Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Arbejdsmiljø og sundhed > Klumme: Sundhedsforsikringer giver et usundt samfund



Klumme: Sundhedsforsikringer giver et usundt samfund

Rigtig dårlig ide at dele Danmark i et sundt A-hold og et sygt B-hold. Faktisk mener jeg grundlæggende, at det er forkert at betale for at komme forrest i køen, skriver Kim Simonsen, formand for HK/Danmark.

Sundhedsforsikring på arbejdspladsen? Endelig et friskt tilbud fra arbejdsgiverne til HK’s medlemmer, som skal sikre en hurtig behandling ved sygdom.

Og hvad sker der så? Stivbenede ledere fra fagforeninger afviser det blankt ifølge Politiken lørdag. Men helt så enkelt er det ikke, for jeg er også forbundsformand for mange tusinde medlemmer, som ikke er i stand til at tegne en sundhedsforsikring.

Enten har de slet ikke råd til at betale flere tusind kroner i præmie om året. Eller også er de så uheldige at arbejde på en offentlig eller en privat arbejdsplads, hvor arbejdsgivere ikke synes, det er deres opgave at betale for sundhedsforsikringer til personalet. Og hvad med alle seniorerne der ikke kan tegne en forsikring? For slet ikke at tale om pensionisterne, de studerende, de arbejdsløse, de kronisk syge, de udstødte og de hjemløse som ingen vil forsikre?

Er det sådan et opdelt Danmark, vi ønsker? Et samfund, hvor dine børn måske ikke får den rigtige behandling, fordi de er ledige? Uden plads på sygehuset til dine forældre, der er for gamle til at tegne en forsikring?

Sådan et sygt samfund ønsker jeg ikke. Derfor hverken kan eller skal vi basere vores sundhedsvæsen på private forsikringer. Det er ikke er nogen sund udvikling for det danske samfund - heller ikke for den enkelte lønmodtager. Faktisk er det kun er ca. en halv million lønmodtagere, som i dag er dækket af sundhedsforsikringer. Hvilket placerer 2,3 millioner lønmodtagere på B-holdet.

Samtidig er det meget bekymrende, at sundhedsforsikringer sælges på myten om lange ventetider og dårlig kvalitet i det danske sundhedssystem. Vejen til kortere ventetider går ikke over markedet for private forsikringer. Faktisk dræner et konkurrerende privat sundhedssystem det offentlige sundhedsvæsen for både penge og menneskelige ressourcer.

Derfor søger HK at sikre et sundhedsvæsen, hvor der lige adgang for alle. Høj som lav. Rig som fattig. Den lighed skaber vi altså ikke gennem en ”amerikanisering”. Vi får ikke flere læger eller sygeplejersker fordi, vi alle tegner en forsikring. Allerede i dag betaler danske arbejdsgivere milliarder af kroner for sundhedsforsikringer. Tænk, hvilken nytte de passive penge kunne gøre aktivt i det offentlige sundhedsvæsen.

Rådet herfra er derfor: Fjern statsstøtten via skattebilletten til forsikringsselskaber og privathospitaler, og brug i stedet pengene på, at sikre alle danskere et offentligt sundhedstilbud, der som målsætning naturligvis skal være blandt de bedste i verden.

Oprettet: 27.03.08, kl. 09.14

Redigeret: 27.03.08, kl. 09.20 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <27.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.