Hver femte er kommet i arbejde
HK’s a-kasse har stor succes med at få ledige i arbejde. Inden for tre måneder er hver femte ledige kommet i job – og faktisk er det godt hver fjerde af de, der har været ledige i mindst 13 sammenhængende uger, der er kommet i job.
Regeringen har fået, hvad de har bedt om. HK’s a-kasse er meget effektive til at få folk i arbejde. Et godt eksempel på udviklingen er, at hver femte ledige er kommet i arbejde inden for de seneste tre måneder i 2008. For da er antallet af ledige nemlig faldet med 20 procent, og arbejdskraftreserven – det vil sige de ledige, der har været ledige i mindst 13 sammenhængende uger – er faldet med hele 26, 4 procent i samme periode.
Bo Gatzwiller, direktør i HK’s a-kasse forklarer, at det skyldes, at HK har gjort en stor indsats for at formidle job direkte, siden det blev gjort muligt sidste år.
- Det er afdelingerne i HK gået ind i med hud og hår. De har kontaktet tillidsfolk og været opsøgende i forhold til virksomheder for at få overblik over stillinger og fortalt om de ledige, vi har. Et af vores centrale mål har været at få de svageste ledige i beskæftigelse, så i de samtaler, vi har haft med de ledige, har vi med det samme fortalt om de job, der er, og hvor det vil være relevant for dem at komme hen, siger han.
Han fortæller, at mange arbejdsgivere også har været glade for indsatsen, fordi de synes, de slipper for en masse bøvl, når de kan ringe direkte til a-kassen og spørge efter en medarbejder med de og de kvalifikationer – og så har a-kassen med det samme relevante bud på hånden.
Bo Gatzwiller understreger, at man ikke bare placerer folk i mere eller mindre mærkelige job for at få dem ud af ledighedsstatistikken.
- Dette handler om målrettet jobformidling, siger han.
Der er dog nogle grupper, der stadig slår ud i ledighedsstatistikken. Nemlig de ældre, de helt unge og indvandrerne. For eksempel udgør medlemmer i alderen 55 og derover hele 27,6 procent af arbejdskraftreserven.
Her mener Mette Kindberg, næstformand i HK, det drejer sig om at få ændret kulturen på de danske arbejdspladser og få virksomhedsledere til at være meget mere åbne.
- Det kan ikke nytte noget, man kun ansætter dem, der er helt perfekte til dansk og i øvrigt er midt i livet, så de har masser af erfaring og samtidig mange år foran sig på arbejdsmarkedet. I forhold til seniorerne er det derfor meget vigtigt at få lavet nogle seniorpolitikker og få sørget for, at vi sætter pris på de medarbejdere, som har mange års erfaring bag sig. På den måde vil det også blive almindeligt at lægge endnu flere år på arbejdsmarkedet, og arbejdsgivere vil være mere tilbøjelige til at ansætte folk over 55, siger hun.
Hun understreger, at det netop nu er meget vigtigt få fokuseret på de grupper, der nu fylder i ledighedsstatistikken. For så snart konjunkturerne vender, er det disse grupper, der hurtigst vil vokse sig større, hvis der ikke gøres en indsats.
Oprettet: 26.09.08, kl. 11.31
Redigeret: 01.10.08, kl. 12.16 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også tema:
HK: Gulerødder er bedre end pisk
Så mange er ledige:
- Antallet af medlemmer af HK’s a-kasse, der var ledige eller aktiverede i uge 26 2007 var 12.648. Året efter i uge 26 2008 var antallet faldet med 42,4 procent til 7.283. Heraf var 5.087 ledige og 2.196 aktiverede.
- Fra marts til juni i år faldt antallet af ledighedsberørte med 20 procent – og arbejdskraftreserven – de, der har været ledige i mindst 13 sammenhængende uger – faldt med 26,4 procent.
- Antallet af ledige i arbejdskraftreserven, der er over 55 år udgør 27,6 procent
- Antallet af ledige i arbejdskraftreserven, der er under 30 år udgør 18,6 procent
- Antallet af ledige i arbejdskraftreserven, der er indvandrere og efterkommere udgør 15,9 procent
- 22,2 procent af medlemmerne i arbejdskraftreserven har været ledige eller i aktivering i mere end et år.
Ordforklaring:
Ledighedsberørte: Det samlede antal personer, der har været ledige eller aktiverede i en given uge.
Arbejdskraftreserven: Den samlede antal personer, der har været fuldtidsledige eller aktiverede, i mindst 13 sammenhængende uger.
Kilde: Analyse af arbejdskraftreserven i HK’s a-kasse i uge 26 (juni) 2008 ved HK’s Arbejdsliv og Analyseafdeling
Ophavsret
Udgivet <26.09.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
