Du er her: hk.dk > Arbejdsmiljø > Stress og sygdom > HK: Gulerødder er bedre end pisk > HK vil gerne se på dagpengeperiode



HK vil gerne se på dagpengeperiode

- men så skal aktiveringen forbedres. I øvrigt mener HK, det vil give mange flere ledige hænder, hvis man gør noget for at nedbringe sygefravær og få flere til at gennemføre en uddannelse.

- Målet for HK er også, at der skal være færre langtidsledige. Men det er vigtigt, at man holder fast i gulerødder frem for pisk. Vi er derfor parate til at kigge på dagpengeperiodens længde. Men det kræver altså, at aktiveringen kommer til at virke meget bedre, så de ledige får de tilbud, de er berettigede til, siger Kim Simonsen, formand for HK.

Det er den Arbejdsmarkedskommissionen, der har været nedsat af regeringen, der netop har meldt ud, at både dagpenge- og efterlønssystemet bør kigges efter i sømmene.

- Når vi går til en forhandling, så er vi selvfølgelig åbne, og vi er parate til at se på, om dagpengesystemet fungerer, som det skal. Men igen, man kan ikke pille ved dagpengene uden at sikre, at kvaliteten i aktiveringen bliver meget højere, og at der kommer mere fokus på opkvalificering af de ledige, siger Kim Simonsen.

Efterlønnen vil HK dog ikke være med til at diskutere.

- Jeg er glad for at statsministeren har fået stoppet den diskussion. For jeg tror, det kun er en idé, der rumsterer i hovedet på Arbejdsmarkedskommissionens formand, siger Kim Simonsen.

I øvrigt mener man i HK, at der er mange emner, der er meget vigtigere at tage fat på end dagpenge. For eksempel at få nedbragt langtidssygefraværet og sørge for, at flere unge gennemfører en uddannelse. For det er den slags, der for alvor vil give flere hænder på arbejdsmarkedet.

Hk foreslår for eksempel, at der bør holdes sygefraværssamtaler både efter 4 og 8 ugers sygemelding, og her bør både læge, kommune og arbejdsgiver også være med. På den måde bliver der meget mere fokus på at fastholde den sygemeldte i job, og erfaringer viser, at de bedste resultater nås, når alle instanser omkring den sygemeldte arbejder sammen.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Oprettet: 02.09.08, kl. 12.42

Redigeret: 01.10.08, kl. 16.28 af Kirsten Marie Juel Jensen

Tilbage til temaforsiden

Arbejdsmarkedskommissionen foreslår:
Dagpenge: Reglerne skal strammes, og danskerne skal indstille sig på at have ret til dagpenge i mindre end fire år.
Kontanthjælp: Kontanthjælpssystemet skal tilpasses.
Efterløn: Det er for sent at ændre pensions- og efterlønsalderen i 2019 og 2024.
Beskæftigelsespolitik: Målretningen af aktiveringstilbud skal forbedres, og der skal opnås bedre effekter af rådighedskrav.

Om Arbejdsmarkedskommissionen:
Regeringen har nedsat en Arbejdsmarkedskommission bestående af eksperter, der henover efteråret kommer med oplæg til, hvordan man kan skaffe mere arbejdskraft. Forslagene skal løbende diskuteres af regeringen og arbejdsmarkedets parter.

HK fokuserer på løsninger inden for disse fire områder:
HK vil gerne medvirke til at finde ud af, hvordan lønmodtagerne kan komme til at arbejde mere - og i flere år. Men ikke for enhver pris. Og fokus skal mere på gulerod end på pisk. Så HK sætter spot på, hvordan det kan gøres.

  • Det langvarige sygefravær skal bringes ned
  • Frafaldet i erhvervsuddannelsrne skal ned, og uddannelse skal i det hele taget i fokus
  • Ny arbejdskraft: Integrationen skal forbedres, så indvandrere kommer mere ind på arbejdsmarkedet. Og udenlandsk arbejdskraft skal integreres med lige rettigheder i forhold til danske borgere.
  • Aktiveringen skal virke bedre, og ledige skal have de tilbud, de er berretigede til

Ophavsret

Udgivet <02.09.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.