. Det påpeger arbejdsmiljøkonsulent i HK, Svend Erik Hermansen.

- Man skal gøre op med sig selv, hvad man vil fortælle videre. Og man skal være opmærksom på, hvis nogle har det dårligt med sladder. For alle har forskellige grænser, og det skal man respektere, siger han.

Hvis man oplever, at sladderen udvikler sig negativt, eller det fører til mobning af nogen, mener han i øvrigt, man skal gå til sin tillidsrepræsentant eller sin leder med problemerne, så der kan blive taget hånd om det.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Gå videre til...

5 gode råd til at takle sladder som leder

1. Du bør holde trivselssamtaler og medarbejdersamtaler med dine medarbejdere, så du ved, hvordan de har det, og du skaber grobund for en åben dialog og en god stemning.

2. Du skal lade medarbejderne vide, at din dør altid er åben, hvis de har brug for at tale, og du skal vise dem, at det ikke bare er tomme ord.

3. Hvis du hører om negativ sladder på arbejdspladsen, skal du tage det op på for eksempel et afdelingsmøde. Ikke den konkrete sladder, men tendensen.

4. Du skal være meget opmærksom, hvis der er nogle af medarbejderne, der ikke bryder sig om sladder eller som holdes uden for den. Det skal der tages hånd om.

5. Husk at negativ sladder altid bunder i nogle helt andre problemer – og det er dem, du skal finde frem til og tage fat på.

Kilder: Svend Erik Hermansen, Hanne Gullestrup, Perle Møhl og Vibeke Skytte

Oprettet: 08.12.08, kl. 14.21

Redigeret: 16.12.08, kl. 09.34 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs meget mere i temaet:

Sladder på arbejdspladsen

7 gode råd til at takle sladder som medarbejder

1. Du skal gøre op med dig selv, hvad du vil fortælle videre

2. Du skal respektere, at folk har forskellige grænser for sladder

3. Hvis du selv har det dårligt med, at der sladres på din arbejdsplads, skal du tage det op med dine kollegaer.

4. Hvis du hører meget negativ sladder, der virker som mobning, bør du tage det op med din tillidsrepræsentant.

5. Hvis du ikke har nogen tillidsrepræsentant skal du gå direkte til lederen.

6. Når du kommer på en ny arbejdsplads skal du lytte til sladderen og være uafhængig.

7. Du skal huske, at man på en måde sætter sige udenfor og ovenfor, hvis man ikke deltager i sladderen.


Ophavsret

Udgivet <08.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.