Både du og din leder har ansvar for sladder
Medarbejdere mener, de selv skal sørge for, at sladder på arbejdspladsen ikke udvikler sig negativt. Eksperter mener, ledere må tage ansvar.
At sladder ikke fører til mobning og dårlig stemning på arbejdspladsen har man selv ansvaret for som medarbejder. Det mener hele 55 procent af HK’s medlemmer ifølge en undersøgelse, Capacent Epinion har lavet for HK’s Nyhedsmagasin. Kun 16 procent mener, det er lederens ansvar, og 15 procent mener, det er kollegernes ansvar.
Flere fagfolk er dog uenige i medlemmernes vurdering. For de mener, ledere bør tage ansvar for den sladder, der altid vil være på en arbejdsplads.
- Man skal sørge for at få vendt stemningen fra kold til varm sladder. Lederne skal tage fat i sladderen og være åbne, siger virksomhedskonsulent Hanne Gullestrup.
Også Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK, mener, det er ledelsen, der har ansvaret for, at sladder ikke udvikler sig negativt.
- Ledelsen bør tage det modige skridt at sætte sladder på dagsordenen. Man skal vejre, hvordan stemningen er og tage det op, hvis man hører noget sladder. Men man skal ikke diskutere det enkelte rygte. Man skal tale om tendensen, og hvilke problemer, sladderen bunder i, siger han.
Vibeke Skytte, der er rådgivningschef i Ledernes Hovedorganisation mener, ledere er godt klædt på til at tage sig af sladder.
- Man skal som leder gribe fat i det med det samme, hvis man hører om nogle rygter, eller at nogen bliver mobbet. Det nytter ikke noget at være konfliktsky, siger hun.
Hun mener, arbejdspladsvurderinger og medarbejdersamtaler er gode redskaber til at få taget fat på sladderproblemerne, hvis de er der. Og så mener hun i øvrigt, trivselssamtaler med medarbejderne vil forebygge negativ sladder.
Du skal selv være opmærksom
Ledere kan eller skal ikke fjerne al sladder, er alle enige om. For det er god smørelse for virksomheden. Så som medarbejder må man forholde sig til sladderen og gøre sig klart, hvordan man vil takle det, når der bliver hvisket i ens øre, eller der summes i pauserne.
- Det kræver mod at gå ind og sige, man ikke vil sladre. Det kræver, at man er mere afhængig af det, man selv mener, end af det, andre mener. Hvis man virkelig har det dårligt med, at der bliver sladret, kan man tage det op med sine kollegaer og sige, hvad det gør ved en, uden at forsøge at ændre på de andre, siger virksomhedskonsulent Hanne Gullestrup.
Vibeke Skytte mener ikke, medarbejdere skal være bange for at blive sladrehanke.
- Hvis man som medarbejder hører nogle negative rygtedannelser, skal man sige det videre til sin leder. Jeg synes ikke, man skal frygte at blive kaldt for sladrehank, for det handler om, at man er med til at gribe fat i et problem, der kan udvikle sig til noget meget større, siger hun.
Oprettet: 18.11.08, kl. 12.07
Redigeret: 21.11.08, kl. 10.54 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs meget mere i temaet:
Hvem har ansvar for sladder?
- 55 procent af HK’s medlemmer mener, at de selv har hovedansvaret for, at sladderen på arbejdspladsen ikke skaber negativ stemning. (57 procent af kvinderne og 51 procent af mændene mener det)
- 16 procent mener, det er nærmeste leders ansvar (17 procent af kvinderne og 14 procent af mændene mener det)
- 15 procent mener, det er kollegernes ansvar. (13 procent af kvinderne og 21 procent af mændene mener det)
- 1 procent mener, det er tillidsrepræsentantens ansvar (1 procent af kvinderne og 2 procent af mændene mener det)
- 13 procent ved ikke (13 procent af kvinderne og 12 procent af mændene mener det)
Kilde: Sladder på arbejdspladsen, undersøgelse Capacent Epinion har lavet for HK’s Nyhedsmagasin
Ophavsret
Udgivet <18.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

