HK afviser at pille ved efterløn
Gulerødder fungerer langt bedre end pisk, og derfor er Arbejdsmarkedskommissionens forslag slet ikke gode nok, mener HK, der afviser at pille ved efterlønnen.
Pisk, pisk og atter pisk. Det mener Kim Simonsen, forbundsformand i HK, er hovedindholdet i det udspil, Arbejdsmarkedskommissionen nu er kommet med. Og det er bare ikke godt nok.
- At forkorte dagpengeperioden og sørge for senere efterløn er temmelig fantasiforladt. Hele udspillet baseres på forestillingen om, at den eneste måde at få flere hænder på arbejdsmarkedet er at piske dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, til at arbejde mere og længere, siger Kim Simonsen og fortsætter:
- HK ønsker et helt andet fokus, for vi mener, det er indlysende, at gulerødder virker bedre end pisk. Det hele handler om at sikre bedre muligheder for den enkelte på arbejdsmarkedet. Sikre at man får den rigtige uddannelse, sikre at man får bedre tilbud, når man er ledig, sikre at man får den rigtige hjælp, når man er syg, siger Kim Simonsen.
HK mener for eksempel, det er en meget dårlig idé at sætte efterlønsalderen op.
- Jeg troede sådan set, statsministeren havde fået lukket den diskussion. Men så må vi gentage det, vi allerede har påpeget: Det vil slet ikke give den arbejdskraft, man har brug for, at sætte efterlønsalderen op. Man bør i stedet udnytte de nuværende regler for fleksibel efterløn meget bedre, så man får bedre muligheder for at arbejde ved siden af efterlønnen, siger Kim Simonsen.
Der er dog dele af arbejdsmarkedskommissionens forslag, som HK godt kan bakke op om. For eksempel at rykke grænsen for, hvornår man skal aktiveres, fra 9 til 6 måneder. Som tidligere udmeldt er HK heller ikke helt afvisende over for at kigge på dagpengeperioden.
- Men det altafgørende, hvis disse forslag, skal gavne, er at sikre, at kvaliteten i aktiveringen bliver bedre. Så det ikke bare handler om at skubbe folk ud i bevidstløs aktivering for at få dem væk fra dagpengene. Derfor er det uforståeligt, at Arbejdsmarkedskommissionen også lægger op til, at ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse skæres væk, og at uddannelse i det hele taget ser ud til at blive nedprioriteret i de forslag, der er kommet på aktiveringsområdet, siger Kim Simonsen.
Gå videre til...
Arbejdsmarkedskommissionens 26 forslag til flere i arbejde:
Arbejdsmarkedskommissionen har i alt 26 forslag, der ifølge kommissionen vil kunne skaffe 114.000 flere i arbejde og spare samfundet for 14 milliarder kroner om året. Her er et uddrag af forslagene:
Dagpenge:
- Dagpengeperioden forkortes fra 4 til 2 år. Det overvejes at lade perioden variere med konjunkturerne.
- Genoptjeningskravet øges fra 26 til 52 uger inden for tre år.
- Bidraget til arbejdsløshedsforsikring halveres for unge under 30 år.
Aktivering:
Den aktive indsats for ledige dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere deles op i tre faser:
Fase 1: Jobsøgning – i op til 6 måneder:
- Alle ledige har ret og pligt til en uges jobsøgnings- og afklaringsforløb senest efter 3 måneder.
- Der skal holdes samtaler med den ledige hver anden uge.
Fase 2: Virksomhedspraktik – senest efter 6 måneder:
- Aktiveringstilbud senest efter 6 måneder (mod nu efter 9 måneder).
- Jobrettet aktiveringsindsats primært i form af 4 ugers virksomhedspraktik.
- Der kan igangsættes uddannelsesforløb af op til 6 ugers varighed.
Fase 3: Løntilskud – efter et års ledighed:
- Udvidet kvalificeringsindsats, der i overvejende grad skal bestå af løntilskud. Uddannelsesaktivering kan benyttes i begrænset omfang.
- Uddannelsestilbud på mere end 6 ugers varighed målrettes ledige, som ikke i forvejen har kvalifikationer på områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
- Voksenlærligeforløb målrettes personer over 30 år uden kompetencegivende uddannelse.
- Muligheden for 6 ugers selvvalgt uddannelse for dagpengeledige afskaffes.
Udenlandsk arbejdskraft:
- Beløbsgrænsen i jobkortordningen nedsættes fra 375.000 kroner til 300.000 kroner.
Efterløn:
- Fremrykket indfasning af højere efterløns- og folkepensionsalder og efterlønsperiode på 4 år.
- Pensionsmodregning og lavere ydelse ved overgang til efterløn inden det 63. år.
- Pensionsmodregning i hele efterlønsperioden.
Oprettet: 29.09.08, kl. 15.57
Redigeret: 01.10.08, kl. 12.37 af Kirsten Marie Juel Jensen
HK’s forslag til flere i arbejde:
HK har i den sidste måned fremlagt fire helt konkrete forslag til, hvordan man kan skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet og samtidig have fokus på at sikre bedre muligheder for den enkelte:
1. Alle nydanskere mellem 30 og 50 år på overførselsindkomst bør have ret og pligt til at uddanne sig. Det vil give 45.000 ekstra sæt hænder på arbejdsmarkedet.
2. Sygefraværssamtaler bør holdes efter 4 og 8 uger, og både den syge, arbejdsgiveren, lægen og en fra kommunen bør være med. Der skal etableres tværfaglige afklarings- og behandlingsteams i alle regioner. Sygefraværets længde for langtidssygemeldte kan reduceres med 37 procent, og man vil kunne spare omkring 55.000 kroner per sygemeldt.
3. Grænsen for hvornår man skal aktiveres, skal flyttes fra 9 til 6 måneder for alle. Under CV-samtalen skal der være tid til at tale grundigt med de ledige om deres ønsker, kompetencer og jobmuligheder. Man vil få 25.000 flere i arbejde og dermed få en del af den ekstra arbejdskraft, der er brug for.
4. Der skal etableres praktikcentre, hvor elever kan lære og forstå de praktiske elementer af uddannelsen, hvis de ikke kan få en praktikplads. De 10.000 erhvervsskoleelever på de otte hovedforløb, der hvert år ikke i første omgang får en ordinær praktikplads, vil på denne måde være sikret praktik.
Ophavsret
Udgivet <29.09.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.